Kalantorer Roopakalpa – Overgangsbilleder. Samtidskunst fra Bangladesh

Møstings Hus og Byggeriets Hus slår 9. november-8. december dørene op for en enestående udstilling af samtidskunst fra Bangladesh.

Der er fernisering fredag d. 8 november kl. 15 i Møstings Hus.

Ved ferniseringen vil der være velkomsttaler ved Mads Lebech, Frederiksbergs borgmester, Hans Jensen, formand for LO, Ashraf Hossain, repræsentant for Bangladesh Institute of Labour Studies (BILS), samt tidligere udenrigsminister og finansminister Mogens Lykketoft.

Ulandssekretariatet har samarbejdet med BILS om at uddanne tillidsfolk siden begyndelsen af 1990’erne, og vi ser begivenheden som et konkret bevis på, at vores engagement i BILS har båret frugt. For at kunne tegne et bredere billede af Bangladesh for omverdenen 

har de to organisationer udvidet samarbejdet til andre områder. Et af disse er kulturen, da kultur er et vigtigt element i udviklingsprocessen. I dette perspektiv har Ulandssekretariatet og BILS i samarbejde med Frederiksberg Kommune arrangeret udstillingen.

Bangladesh er mest kendt for ekstrem fattigdom, overbefolkning, vejrkatastrofer og politisk og social vold. Men landet har også en meget levende kultur – en positiv og beundringsværdig side, som man vil få at se på udstillingen.10 billedkunstnere, alle uddannet ved enten Kunstakademiet i Dakhar eller Chittagong, vil vise værker, der giver indblik i det høje kunstneriske niveau, der er kendetegnende for generationen af yngre kunstnere i Bangladesh.

Deres inspiration spænder fra myterne og den folkloristiske tradition til erfaringer fra de sociale og kulturelle vilkår i landet. 

Udstillingen viser en side af det blomstrende kulturliv, som udfoldes i Bangladesh netop nu, hvor landet undergår store økonomiske og kulturelle forandringer. Bangladesh er midt i overgangen fra en lukket, autoritær styreform mod mere åbenhed og demokrati, overgangen fra en traditionel muslimsk overbevisning til krav om større personlig frihed (ikke mindst for kvinderne) og overgangen fra ekstrem fattigdom mod mere velstand.

I forbindelse med udstillingen vil der være mulighed for at møde den bangladeshiske kurator og professor i kunsthistorie Abul Mansur, samt Shisir Bhattacharjee - en af de udstillende kunstnere, samt repræsentanter fra BILS. Der udgives et omfattende katalog i forbindelse med udstillingen.

 

Med venlig hilsen Steen Christensen, sekretariatsleder, Ulandssekretariatet.

AddToAny

Share/Save