Mindeord om Anders Stig Møller
Det var med stor sorg, at vi påskelørdag fik besked om, at Ulandssekretariats leder, Anders Stig Møller, pludselig var afgået ved døden. Han blev kun 55 år. Anders var tidligt faglig aktiv, og gennem fællestillidsmandsarbejdet inden for oliebranchen blev han en respekteret tillidsrepræsentant i det daværende SID. Han fortsatte sit faglige arbejde som faglig sekretær i Lager og Handel. Anders foretog et sporskifte, da han i slutningen af 90´erne blev udsendt som fagforeningsrådgiver til Ulandssekretariatets projekt i Bangladesh. Efter 3 år her valgte han at søge nye udfordringer i Ulandssekretariatets projekter i Mellemamerika, hvor han var drivkraften i at udvikle de faglige organisationer efter årtiers borgerkrig. Han kom tilbage til Danmark i 2002 og blev året efter udnævnt til leder af Ulandssekretariatet. Det skyldtes ikke mindst Anders´ indsats, at Ulandssekretariatet forholdsvis hurtigt genvandt sin styrke, efter at regeringen fratog Ulandssekretariatet sin rammestatus. Anders vil blive husket som en inspirerende og visionær kollega, der havde store ambitioner på Ulandssekretariatet vegne til gavn for vores faglige samarbejdspartnere i Asien, Afrika og Mellemamerika, men også til gavn for fagbevægelsen i Danmark. Anders var en dynamisk leder, som arbejdede med stor energi for at styrke fagbevægelsens og Danmarks solidaritetsarbejde. Han bidrog til at gøre Ulandssekretariatet til en troværdig og professionel institution. Vore tanker og dybe medfølelse går til Anders´ hustru og børn. En god kollega er gået bort. Æret være hans minde.
|
Nyheder
|
||