Støtte til social dialog og forhandlinger i Rwanda

Et EU-finansieret projekt til at forbedre løn- og arbejdsvilkår i Rwanda.
CESTRARs bygning i Rwanda. Foto Lene Frøslev

Rwanda lever stadigvæk i lyset af folkedrabet og den systematiske etniske diskriminering i midten af 1990’erne. I dag er arbejdsmarkedet plaget af daglige brud på menneskerettigheder og faglige rettigheder, og både arbejdere, fagforeningsledere og tillidsfolk diskrimineres på arbejdspladserne.

Arbejdsmarkedets parter har begrænset kendskab til den nationale arbejdsmarkeds-lovgivning og til, hvordan man forhandler konstruktivt med hinanden. I lyset af landets historie er den manglende sociale dialog og det skrøbelige aftalegrundlag nogle af barriererne for at opretholde såvel menneskerettigheder og anstændige faglige rettigheder som produktiviteten på arbejdspladserne.

Det er set i dette lys, at projektsamarbejdet ved at styrke den sociale dialog mellem arbejdstagere og arbejdsgivere skal bidrage til den nationale forsonings- og mæglingsproces i Rwanda.

Foto Lene Frøslev

Samarbejdet mellem landsorganisationen CESTRAR og dansk fagbevægelse skal sikre og fremme menneskerettigheder og faglige rettigheder på landsplan og på de enkelte arbejdspladser. Det foregår både ved formelle forhandlinger, ved det uformelle samarbejde og gennem den daglige dialog. Det konkrete mål er at styrke fagbevægelsen ved at forbedre fagforeningsledernes og tillidsmændenes forhandlingsevner i de enkelte forbund og bidrage til at skabe grundlag for en konstruktiv dialog mellem arbejdsmarkedets parter.

Udover at sikre anstændige arbejdsvilkår er en anden vigtig prioritet oplysning både i befolkningen og blandt arbejdsmarkedets parter om vigtigheden af at sikre social dialog, ro og stabilitet ude på arbejdspladserne. Det vil skabe forudsætninger for øget produktivitet og beskæftigelse og i sidste ende bidrage til national forsoning.

Projektet gennemføres af CESTRAR med faglig og teknisk rådgivning fra dansk fagbevægelse gennem Ulandssekretariatet. Projektet er finansieret af den EU via delegationen i Kigali.

Projektet løber fra 6. november 2012 til 5. november 2014.


Læs mere om projektet

Kontakt medarbejderne i Afrika-afdelingen i København

 

 

AddToAny

Share/Save