Varm sved og god tid
Jeg træder ud gennem den tunge, glohede, sorte jernport og ud på den knasende, røde grusvej, misser med øjnene i det stærke sollys. 35 grader og en luftfugtighed på 88 procent – min krop kommer øjeblikkeligt på arbejde.
Jeg ankom til Ghana dagen før og har kun lige haft en dag til at lade mig bombardere med sanseindtryk – den tunge luft, nye eksotiske sprog, kaotisk menneskemylder, lyden af kyllinger i en kurv til salg, duften af et sydende gadekøkken, følelsen af 21 mennesker klemt inde i en minibus til 13, dansende farverig påklædning, store armbevægelser, højlydte ord uden betydning, lugten af sved, følelsen af sved.
Jeg skal være i Ghana for at lave research i forbindelse med min uddannelse. Hver dag møder jeg nye spændende mennesker, der alle sammen bidrager til det billede, jeg er ved at tegne mig af landets ungdom.
Byrådsformand, cykelguide og træskærer
Kofi er en snakkesalig ung mand. Han fortæller, at han selv er tidligere taxachauffør og af den grund medlem af en fagforening, hvilket ikke er særlig udbredt blandt unge i Ghana. Han har aldrig haft direkte brug for fagforeningen, men det giver ham en tryghed, hvis der nu skulle ske noget.
Kofi er byrådsformand i sin by. Derudover driver han et mountainbike tour-bureau for turister og laver træskærer-kunst ved siden af for at tjene nok penge til at kunne forsørge sig selv og sine to børn:
”Træskæreriet er nødvendigt, for cykelforretningen giver ikke helt nok,” fortæller han. Kofi har selv skabt sine to jobs. Det er nødvendigt for mange af landets unge – arbejde hænger ikke på træerne i Ghana. Både i byen og på landet mødte jeg unge, der bare ”hang ud” og så ud som om, tiden var gået i stå.
Manglende muligheder sætter tiden i stå
Ghanas unge gav mig et helt nyt syn på tid. Blandt andet lærte jeg, at hvis du ikke laver noget, så står tiden stille. Det var svært at forstå, for jeg bliver hurtigt rastløs. Men der er en forklaring: I Ghana findes der for mange ikke andet end fritid – på grund af mangel på jobs og muligheder for uddannelse.
Derfor må unge friske mennesker affinde sig med, dag ud og dag ind, bare at lave ingenting – vitterligt ingenting. Tilbringe hele dagen under palmerne på en strandet fiskerbåd på stranden. Fra morgen til aften. Kun underholdt af horisonten og bølgernes brusen. Det samme igen i morgen. Og dagen efter.
Et andet vilkår, der deler den ghanesiske ungdom i to, er den store forskel på, om du er fra landet eller byen. Går du gennem hovedstaden Accras travle gader, vil de fleste unge, du møder, have en smartphone i lommen. Uden for byerne er det dog en anden verden.
Men en måde at samle de unge og få dem til at stå sammen går gennem fagbevægelsen. Den ghanesiske hovedorganisation TUC er i gang med et projekt, som går ud på, at fagforeningerne vil organisere og informere medlemmer på sociale medier. Ideen er, at især unge kan udveksle informationer, bygge
netværk og få rådgivning gennem Facebook, Twitter, Instagram og andre sociale medier. TUC samarbejder med Ulandssekretariatet om projektet, som jeg er i Ghana for at skrive opgave om.
Stærk kultur
Til trods for de forskellige skel i Ghanas ungdom, er der dog én ting, der forener dem alle. Deres fælles kultur og traditioner. Helligdage, festivaler og andre kulturelle begivenheder er noget, de alle står sammen om og udviser et enormt engagement for. Jeg var så heldig at opleve en stor festival, hvor hundredvis af områdets unge entusiastisk deltog i et stort optog gennem byen – traditionen tro i en lang række imponerende og farverige udklædninger og udsmykninger.
5 uger efter mit første møde med Ghanas klaustrofobiske luftfugtighed, højtråbende befolkning og omfavnende trommerytmer, træder jeg ind i min lejlighed i København. Jeg kaster mig på sengen med hovedet hvirvlende af indtryk. Mødet med en så markant anderledes ungdomskultur har sat flere tanker i gang, end jeg kan holde styr på. Men det, der har gjort størst indtryk, er de unges ønske om at forlade Ghana og jagte lykken andetsteds.
Leder efter en gylden mulighed
Rigtig mange af de unge, jeg mødte, håbede en dag at flytte til et vestligt land og begynde en bedre tilværelse. Mange gav udtryk for, at de blot gik og ventede på, at en gylden mulighed mod al forventning skulle byde sig, og så ville de være parate til at forlade deres liv i Ghana uden tøven.
Af samme grund gjorde størstedelen af alle de unge mænd, jeg mødte en ihærdig indsats for, at jeg skulle blive den ”gyldne mulighed” og tage dem med til Danmark. Mange fortalte rosenrøde historier om nogen, de kendte, som havde fået et arbejde eller studielegat i et vestligt land.
Denne konstante higen efter at komme væk fra der, hvor man hører hjemme, og illusionen om at alt andet end ”her” er bedre, er noget, der virkelig har gjort indtryk og givet mig perspektiv på tilværelsen.