Årsberetning 2002

Årsberetningen 2002 kan downloades her i form af en PDF-fil. Filen fylder ca. 1 MB. Hent hele årsrapporten>>>

Ude & Hjemme
Danmark har en fornem tradition for at hjælpe de svageste ved, at yde bistand gennem private organisationer. Den danske fagbevægelse, yder gennem Ulandssekretariatet en vigtig indsats for, at styrke fagbevægelsen i udviklingslandene, så de kan organisere sig, forhandle, skabe konkrete resultater og bidrage til vækst i lokalsamfundene. Det giver håb om en bedre fremtid, hvor demokrati og respekt for menneskerettigheder kommer i fokus. Derfor bør fagbevægelsens muligheder for at yde en indsats i udviklingslandene forøges i de kommende år.

Mennesker, der lever med korrupte og udemokratiske regeringer, bør have støtte til at opbygge civilsamfundet og etablere et bæredygtigt arbejdsmarked. Det værste, vi kan gøre, er at lade dem i stikken. Netop i den situation har de brug for den hjælp, vi kan give dem. Derfor skal dansk bistand intensiveres gennem fagbevægelsen og andre folkelige organisationer.

Ikke nok med, at disse mennesker til daglig må slås med fattigdom, arbejdsløshed, sult og kriminalitet, der er heller ikke noget håb eller nogen støtte at få hos myndighederne. Befolkningerne i sådanne lande er endnu værre stillet, end i udviklingslande med demokratiske regeringer, der overholder menneskerettighederne. Igen, derfor har de krav på vores støtte.

Det er ikke mærkeligt, at forfulgte og undertrykte mennesker i den situation foretager sig desperate handlinger. Hvad enten det drejer sig om at gribe til våben og borgerkrig, eller kaste sig ud i risikable forsøg på at emigrere til andre lande, som Danmark, hvor mulighederne for at overleve er bedre.

Vi skal sørge for, at mennesker ikke efterlades i håbløse tomrum, der avler had og desperation. Vi skal sørge for, at fattige mennesker kan se et lys for enden af tunnelen, at der skabes håb og grobund for en bedre fremtid, der hvor de er, så de får mulighed for at yde en ekstra indsats for at forbedre forholdene i deres eget land. Men for dem, hvor det er for sent, for dem, der allerede er på flugt og ikke har nogen vej tilbage, bør vi udvise den humanisme, der er så stor en del af vores kultur.

Det er i ulandenes interesse, det er i Danmarks interesse.

Videre til Årsberetningen >>>