Civil ulydighed i Honduras

Der er nu gået en måned siden den sorte søndag sidst i juni, hvor Honduras militær indtog gaderne og satte præsidenten på et fly ud af landet. Trods pres fra såvel nationalt som fra international side, holder kupregeringen fast, og Manuel Zelaya nægtes fortsat at udføre sit embede som landets demokratisk valgte præsident.

En række folkelige organisationer har forberedt protestaktioner, som i dag vil foregå mange steder i landet. Det sker på trods af magtudøvernes hårdhændede fremgang den sidste måned, hvor grundlæggende borgerrettigheder er blevet sat ud af spil. Der er udgangsforbud og forsamlingsforbud, langt over tusind er arresteret for civil ulydighed, mange er forsvundet, og en række er fundet dræbt.

Det internationale pres har været af både politisk og økonomisk karakter. Men hidtil uden resultat. De mange dages konfliktmægling i Costa Rica mellem landets to præsidenter, den landflygtige Zelaya og den kupindsatte Michelleti, løste ikke problematikken. De folkelige organisationer samlet i den fælles indsats for 'modstanden mod statskuppet' beder derfor alverdens lande og internationale organisationer om, at isolere Honduras yderligere. De opfordrer også alle donorlande til at trække al bistand tilbage, undtaget den støtte, som direkte går til folket.

Også fagbevægelsen står bag disse anmodninger til det internationale samfund, og landets tre landsorganisationer har internt arbejdet på højtryk for at få demokratiet på ret køl igen. Ved siden af løbende forhandling og fortalervirksomhed opfordrer ledelsen også til civil ulydighed i form af fredelige demonstrationer. Og i sidste uge tog de mere alvorlige midler i brug i kampen for demokratiet. Dels blev der gennemført en politisk motiveret generalstrejke over to dage, og dels valgte de at anmode det internationale samfund om at afskære landet fra al samhandel og udveksling med omverden.

Zelaya forbereder fortsat sin tilbagevenden til landet, nu med ophold i nabolandet Nicaragua. Han har slået sig ned i et område nær grænsen, hvorfra han i sidste uge satte symbolsk fod på honduransk jord igen. Politi og militær står klar på den anden side. Mange tusinde borgere i Honduras, som er draget mod grænsen for at udtrykke deres støtte til demokratiet, har allerede mærket militærets massive tilstedeværelse. Vejen fra hovedstaden til grænsen er blokeret og militæret har indtaget distriktet.

Militæret fik derved forhindret en stor del af de hundrede tusinde mennesker i at komme frem, som modstandsbevægelsen havde ventet op til weekenden. Samtidig betyder blokaden, at folk er fanget i et område, hvor der mangler mad, vand og andre basale fornødenheder. Alligevel søger flere at komme dertil over bjergene.

Da demokratiets mange støtter i Honduras ikke udgør samfundets stærkeste grupper, er kampen for demokratiet ulige og vanskelig. Men selv om de folkelige organisationer er klar over risikoen ved at gå aktivt imod magten, finder de kampen helt nødvendig. Som formanden for landsorganisationen CUTH, Israel Sahlinas, formulerer det:

"... vi ved, at de har våbenene og mulighederne for at slå dette folkelige initiativ ned, men alligevel har vi som honduranere et moralsk og politisk ansvar for at skabe et samfund, hvor der er plads til alle - ikke blot til små grupper... Vi skal stå fast og bør sætte en grænse for det, der sker i Honduras i denne tid." (http://www.movimientos.org/honduras.php )