Selv om der ikke er jobs, er man nødt til at arbejde

I Ghana er under 5% af arbejdsstyrken formelt ansat i et eller andet job. Resten – 10-12 millioner mennesker – har ikke et regulært job, men er nødt til at arbejde med et eller andet for at overleve

De fleste af disse mennesker finder sig et liv inden for den uformelle økonomi, hvor der er fire slags arbejde:

• små selvstændige virksomheder, såsom frisører, syersker, håndværkere, barer osv, hvor ejeren arbejder selv og desuden hyrer betalte folk til hjælp.

• virksomheder af stort set samme slags, men mindre, hvor hjælpen enten er familiemedlemmer eller lærlinge (der ikke får løn).

• personer, der lever fra hånden til munden med hvad de end kan finde på: de pudser sko, sælger småting i trafikken, dyrker lidt jord osv.

• arbejdere ansat i de små virksomheder, hvor de har det problem, at de reelt ikke er dækket af de love, der beskytter arbejdere. De har ikke ret til sygedagpenge, pension, barsel eller lignende; de har dårlige og til tider direkte farlige arbejdsforhold og deres indtægter er oftest lave.

Fagforeninger som talerør
Først for nyligt er fagforeningerne blevet opmærksomme på problemerne i den uformelle økonomi, og den væsentligste opgave for dem er at sikre arbejderne et talerør. Når der ikke er regler på området, bliver arbejderne let udnyttet af myndigheder og arbejdsgivere, og det er stort set umuligt at skaffe lån eller få en uddannelse.

Den lille frisør skal betale skat – men hvor meget? Og kan hun være sikker på, at hun betaler det rigtige? Hvis hun er medlem af en fagforening, kan de forhandle for hende.

Syersken eller håndværkeren har også brug for at lære lidt om regnskaber og papirarbejde. De har brug for kreditter og lån, og de har også brug for at holde sig ajour med deres fag. Hvis de er medlemmer af en fagforening, kan de forhandle fornuftige aftaler om kurser osv.

Fagforeningen som storebror?
Men det er stort set umuligt for en traditionel fagforening at organisere disse mange små virksomheder, så det er nødvendigt at få dem til at gå sammen i kooperativer eller foreninger, så deres nye “storebror” kan hjælpe dem som gruppe.

Det kan være, at de har brug for en forhandlingsleder i forhold til regeringen og andre myndigheder, eller det kan være, at de har brug for at finde billige (eller gratis) kurser for virksomhederne.

Under alle omstændigheder har de brug for hjælp til at opbygge en demokratisk organisation og til at få uddannet deres ledere.

Hvad gør fagforeningerne?
Det er ikke let for fagforeningerne at arbejde med den uformelle økonomi, for problemerne er så forskellige fra det, man plejer at lave. At forhandle en overenskomst er okay – det har man gjort i mange år – men at sikre et fornuftigt skatteniveau eller en ny slags kurser betyder nye forhandlingsparter, mere tid og mere besvær.

Mange af fagforeningerne siger nej til besværet, så i Ghana valgte landsorganisationen TUC at gøre det muligt at tilknytte grupper direkte til TUC.

Den største gruppe, der har benyttet sig af denne mulighed, er markedskvinderne fra Makola, hvor ca. 2.000 medlemmer søger hjælp fra TUC direkte.

Men for ikke at lægge for stort pres på organisationen, uddanner TUC kontaktpersoner, som bliver bindeleddet til gruppen i den uformelle økonomi. Det kan være en formand eller en anden fra gruppens bestyrelse, og kontaktpersonerne bliver uddannet til at forstå, hvad en fagforening er, hvad den kan og hvad den ikke kan.

Internationalt samarbejde
Siden 1999 har Ulandssekretariatet arbejdet i Ghana med dette område, og vi har været med til at hjælpe med opbygningen af foreninger, uddannelse af ledere m.m. Senest har vi i 2006 støttet en international konference om organisering i den uformelle økonomi. Konferencen har givet materiale til et katalog over problemer og muligheder for hjælp, som vil kunne bruges – ikke bare i Ghana – men også i det øvrige Afrika. det har også ført til, at Ghanas TUC begynder et samarbejde med tre lande i Vestafrika, så landene kan udveksle erfaringer – en god begyndelse, når målet er at tage hånd om langt flere arbejdere.