Så blev det atter december måned og året lakker hastigt mod enden - og i den forbindelse vil jeg gerne takke
alle Ulandssekretariatets venner for året, der er gået. Nedenfor kan du læse om, hvad der er sket i den seneste tid, og ønsker du yderligere information kan du besøge vores hjemmeside, og der bl.a. læse vores
bestyrelsesrapportering fra maj til oktober 2010.
Nyt EU-støttet projekt i Guatemala
I januar 2011 starter Ulandssekretariatet i samarbejde med vores nationale partner (det faglige uddannelsesinstitut FMLL) i Guatemala et nyt projekt, støttet af EU via Delegationen i Guatemala. Indsatsen har fokus på at styrke de faglige organisationers deltagelse i social dialog, øge deres fælles fortalervirksomhed og til at forsvare
arbejdstagerrettighederne i tre provinser. Der skal etableres en afdeling af FMLL i landets næststørste by Quetzaltenango for at forankre de positive erfaringer med uddannelse, oplysning og etablering af fælles platforme for
dialog. Som noget helt nyt i Guatemala skal den fælles faglige institution også på forsøgsbasis etablere en arbejdsformidling. Projektindsatsens løbetid er 30 måneder. Se mere om FMLL her: www.fundacionmariolopezlarrave.org
Advocacy and Business Research Programme i Mozambique
Ulandssekretariatet har sammen med OTM udarbejdet et programforslag til ABR-programmet, som er en komponent af ’Privat Sektor Programmet’ i Mozambique. For at styrke kapaciteten i landsorganisationen OTM har Danida, som en del af ABR- komponenten afsat ca. 2 mio. kr. til at oprette en egentlig analyseafdeling, som skal levere data til fagbevægelsen i Mozambique. Dette gøres i partnerskab med Ulandssekretariatet. Programmet forventes at starte i løbet af første halvår af 2011.
Det Arabiske Initiativ ændrer navn til Partnerskab for Dialog og Reform
Som en del af finanslovsforhandlingerne i november blev regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne enige om at ændre navnet på Det Arabiske Initiativ til Partnerskab for Dialog og Reform (PDR). Det betyder bl.a., at der afsættes 10 mio. kr. i 2011 under PDR til projekter med det formål at fremme dialog og samarbejde mellem israelere og arabere, hvoraf de 5 millioner er øremærket til den israelske organisation ”Peres Center for Peace”. Link
til Udenrigsministeriets hjemmeside om Partnerskab for Dialog og Reform
Indenfor rammerne af Udenrigsministeriets program 'Partnerskab for Dialog og Reform' har Ulandssekretariatet fået godkendt det regionale program 'Social dialog i Mellemøsten og Nordafrika'. Formålet med programmet er at støtte en forbedring af arbejdsvilkårene for asiatiske migrations arbejderes i de to golfstater Bahrain og Kuwait. Samtidig indeholder programmet en fortsat støtte til opbygning af social dialog i Marokko. Programmet, som løber i perioden fra januar 2011 til juni 2013, har et samlet budget på 5 mio. kr.
Positivt besøg i Pakistan
Fra den 19 – 23. november var sekretariatsleder Mads Bugge Madsen på besøg i Pakistan. Besøget var positivt, og der er en stor interesse i den Pakistanske fagbevægelse for at genoptage samarbejdet. Endvidere er det netværk af
undervisere i fagbevægelsen, som Ulandssekretariatet har støttet, intakt. Der var enighed om at gå videre med at formulere en indsats, hvis overordnede mål er: At styrke fagbevægelsens kamp mod religiøs fundamentalisme og yde støtte til fagbevægelsens arbejde for en demokratisk, sekulær stat og et bæredygtigt arbejdsmarked.
Dette arbejde inkluderer følgende 3 komponenter:
- Yde en indsats i de områder (KPK), der grænser op til Afghanistan, og hvor fagbevægelsen har et godt netværk og derfor kan operere, som eneste civilsamfundsorganisation.
- Støtte til at fagbevægelsen i de store byer med høj befolkningskoncentration kan skabe en alliance
mellem andre dele af civilsamfundet - mhp. a) at vise almindelige
pakistanere, at der er et alternativ til de religiøse fundamentalister, og b) for at vise den pakistanske regering, at der stadig er krav til, at demokratiet skal udvikles.
- Støtte til at revidere arbejdsmarkedslovgivningen og derigennem
få flere mennesker dækket af de sociale sikringsordninger.
Farvel til Angola – God dag til Malawi
Der er blevet afholdt PAC-møde i Maputo den 26. - 28. oktober med repræsentanter fra Ulandssekretariatets
partnere i Angola, Mozambique, Swaziland, Zambia, Zimbabwe og Malawi. Udover Ulandssekretariatet deltog Jens
Erik Ohrt (LO) og Ole Prasz (FTF). På mødet blev den gennemførte evaluering af det igangværende program fremlagt, og indholdet i ansøgningen, der er under udarbejdelse, blev diskuteret. Her bliver én af de afgørende ændringer, at Angola (i kraft af meget store olieindtægter) ikke længere kan modtage støtte med danske statsmidler. Det er med stor beklagelse, at vi derfor må sige farvel til det positive samarbejde, vi har haft med specielt UNTA såvel som CGSILA. Ulandssekretariatets ny partner i den kommende fase bliver MCTU i Malawi, i fald Danida godkender den kommende ansøgning, mens samarbejdet med landsorganisationerne i Mozambique,
Swaziland, Zambia og Zimbabwe fastholdes.
Filippinske toner fængede i Pumpehuset
Det filippinske ’Vigo-Band’ gav afslutningskoncert i Pumpehuset lørdag den. 6. november efter at havde været på Danmarks turné fra den 27. oktober til den 6. november. Koncertturnéen arrangeres i forbindelse med
Ulandssekretariatets programrelaterede oplysningskampagne ’Anstændigt Arbejde – fokus på unges
fremtidsmuligheder i Asien’. Få mere information om filippinske 'Vigo-Band', koncertturnéen og kampagnen 'Anstændigt Arbejde' på vores hjemmeside www.ulandssekretariatet.dk.
Du ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Med venlig hilsen
Mads Bugge Madsen
Sekretariatsleder
Hvis du ønsker uddybning af ovenstående informationer, er du meget
velkommen til at ringe til undertegnet på tlf. 33 73 74 40