VB dropper omstridt indikator

Verdensbanken dropper nu efter et langvarigt pres fra ILO og den internationale fagbevægelse sin beskæftigelsesindikator i manualen "Doing Business". Manualen har siden den først blev udgivet i efteråret 2003 belønnet lande med den laveste grad af arbejdsretlige regler og mindst mulig regulering med den højeste evalueringskarakter.

Verdensbanken har netop offentliggjort et notat hvori medarbejdere bliver informeret om ændringerne i Doing Business-manualen. "Beskæftigelsesindikatoren repræsenterer ikke Verdensbankens politik og bør ikke bruges som et grundlag for politisk rådgivning eller i noget landeprogram, som skitserer eller evaluerer udviklingsstrategien eller bistandsprogrammet for et modtagerland".

Doing Business-manualen har ellers gennem årene gentaget de udokumenterede påstande om en årsagssammenhæng mellem sin beskæftigelsesindikator, som giver de bedste karakterer til lande med det laveste niveau af social beskyttelse, og positive økonomiske resultater. I 2009-udgaven af Doing Business-rapporten gives den første og fjerde højeste placeringer f.eks. til Georgien og Hviderusland, hvor ILO har kritiseret regeringerne for at have begået alvorlige krænkelser af grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Den internationale fagbevægelse har siden publikationens første udgivelse kritiseret beskæftigelsesindikatoren. Generalsekretær for ITUC Guy Ryder hilser derfor Verdensbankens kovending velkommen: "I forbindelse med den nuværende globale økonomiske krise, hvor 50 millioner flere arbejdstagere vil kunne blive arbejdsløse i år, og presset for at reducere lønninger og arbejdstagernes levestandard intensiveres hver dag," udtaler ITUC generalsekretær Guy Ryder, " er det bemærkelsesværdigt, at en vigtig udviklingsinstitution som Verdensbanken ... har til hensigt at vedtage en mere afbalanceret tilgang, hvor passende regulering, bedre social beskyttelse og respekt for arbejdstagernes rettigheder, vil få en højere profil."

Banken vil desuden fjerne beskæftigelsesindikatoren fra sine landepolitiske og institutionelle vurderinger (Country Policy and Institutional Assessments), som banken bruger til at evaluere landes samlede niveau for berettigelse til lån og tilskud.

Læs Verdensbankens notat om beskæftigelsesindikatoren.

 

 
 
 

 

AddToAny

Share/Save