• Afrika
  • Asien
  • Latinamerika
  • Den Arabiske Verden

Kommentar til 'Afrika på vej'

Vi har med interesse læst Udenrigsministeriets debatoplæg om regeringens prioriteter for samarbejdet med Afrika 2007-2011 – ’Afrika på vej’.

Helt overordnet mener vi det er vigtigt, at der bliver taget hul på en opdatering af den eksisterende Afrika-strategi. Som nævnt i indledningen til oplægget er der en række positive udviklingstræk i Afrika – og den internationale bistand er samtidig inde i en så hastig udvikling, at det alene kunne begrunde en opdatering af strategien.

Vi vil også gerne kvittere for, at en række af de kommentarer, som dansk fagbevægelse tidligere har fremført omkring bl.a. AU’s rolle og udviklingen af en aktiv erhvervspolitik er indarbejdet i opdateringen af analyse-dokumentet. 

Som indledning vil vi dog pege på, at debatoplægget i det første afsnit lægger en meget éntydig vægt på samarbejdet med afrikanske ’ledere’. Vi savner her en understregning af civilsamfundets betydning og rolle for at sikre en demokratisk og social udvikling i Afrika. Civilsamfundet bliver senere nævnt i forbindelse med en række konkrete indsatsområder, men vi finder det naturligt at civilsamfundets rolle i en dansk Afrika politik har samme placering som i EU’s skitse til en fælles Afrika-strategi, hvor det at styrke et aktivt civilsamfund er ét af fire helt centrale formål.

Dernæst skal vi fremhæve, at vi er meget enige i en række af oplæggets prioriteringer. Det gælder kvinders rolle i udviklingen. Det gælder beskæftigelse og herunder specielt beskæfti¬gelsen af de unge. Det er udfordringer, hvor danske erfaringer med en aktiv uddannelses- og  arbejdsmarkedspolitik kan bruges som inspiration. Her kan arbejds¬marke¬dets parter både bidrage til udviklingen og samtidig skabe det helt nødvendige ejerskab, der er fundamentet for en bæredygtig demokratisk udvikling.

Opbygningen af et bæredygtigt arbejdsmarked er ét af de områder, hvor Danmark også i en international sammenhæng er kendt som et ’best practise’ eksempel. Den danske arbejds¬markedsmodel kan naturligvis ikke overføres direkte til andre lande, men både enkelt-elementer og samtænkningen af elementer er værd for andre at lade sig inspirere af.

Mere generelt er vi ikke i tvivl om, at alle de valgte prioritetsområder er vigtige udfordringer i Afrika, men savner argumenterne for hvordan de forskellige prioriteter og indsatsområder hænger sammen.

Vi anerkender f.eks., at sikkerhed er et vigtigt indsatsområde i Afrika – og her er beskæftigel¬sen af specielt de unge mænd et helt centralt indsatsområde. Det er vigtigt, som oplægget også peger på, at kvinder inddrages i samfundsudviklingen, men i sammenhæng med sikkerhed og migration er det afgørende at der både fokuseres på beskæftigelse for unge kvinder  og mænd.

Med oplæggets fokus på sikkerhed, migration og beskæftigelse virker det heller ikke klart, hvorfor områder som f.eks. uddannelse, landbrug og sundhed  stort set ikke er omtalt. Alle områder hverken kan eller skal have lige stor vægt – men det er vanskeligt at tale om beskæftigelse i Afrika uden at tage udgangspunkt i landbruget, uden at tage uddannelse incl. de faglige uddannelser med, og uden at beskæftige sig med sundhed eller endsige hele den offentlige sektors rolle i at skabe en bæredygtig beskæftigelse.

Vi savner med andre ord, nogle mere klare bud på hvordan de meget bredt formulerede strategiske formål kan sam-tænkes og udmøntes i konkrete strategier og indsatsområder.

Dette ville også give nogle mere konkrete retningslinier for de danske ambassader i det meget højt prioriterede arbejde indenfor rammerne af Paris-deklarationen og hele donor-koordina¬tionen i de enkelte programsamarbejdslande. En prioritet, som i betragtning af den meget store betydning det har for hele den danske bistand, ikke er reflekteret i oplægget.

I denne sammenhæng finder vi det samtidig beklageligt, at oplægget slet ikke inddrager de multilaterale organisationer og den bistand Danmark yder gennem disse. Vi vil f.eks. pege på ILO, som gennem sit arbejde for at fremme et anstændigt arbejde (Decent Work) bør få styrket sin  indflydelse på beskæftigelsesdiskussionen i Afrika - ligesom ILO’s kerne-konventioner er et væsentligt holdepunkt i arbejdet med at fastholde grundlæggende menneskerettigheder på arbejdsmarkedet, og dermed grundlaget for en meningsfuld beskæftigelsespolitik.

Konkret synes vi, at det naturligvis er vigtigt at fremhæve den nødvendige indsats for at begrænse udbredelsen af HIV/AIDS. Men – det virker påfaldende, at HIV nævnes uden samtidig at nævne f.eks. malaria, som dræber flere mennesker i Afrika end HIV gør. I forhold til de meget omfattende problemer, der er med ressourcer og beskæftigelse i sundheds¬sektoren virker det meget snævert udelukkende at fokusere på HIV/AIDS.

Vi håber at disse kommentarer vil blive indarbejdet i den kommende strategi, og herunder specielt fremhæve nødvendigheden af indsatsen på følgende områder:

- Udviklingen af en aktiv strategi på beskæftigelsesområdet – herunder en strategi for beskæftigelsen i den meget store uformelle økonomi.
- Udviklingen af en aktiv strategi for de faglige uddannelser og en generel opkvalificering af arbejdsstyrken.
- Udviklingen af en aktiv strategi for udviklingen af ressourcer og beskæftigelse indenfor sundhed og andre dele af den offentlige sektor.
  
Vi medvirker naturligvis meget gerne til udviklingen af disse strategier.


København den 18. juni 2007


LO                                 FTF
Marie-Louise Knuppert     Bente Sorgenfrey


Ulandssekretariatet
Anders Stig Møller


Nyheder Del med dine vennerDel med dine venner

  • Danske computer-nørder i IT-samarbejde med unge i Swaziland og Zimbabwe: Lærlinge står bag ulands hjemmeside for ungeDanske computer-nørder i IT-samarbejde med unge i Swaziland og Zimbabwe: Lærlinge står bag ulands hjemmeside for unge Læs mere »
  • De brodne kar i Kenya bliver hevet i retten: Succes med den faglige kamp for rosenpigerne De brodne kar i Kenya bliver hevet i retten: Succes med den faglige kamp for rosenpigerne Læs mere »
  • HIV-indsats giver resultater i Etiopien: Sexarbejdere kræver kondom og bryder tavshedenHIV-indsats giver resultater i Etiopien: Sexarbejdere kræver kondom og bryder tavsheden Læs mere »

Tilmeld dig vores nyhedsbrev:

Tak. Du er nu tilmeldt vores nyhedsbrev

Facebook RSS