Debat: Støtte til Pakistan kan forebygge terror

Skrevet af Anonymous

Af humanitære, demokratiske og sikkerhedspolitiske grunde er det vigtigt at øge den danske hjælp til Pakistan, der om noget er et centralt land i krigen mod terror.

Danmark giver i dag ingen udviklingsstøtte til Pakistan - et af verdens fattigste lande. Med Udenrigsudvalgets besøg i Indien og Pakistan, er det oplagt at spørge, om det er et forhold, der skal ændres på. Set i lyset af at vi aktivt er involveret i krigen i Irak, men også i forhold til konflikten i Pakistans naboland Afghanistan, er det et vigtigt spørgsmål at stille netop nu.

Det er på tide, at vi er med til at bekæmpe den enorme fattigdom, og at vi støtter en demokratisk udvikling i et land, der om noget er centralt i krigen mod terror. Pakistan har en fortid med korrupte ledere, der énøjede støttede enten jordejerne eller industrien i landet. Da præsidenten Musharraf kom til magten ved et militærkup, forhindrede han formodentlig et kommende fundamentalistisk oprør mod de tidligere leder, og han har forsøgt at starte spæde demokratiske processer - så som frie lokale valg.

Vigtigst af alt er dog, at han siden den 11. september har formået at danne en politisk modvægt til de massive islamiske fundamentalistiske kræfter, der er i befolkningen og i militæret. Kræfter, der prøver at holde liv i konflikten i Kashmir og formår at beskytte resterne af det gamle al-Quaida netværk i Afghanistan.

Det politiske signal, Danmark markerede ved at udnævne en ambassadør i Pakistan for nylig, bør følges op med hjælp til demokratiske processer i Pakistan. De, der tror på terror som et politisk redskab, fisker i det vand, der er skabt af fattigdom, desperation og håbløshed. I Pakistan er der rigtigt mange fisk i det vand.

Verdenssamfundet bør give pakistanerne et alternativ. Vi kan bidrage til, at landet udvikler sig demokratisk, økonomisk og socialt. Ved at støtte en sådan udvikling kan vi hjælpe med at bekæmpe de kræfter, der vil noget andet. Ikke mindst kan vi dog være med til at rette op på den afmægtige sociale uretfærdighed, der præger landet.

Ulandssekretariatet har igennem knap 15 år støttet landets største hovedorganisation APFOL – Pakistans LO – gennem undervisning i demokrati, rettigheder og fattigdomsbekæmpelse. Fagbevægelsen kan være med til at ruste medlemmer – f.eks folkeskolelærere til at være fortalere for demokrati, rettigheder og social retfærdighed.

Det er vigtigt af humanitære, demokratiske og sikkerhedspolitiske grunde at øge det danske fokus på Pakistan. Hvorfor ikke være med til at gøre en forskel – også i Pakistan?

(Debatindlægget blev bragt i Kristeligt Dagblad den 2. november 2004.)