Sygeplejeske - en drøm der gik i opfyldelse

Hun er høj, hendes hud er mørk, og hendes ansigtstræk viser tydeligt at hun kommer fra den caribiske kyst, hvor store dele af befolkningen er af afrikansk herkomst. Hun udstråler glæde, stolthed og åbenhed. Hun fortæller sin historie uden tøven og med et smil på læben. Hun er sygeplejerske og på hendes navneskilt står der Nacira Temple Narcisso.

Jeg er født på den caribiske kyst, i Bluefields, så jeg har mine rødder dér i den caribiske kultur. Jeg var meget lille, da jeg flyttede væk fra kysten til Juigalpa, i Chontales-provinsen i det centrale Nicaragua. Derfor føler jeg, at jeg hører hjemme både i det primært engelsktalende, caribiske Nicaragua og i det spansktalende Nicaragua med sin Stillehavskyst. Inde i mig findes begge de to kulturer. 

Vores familie er meget fattig. Der er mange basisvarer vi slet ikke har råd til. Det jeg tjener om måneden (ca. 1400 DKK), dækker kun de helt basale fornødenheder. Med den løn er tanken om at købe en bil, eller eje et hus helt utopisk.

Da jeg var lille, rejste jeg sammen med min søster til Juigalpa. Vi skulle hente vores mor, som på det tidspunkt arbejdede der. Men vi vendte aldrig tilbage til Bluefields. Vi blev i Juigalpa.

Jeg besluttede mig tidligt for, at jeg ville have mig en uddannelse. Jeg drømte om at blive sekretær eller sygeplejerske. Jeg begyndte med at uddanne mig til sygehjælper på sygeplejerskeskolen her i Juigalpa. Senere læste jeg til sygeplejerske på universitetet i Chontales og har nu arbejdet i 23 år som sygeplejerske. 

Polio har aldrig været en forhindring

Da jeg var tre år gammel, fik jeg polio i det ene ben. I mit tilfælde var det alvorligt, og der gik lang tid, før jeg kunne gå igen. Min mor plejede mig og kæmpede for, at jeg skulle lære at gå igen. Hun lavede øvelser og gymnastik med mig, indtil jeg fik lært at gå.

Da jeg var lille, mens vi stadigvæk boede i Bluefields, legede jeg som en almindelig pige med de andre børn. Jeg husker engang vi fejrede nationaldagen. (Fiestas Patrias, fejres den 14.-15. september hvert år i Nicaragua, for at fejre uafhængigheden fra det spanske kolonialstyre)

På nationaldagen laver alle skolebørn optog gennem byen. De har deres pæneste skoleuniformer på, og nogle er udklædte og spiller forskellige instrumenter. Jeg ville ikke deltage på grund af mit ben, men mine lærere gjorde aldrig forskel på mig og de andre børn. De sagde, at jeg blev nødt til at være med, at jeg var nødt til at øve mig. Så jeg gik med i optogene, indtil jeg ikke kunne mere, og så fik jeg lov til at hvile. Derfor følte jeg aldrig at min sygdom var et handicap. Jeg var med sammen med de andre børn på nationaldagen, ligesom til andre aktiviteter såsom sport og svømning. 

Det var først senere at sygdommen blev et virkeligt problem for mig. Den gang jeg læste til sygehjælper var der krig i Nicaragua. Vi, som studerede, var nødt til gå meget langt hver dag oppe i bjergene for at give børnene vaccine. Dem der organiserede vaccinationskampagnen mente ikke, at jeg skulle med. De ville efterlade mig på hospitalet, på grund af mit dårlige ben. Men jeg ville ikke have særbehandling.

Motivation

Allerede den gang jeg var lille, drømte jeg om at blive sygeplejerske. Jeg sagde altid, "når jeg bliver stor, skal jeg være sygeplejerske eller tosproget sekretær". Jeg har altid kunnet lide de sygeplejersker, som jeg mødte under mine indlæggelser som barn. Jeg syntes at det var sjovt at se dem hjælpe og pleje patienterne i deres hvide uniformer.

Jeg ville være en af dem og ligesom dem. Jeg kunne godt lide tanken om, at det var min pleje, der ville hjælpe patienterne til at blive raske igen. At vide, at den medicin jeg gav eller den rigtige indsprøjtning på det rigtige tidspunkt, ville hjælpe en syg patient til igen at blive et raskt og glad menneske. Det har været min motivation.

Familien

Jeg er enlig mor med et barn, min søn på 19 år. Han læser til IT-ingeniør. Min mor døde for 13 år siden. Nu har jeg kun min far tilbage, og han er en gammel mand med alle de sygdomme, der følger med alderen. Han bor hos mig, og det er mig, der passer ham.

