Verdens største valg

Indien: Verdens største valg nogensinde er i gang. I disse dage går omkring 700 millioner inderne til stemmeurnerne i det der vel kun kan betegnes som verdenshistoriens største valg. Valget indeholder et utal af temaer og undertemaer. Et af de mere interesante foregår i delstaten Gujarat, hovedsædet for vores partnerorganisation SEWA.

Den 16. maj 2009 bliver resultatet af det demokratiske valg i Indien offentliggjort. Forud er gået 28 relativt fredelige valgdage med i alt 5 valgrunder rundt omkring i de forskellige indiske delstater.

Det er stadig for tidligt at sige noget sikkert om hvem der løber af med sejren. Politiske observatører mener at valget står mellem tre politiske partier, hver med deres støttepartier. Det forventelige største er kongrespartiet, hvor den nuværende premierminister Singh med støtte fra præsidenten Sonia Gandhi er spids-kandidaten. Næststørst er det hindu-"nationalistiske" parti BJP med L.K. Advani i front. Den mindste gruppe af de tre bliver nok BSP-partiet med den karismatiske og lettere ekstravagante kvindelige lederskikkelse Mayawati, som repræsenterer Dalit-kasten (de urørlige). Ingen forventer at et af partierne får fuldstændigt flertal, men at den kommende regering vil bestå af en koalition mellem to af grupperne, mest sandsynligt mellem Kongrespartiet og Mayawati.

De to store valgtemaer på nationalt plan er på den ene side terror og national sikkerhed. Dette er en direkte konsekvens af bombeattentaterne i Mumbai sidste år. På den anden side er det den finansielle krise, der, på trods af pæne vækststigninger i den indiske økonomi på 5-6 %, har ramt mange indere hårdt. Endnu engang rammer det de fattigste hårdest. I Gujarat foregår der i øjeblikket en såkaldt "omvendt" migration. På grund af fabrikslukninger og færre indkomstmuligheder i byerne vender mange fattige tilbage til landområderne. Det er dog som at komme fra asken til ilden. Priserne på almindelige varer er generelt steget og landbrugsproduktionen er mange steder faldet, bl.a. på grund af mangel på vand. Det har medført en dårligere lokal økonomi og færre lokale job- og indkomstmuligheder. SEWA melder om mange lidelser og skæbner, bla. flere tilfælde af selvmord. Situationen er så alvorlig at SEWA har fået direkte foretræde for premierminister Singh for at fortælle om situationen i håbet om at den indiske regering vil hjælpe med en økonomisk hjælpepakke. Desværre er der nok ikke håb om en løsning før valget er overstået d. 16. maj.

De politiske observatører er dog enige om at valget denne gang er væsentlig anderledes idet vælgerne i højere grad sætter deres kryds ud for de lokale kandidater, der ønsker at ændre situationen i den delstat de bor i. Og emnerne indeholder alt fra økonomisk sikkerhed i Gujarat, adgang til vand og sanitet i Bihar og sikkerhedsforholdet til Pakistan i Kashmir.

Den 30. april foregik valget i delstaten Gujarat. Den absolut vigtigste begivenhed op til valget var da den indiske Højesteret besluttede at få foretaget en hurtig undersøgelse af Narendra Modi's rolle i hvad der er kendt som Godhra optøjerne i 2002. Manden, som er kendt som "Missile Modi", var - og er - ikke bare premierminister i delstaten Gujarat, han anses også som det hindu-"nationalistiske" parti BJP's spidskandidat til posten som indisk premierminister til næste valg i 2014.

SEWA, som ellers traditionelt var en vigtig partner for Gujarat regeringen, blev under og efter optøjerne i 2002 udsat for en kraftig hetz fra Modi og BJP, primært fordi SEWA insisterede på at være en ikke-religiøs organisation hvor alles behov er lige vigtige uanset hvem man tror på og beder til.

Men nu kan det være at fortiden indhenter Modi. Under Godhra optøjerne gik hinduerne amok og forfulgte brutalt muslimer. Resultatet var blandt andet 1.180 dræbte, 18.000 nedbrændte huse og omkring 170.000 flygtninge. Det er almen viden at "Missile Modi" ingenting gjorde for at stoppe nedslagtningen. Mange er derimod overbeviste om at det faktisk var ham der trak i trådene bag kulissen. Det er denne rolle, som nu skal undersøges.

Barokt nok kan denne sag, som i de fleste lande ville være ensbetydende med politisk mord, øge populariteten af Modi, ja nogle mener ligefrem at missilet selv har "plantet" undersøgelsen, hvordan man så gør det. Modi spillede i dagene op til valget i hvert fald rollen som offer så godt at det må række til en Oscar, om ikke andet i Bollywood. Han forsøger direkte at udnytte nervøsiteten i befolkningen ovenpå bombeattentaterne i Mumbai, blandt andet ved at understrege at han er den eneste, der har hår nok på brystet til at klare den "muslimske fare".

SEWA

 

AddToAny

Share/Save