Tåregas og knippelsuppe
Lærere over hele landet har strejket i de sidste to uger. De har også organiseret protestdemonstrationer og er strømmet til hovedstaden fra hele landet. Her gik det helt galt i fredags, da politiet satte ind for at stoppe en ellers fredelig demonstration. En lang række af de mange tusind demonstrerende lærere blev mødt med knipler, jernrør og stålkæder og flere faglige ledere blev tilbageholdt.
Men ikke nok med det. Sammenstødende gik hårdt ud over folk, som tilfældigvis var i området. Hverken børn, gravide kvinder, eller ældre borgere gik fri af politiets skyts. Også tåregassen blev skudt af i store mængder. Et butiksområde og et stort marked blev ramt, hvor mange kvinder med små børn tjener til livets opretholdelse. Sælgere, butiksansatte og kunder måtte flygte fra tåregassen. Trafikken gik i stå og flere forbipasserende busser og biler blev ligeledes ramt. Trafikanterne måtte lade biler være biler – løbe fra de lammende gasser og være med til at samle de besvimede op, som var faldet på vejen væk.
Konfliktens kerne
Lærerne begyndte strejken efter månedlange forsøg – ad dialogens vej – på at:
-
opnå indflydelse på en uddannelsesreform, som i den nuværende version fra politisk hånd begrænser den offentlige uddannelse og åbner op for privatisering af hele uddannelsessektoren. Lærerne frygter, at kvaliteten af deres arbejde forringes yderligere – på bekostning af uddannelsesniveauet – og fremtidige generationer kommer til at betale med øget fattigdom.
-
få genetableret adgang til de millioner, der var afsat i en pensionsordning for offentligt ansatte lærere. Sikringsordningen for pensionerede lærere blev etableret under den tidligere regering, som en del af den kollektive aftale. Millionerne er nu brugt andetsteds, hvorfor lærerne kræver dem tilbage.
-
anmode regeringen om at sikre en lønstigning for alle arbejdstagere – og at genoptage de traditionelle årlige forhandlinger om minimumslønnen. Lærerne ønsker at sikre et generelt lønniveau, så folk i arbejde kan dække de mest basale udgifter med en lønindkomst.
Lærerne har strejket i to uger. Det forlyder, at en million børn ikke har modtaget undervisning i den tid. Ifølge lærerorganisationerne, som tæller de fleste af de 60.000 offentligt ansatte lærere, står flertallet af lærerne bag beslutningen om at nedlægge arbejdet indtil en mere dialogsøgende og imødekommende regeringspolitik træder i karakter.
En sprængfarlig konflikt
På den ene side er der sprængstof i lærerkonflikten. For lige under overfladen syder og bobler en grundlæggende konflikt, som er omdrejningspunkt for det meste politik i dagens Honduras: Konflikten mellem de som var for, og de som var i mod, sidste års afsættelse af den demokratisk valgte præsident Zelaya. Militæret sendte ham dengang ud af landet, en partifælle overtog posten og flere måneder efter blev der gennemført et tvivlsomt valg, hvor den nuværende præsident Lobo kom til magten.
Flertallet af lærerne og lærerorganisationerne hører til den store gruppe, som var imod afsættelsen af Zelaya på udemokratisk vis. De hører til dem, som ønsker demokratiet stablet på fode igen ved at myndighederne gennemfører en folkeafstemning om forberedelsen af en ændring af grundloven og ved at den tidligere demokratisk valgte præsident genindsættes. Derfor hævder de etablerede magthavere i dag, at den aktuelle konflikt om arbejds- og lønvilkår ikke er reel. De angiver, at det er Zelaya der står bag, og at hensigten er, at underminere stabiliteten i det honduranske samfund.
Medie-spin
Det betyder også, at langt det meste af den etablerede presse – TV, radio og aviser – i disse dage fortæller en historie om, at de faglige organisationer er sendt på gaden af en skumlende ekspræsident, som med bål og brand blot ønsker hævn.
Der er altså risiko for, at de reelle problemstillinger drukner – eller bliver overskrevet af en effektiv sprøjtedåse, som plasker hele problematikken til i rød grafittimaling. På den facon bliver de reelle problematikker om uddannelseslov, arbejdsvilkår og pensionsspørgsmål fejet af banen.
Lærerorganisationerne står dog ikke alene. Alle tre faglige landsorganisationer i Honduras bakker op om lærernes krav. Ifølge de faglige organisationer, er lærernes kamp for anstændig uddannelse til alle en vigtig forudsætning for at skabe social udvikling – og deres specifikke problem om retten til pension, er blot ét af en lang række udestående problemer på arbejdsmarkedet i dagens Honduras.
Læs de faglige landsorganisationers fælles erklæring fra d. 13. august her: Comunicado