Ung og eksplosiv kunst

Det var 16 talentfulde kunstnere fra Sydasien, der udstillede i Brøndsalen i oktober 2006.

Nepal var repræsenteret ved Ashmina Ranjit og Sunil Sigdel. Fra Indien kom Tapas Konar og S.K. Sahajan. Resten af kunstnerne var fra Bangladesh fra landets to største kunstcentre – Dhaka og Chittagong.

Kunstnerne arbejder med maleri, skulptur, installations- og performancescenekunst. Mange af de unge udtrykker sig i den moderne internationale kunstscenes sprog, og der er fart på. Men også bengalske folkeeventyr og traditioner har inspireret kunstnere. Det gælder f.eks. Dilara Begum Jolly, Tarun Kumar Ghosh og Dhali Al-Mamoon fra Bangladesh.

Kvinden i fokus

De tre kvindelige bangladeshiske kunstnere Dilara Begum Jolly, Nazlee Laila Mansur og Rokeya Sultana er særligt optaget af kvinders stilling i samfundet. Rokeya Sultana udtrykker det i et virvar af streger og forvrængede figurer. Nazlee Laila Mansur placerer kvinder med et ophøjet udtryk i ansigtet midt i den kedelige dagligdag. Dilara Begum Jolly derimod sætter dem ind i en eventyrverden af mytologiske fugle og menneskeliggjorte figurer, hvor kvinderne har hovedrollen, men forbliver ofre for omstændighederne.

Også den internationalt anerkendte kunstner Ashmina Ranjit fra Nepal fokuserer på kvinders situation – deres krop, seksualitet og kulturelle roller. Hun er kendt for at bruge sin provokerende kunst som våben i kampen mod social uretfærdighed og politisk vold. I Nepal står hun bag nogle af de mest opsigtsvækkende og slagkraftige kunstneriske events. I Brøndsalen var Ashmina Ranjit repræsenteret med sin bemærkelsesværdige installationskunst. Den nepalesiske kunstner var i Danmark i tre måneder på legat fra Kunststyrelsen. Under sit ophold her gennemførte hun forskellige spændende kunst-workshops for både børn og voksne.

Grin med borgerskabet

Desuden udstillede kunstnerne Mahbubur Rahman, Shishir Bhattacharjee, Monsur Ul Karim, Zahed Ali Chowdhury, Rashed Kamal og Shishir Bhattacharjee deres farverige og interessante kunst i Brøndsalen. Shishir Bhattacharjee, som også er tegneseriekunstner, er kendt for sin humoristiske streg. Han ynder at gøre grin med borgerskabet.

Kunsthåndværk

Fokus på Sydasien bød også på salgsudstilling af kunsthåndværk. Smukke, farverige pudebetræk, sengetæpper, tasker og tøj fra Indien blev solgt Brøndsalen. Kunsthåndværket er produceret af fattige indiske kvinder, der er støttet af kvindeorganisationen SEWA, som er Ulandssekretariatets og 3Fs partnerorganisation i Indien.

Desuden kunne besøgene træskulpturer – elefanter, tigre, heste og dukker - udført af skulptøren Ashu Tosh Sutradhar fra Bangladesh.

Og endelig omfattede udstillingen også en vaskeægte motor-rickshaw dekoreret med farverige illustrationer. Den var bragt hertil for at skabe fokus på det mekanikerværksted, som Dansk Metal har åbnet i Bangladesh for at give unge børnearbejdere chancen for et bedre liv.

Kontakt for yderligere information om kunsten og kunstnerne:

Kunstkonsulent Francesco Ippolito på tlf. 26 71 00 32, e-mail: ippolito@pc.dk

Eksempler på kunsten

Om dansen

Om filmen

Om baggrunden for Fokus på Sydasien

 

AddToAny

Share/Save