Uforglemmelige oplevelser

Der er nogle patienter, som jeg husker meget tydeligt. En ung pige for eksempel. Hun var omkring 20 år, da hun døde på grund af en illegal abort. Jeg havde startet min vagt klokken 6 om morgenen. Da jeg undersøgte hende, var hendes blodtryk alarmerende lavt, så jeg kaldte på lægen og på min enhedschef, og så blev der pludselig travlhed på afdelingen. Pigen sagde, til mig, "Hvorfor laver I så meget påstyr nu? Jeg har haft det på den her måde hele natten." Klokken to om eftermiddagen var hun død.

Hendes livmoder var helt perforeret og ødelagt fordi den kvaksalver, som havde udført den illegale abort på hende, havde brugt en sonde for at fremkalde aborten. Ham havde ikke været forsigtig nok, og der var gået betændelse i hendes livmoder. Jeg glemmer det aldrig. Hun var en ung pige, og hun døde mens jeg sad hos hende, og vi snakkede roligt sammen.

Andre patienter, som jeg husker tydeligt, er dem som kommer ind på hospitalet, efter et selvmordsforsøg. De fleste af dem, som forsøger at begå selvmord, er unge i 14 til 16 års alderen, og årsagen er som oftest ulykkelig kærlighed. De tager en koncentreret gift i pilleform som landmændene bruger til at bekæmpe skadedyr med, og de kommer til os for sent med en svær forgiftning. Mange af dem overlever ikke, for der er intet vi kan gøre for at redde dem. De dør med meget svære smerter efter få dage, hvor deres tarme langsomt bliver brændt op af giften.

Min drøm

Hvis jeg kunne lave om på noget indenfor sundhedssystemet i mit land, og her på hospitalet, ville jeg forandre måden man behandler mennesker på. Jeg ville sørge for, at psykoterapi blev en integreret del af behandlingen. Der er mange tilfælde af vold, seksuelle overgreb og selvmordforsøg, der ville kunne undgås, hvis folk var bedre informeret. Jeg har oplevet piger på 11 og 12 år komme højgravide ind på hospitalet for at føde. Det gør mig virkelig ondt, og det gør mig vred. Meget af dette kunne afværges. Hvis de unge piger fik at vide, at livet kan være anderledes, og at det ikke er normalt at blive voldtaget som 11 årig, eller blive slået gul og blå af sin kæreste. Alt dette påvirker mig.

Diskrimination

En del læger diskriminerer os sygeplejersker ved at tale nedladende til os og undervurdere vores arbejde. Det er fordi, man ikke ser på sygeplejersken som en professionel person på samme niveau som lægen. Sygeplejersken og hendes arbejde bliver konstant undervurderet.

Arbejde og fritid

Jeg arbejder fra klokken syv om morgenen, til klokken tre om eftermiddagen. Når jeg er færdig på sygehuset, tager jeg hjem for at klare de hjemlige pligter. Sandheden er, at det eneste jeg bruger min tid på er enten arbejdet eller hjemmet. Jeg går aldrig ud for at more mig.

Dengang jeg var barn ude på den caribiske kyst, gik vi i kirke hver søndag. Vi stod op om morgenen, spiste morgenmad, gik i kirke og tog hjem bagefter messen for at ordne alt det, der skulle laves i huset. Jeg er vant til at gå i kirke hver søndag, men lige nu gør jeg det ikke. Jeg har ikke tid, så jeg beder til Gud hjemme i mit hus.

Fagligt arbejde

Som medlem af fagforeningen deltager jeg i møder og andre aktiviteter, hvor vi kæmper for en masse forskellige ting. Nogle gange strejker vi for at få vores krav igennem. Der findes ingen modsætning mellem min tro og mit faglige arbejde, fordi de styrker hinanden.

Jeg har altid været trofast overfor mit politiske parti, men hvis vi skal lave en aktion, så er jeg meget forsigtig. Jeg er bange for, at det kan ske mig noget, hvis det for eksempel er nødvendigt at rejse til Managua. Jeg er bange for, at politiet vil skyde med tåregas, for i sådan en situation vil mit ben være et problem for mig, da jeg jo ikke kan løbe. Men ja, jeg bakker op om mit parti, og jeg vil altid være trofast mod det. Hvis der holdes et møde hjemme hos en af de andre aktive, tager jeg selvfølgelig fri fra det huslige arbejde og går derhen for at deltage i diskussionerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

AddToAny

Share/Save