Zelaya tilbage i HondurasDen demokratisk valgte præsident i Honduras, Manuel Zelaya, er vendt tilbage til Honduras, hvor han har søgt tilflugt i den brasilianske ambassade. Hærens reaktion har været brutal. Vold og tåregas er endnu engang taget i brug for at sprede de menneskeskarer som demonstrerede til fordel for Zelaya. Kupregeringen har desuden beordret at vand-og elforsyningen til ambassaden skal afskæres, hvilket på grund af den høje luftfugtighed og ditto temperaturer efterlader de ansatte i en alvorlig situation. Bygningen er omgivet af hætteklædte soldater, som også har taget stilling i husene, der støder op til ambassaden.
I et interview til tv-stationen Tele Sur, erklærede Israel Salinas, generalsekretær for Ulandssekretariats partner CUTH, at Honduras er under belejring. Salinas bekræftede yderligere, at udgangsforbuddet, der blev indført af kupregeringen, har fået transportsystemet og de fleste andre tjenester til at gå i stå i hovedstaden, Tegucigalpa. "Landet er inde i en dyb krise, og den eneste vej ud af det er en tilbagevenden til forfatningsmæssig orden," sagde Salinas, der samtidig bekræftede den honduranske fagbevægelses støtte til Manuel Zelaya. "Vi er nået til dag 87 i den kamp, der føres af Resistance Front mod kuppet i Honduras og nationen bakker op om den legitime præsident." CUTHs leder fortalte, at tusindvis af demonstranter blev spredt med militær vold onsdag formiddag i gaderne omkring den brasilianske ambassade, men var ikke i stand til at give oplysninger om alle dødsfald. En rapport fra Radio Progreso i Honduras har imidlertid bekræftet drabet på en fagforeningsmand fra National Agrarian Institute. Uofficielle rapporter taler om 40 dødsfald.
Hør australsk radiointerview med CUTHs projektleder, Sócrates Coello Ardón, som fortæller om den siddende magts umiddelbare reaktion samt om modstandsbevægelsens opfordringer til civil ulydighed og planer om ikke-voldelige demonstrationer. På trods af den rå vold fra magtens side, siger Sócrates her, at honduranerne ikke er bange - men bevarer håbet om at få demokratiet genetableret. |
Nyheder
|
|