Fagbevægelsen i udviklingslandene

Til Afrika for at skrue

Af Jacob Rosdahl, Ulandssekretariatet
12. oktober 2017
Fire lærlinge fra Erhvervsskolerne Aars er i praktik i Tanzania for at skrue på landbrugsmaskiner. Det er en oplevelse for livet.
Nikolaj bor i teltcamp hos Ray Travis sammen med Kenneth. Foto: Jacob Rosdahl.

'”Det tog nok en uge at vænne sig til det. For eksempel trafikken. Den kan jo være lidt kaotisk, men nu går det,” siger Nikolaj Haumann underspillet om dagligdagen i Tanzania. Han er elev på Erhvervsskolerne Aars og i lære hos Grønnemose Maskinforretning. Sammen med Kenneth Kjemtrup Jensen, som er i lære hos Farmas A/S, er han i Tanzania for at skrue – som en del af deres praktik i landbrugsmekanikeruddannelsen.

Den afrikanske sol er noget karrig denne mandag morgen. Tunge grå skyer blokerer den bjergtagende udsigt til Kilimanjaro, som Kenneth og Nikolaj har fra deres lejr. De to drenge sover i et klassisk, grønt safaritelt. Deres badevand bliver varmet over bål. Og så tilbringer de ellers en del af tiden med Ray Travas og hans familie.

Lejren ligger ved Ray Travas’ gård uden for Arusha i Tanzania. Ved syvtiden sidder de to klatøjede, danske drenge ved familiens morgenmad. Rays kone Susan, som nærmest har adopteret Kenneth og Nikolaj, disker op med kaffe, scones, toast og æg. Snakken går lystigt. Det gør den altid, når Ray er i nærheden. Ved halv ni-tiden går turen op på værkstedet. Ray er – ud over landmand – forhandler og servicestation for traktorfirmaet John Deere.

Hver dag arbejder de to lærlinge i praktik hos Ray. De kører ud til en landsby, hvor der venter en landmand med traktor – og så skruer Kenneth og Nikolaj.

Solidaritetsprojekt med mange partnere

Lærlingene er i Tanzania i fem uger i efteråret 2017 sammen med to andre kammerater, Peter og Jesper, fra landbrugsmekaniker-uddannelsen. Det er et solidaritetsprojekt i samarbejde mellem Dansk Metal, Maskinhandlerforeningen, Erhvervsskolerne Aars og Ulandssekretariatet. I Tanzania deltager den tekniske skole, Arusha Technical College, og de to maskinfirmaer John Deere og New Holland.

Og mens lærlingene er ude at skrue, er de to lærere Henrik Skadhauge og Jan Bisgaard med for at træne kolleger fra den tekniske skole i Arusha indenfor forskellige mekaniske discipliner.

På den måde er det ikke kun lærlinge, som får et tanzaniansk twist i deres uddannelse. Ideen med projektet er også at dele dansk viden med Tanzania. Der er nemlig brug for uddannede håndværkere i det østafrikanske land.

Og dansk viden er efterspurgt. Ray Travas er meget imponeret over de danske lærlinges niveau.

”De kan nå på en uge, hvad vi normalt er en måned om,” siger han, ”De er hurtige og systematiske. Jeg så gerne, at Tanzania havde så høj kvalitet i håndværket.”

Peter med de tanzanianske kollegaer. Foto: Jacob Rosdahl.

Uuuul

Klip til den anden ende af Tanzania. Flere hundrede kilometer sydpå ligger Morogoro. Lidt uden for byen står der en blå New Holland traktor. Fire unge mænd springer ud af en pick-up, to tanzanianere og to, unge danske lærlinge. Det er Jesper Bach Nielsen, lærling hos SUMAS, og Peter Hald, der står i lære hos Jysk Maskincenter. De er nu på tiende dag på en rundrejse i Tanzania, hvor de servicerer traktorer.

Drengene virker nu ikke særlig trætte. Holdet tager blå kitler på og kaster sig over traktoren, som skulle have skiftet tætningsring på cylinderen, der var en læk af dieselolie, og olietrykssensoren virkede ikke. Og så skulle de have hornet til at dytte igen.

Isack Mhumbi er værkfører og leder holdet i felten. Ligesom Ray er han også imponeret over de danske lærlinge:

”De kan faktisk det hele. Både det mekaniske og det elektriske. Her i Tanzania skal man have en mand til hver ting. Og så er drengene fantastisk dygtige,” siger Isack. I Danmark er de forskellige discipliner samlet i uddannelsen.

Motoren startes som finale på vellykket operation. Der udveksles håndtryk og grines, og landmanden, der ejer traktoren, Salehe Nagagi, får taget et gruppefoto af holdet. Alle råber ”uuuul” for sjov og ler højt. For oveni alt det andet, er der selvfølgelig også tale om kulturudveksling.

”Det er jo nogle utrolig fine fyre her. Vi har det sjov, når vi får en øl eller to om aftenen,” siger Peter. Øl i tanzaniansk udtale bliver til ”uuuul”.

Holdet tager kitlerne af, pakker sammen – og så kører servicevognen med en hale af rødt, afrikansk støv et par timer gennem til den næste maskine.

Se en video om to af de fire lærlinges oplevelser i Tanzania:

 

 

Solidaritetsprojektet er et samarbejde mellem Ulandssekretariatet, Dansk Metal, Erhvervsskolerne Aars, Maskinhandlerforeningen og Fællesfonden fra dansk side. I Tanzania er partnerne Arusha Technical College, John Deere og Hughes Motors. Projektet modtager også finansiel støtte fra Praktik I Udlandet (PIU). 

Se vores video om de unge lærlinges møde med den danske ambassadør i Tanzania her:

 

Se vores video om Jesper og Peters oplevelser i Tanzania

 

Se vores video om Kenneth og Nikolajs oplevelser i Tanzania