Husk den sociale dimension!I øjeblikket finder den syvende runde af forhandlingerne om en associeringsaftale mellem Mellemamerika og EU sted i Tegucigalpa, Honduras. Aftalen er en særlig form for aftalemæssig forbindelse, som ud over de rent handelsmæssige spørgsmål også omfatter et nært økonomisk samarbejde og finansiel støtte. Den internationale fagbevægelse ITUC, påpeger at det er helt nødvendigt at huske den sociale dimension. Aftalen bør derfor også indeholde et afsnit om social- og arbejdsmarkedslovgivning, der omfatter fuld overholdelse af menneskerettigheder og fagforeningsrettigheder, herunder de otte grundlæggende konventioner fra Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO). Der bør desuden med handelsaftalerne følge sociale klausuler og forpligtelser i de eksporterende lande og virksomheder, så OECD-guidelines følges, og marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet styrkes - såsom arbejdere i uformel økonomi, bønder, migranter og kvinder. Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Mellemamerika, arbejdsmarkeds-instituttet ISACC, har stået for udarbejdelsen af de indholdsforslag til aftalen, som nu anvendes i et fælles initiativ med de europæiske fagforeninger. ISACCs forslag er udarbejdet i 2007, debatteret på faglige konferencer i regionen, publiceret i 2008, og anvendes nu i forbindelse med fortalervirksomhed i regionen. ISACCs indholdsforslag kan læses her. Det faglige koordinationsudvalg for Mellemamerika og Caribien (CSACC), Det mellemamerikanske regionale netværk (CCT) og Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) har sendt et fælles brev til forhandlerne i begge regioner, hvori de redegør for deres krav i forhold til associeringsaftalen. Brevet kan læses her. Aftalen skal være forhandlet endeligt på plads i januar 2010. |
Nyheder
|
||||