Støtte til migrantarbejdere i Kuwait

Af Helle Schøler Kjær
Ulandssekretariatet har taget initiativ til et samarbejde med fagbevægelsen i Kuwait, Nepal og Indien for at hjælpe migrantarbejderne.
fagbevægelsen, migrantarbejdere, bygningsarbejdere
Asiatiske migrantarbejdere lever under dårlige vilkår og kender ikke deres rettigheder Foto: ITUC

Han skal kun én ting: Tale med de nepalesiske migrantarbejdere i Kuwait. Opsøge dem og tale med dem. Så de ved, at der er én, der taler deres sprog, som de kan henvende sig til, når de får problemer. For det gør de altid, de asiatiske migrantarbejdere, der arbejder i huset og i byggeriet og industrien i Golfen.

De får problemer med lønnen. Deres pas inddrages. Husarbejderne er ofte udsat for vold. Bygningsarbejderne arbejder alt for mange timer og får ingen hjælp ved sygdom. De er på mange måder helt uden for lov og ret.

Derfor har dansk fagbevægelse gennem Ulandssekretariatet taget initiativ til et samarbejde mellem i første omgang fagbevægelsen i Kuwait, Nepal og Indien - og alle gode internationale kræfter.  Det, der i første omgang er kommet ud af det, er en aftale om at ansætte en nepalesisk rådgiver i Kuwait, der skal tage rundt og snakke med folk. Første mål er helt enkelt, at migrantarbejderne skal være sikre på, at de kan have tillid til ham.

 

fagbevægelsen, migrantarbejdere, bygningsarbejdere
Bygningsarbejderne arbejder alt for mange timer og får ingen hjælp ved sygdom. Foto: ITUC

2 x Henrik, Dam og Als, deltog i et seminar i Kuwait tidligere på året, hvor repræsentanter for fagbevægelsen i Kuwait, Nepal og Indien også deltog. Der skulle også have været repræsentanter fra Bangladesh, men de kunne ikke få visum.  Bahrains fagbevægelse deltog også, og på trods af de store problemer med fyringer efter det mislykkede oprør i den lille golfstat, var de meget interesserede i et samarbejde.

”Det konkrete resultat for Ulandssekretariatet er, at vi sponsorerer en faglig konsulent i Kuwait, der kan tale hindi, for det gør de fleste nepalesere”, fortæller Henrik Dam.  

”Der var stor interesse fra det kuwaitiske LO, KTUF (The Kuwait Trade Union Federation, red) . Det har der ikke været før”, fortæller han.

I Nepal arbejder fagbevægelsen allerede med at informere om forholdene for migrantarbejdere. De oplyser gennem radioprogrammer og plakater – og tilbyder kurser, der kan forberede migrantarbejderne, før de rejser.  I Kuwait er fagbevægelsen begyndt at uddele materiale til folk, når de kommer – og de sender også medarbejdere til Nepal og Indien for at fortælle om problemerne.

Bygningsarbejdernes rettigheder i Kuwait er allerede reguleret ved lov både ift arbejdsmiljø og afskedigelser.

”Og faktisk vinder fagbevægelsen 90 procent af de sager, de fører for bygningsarbejderne”, fortæller Henrik Dam.

”Det store problem er, at der er mange, der ikke kender deres rettigheder eller tør brokke sig over forholdene. Mange bliver lokket af store penge på landet i Nepal. Men de bliver snydt, og så ved de ikke, hvor de skal gå hen”.

75 procent af alle kvindelige migrantarbejdere, der arbejder som hushjælp, kommer fra Nepal.

”De bliver sendt fra Nepal til Bombay i Indien, hvor de bliver udstyret med nyt pas, og så rejser de videre illegalt. Det er ren slavehandel”, siger Henrik Als.

Migrantarbejdere bliver lokket af drømmen om penge, men ender i slavelignende forhold. Foto: ITUC

Målet med seminaret var en handlingsplan for resten af 2012, der skal pege videre frem. Blandt andet skal nogle af migrantarbejderne uddannes til selv at begynde at gøre noget ved forholdene.

Derfor er de 2 x Henrik fra Ulandssekretariatet glade for, at det lykkedes at få den internationale fagbevægelse med på seminaret. Der var repræsentanter for IFS - International Faglig Sammenslutning - bygningsarbejdernes BWI - The Building and Woodworkers International - og det amerikanske Solidarity Center. 

”Det er vigtigt, at alle kom”, siger Henrik Als. ”Der var en fin stemning, og det er nogle gode folk, så det lover godt for det fremtidige samarbejde med de lokale faglige organisationer”.

_______________________________________________________________________

Deltagerne på seminaret i Kuwait i februar var:

NTUC-I - Nepal Trade Union Congress Independent

CUPPEC - Central Union of Painters, Plumbers, Electro & construction Workers, Nepal

GEFONT - General Federation of Nepalese Trade Unions

PMLU - The Palamoori Migrant Labour Union

TCWF -  Tamilnadu Construction and Unorganized Workers Federation

KTUF - Kuwait Trade Union Federation

GFBTU - General Federation of Bahrain Trade Unions

BWI - The Building and Woodworkers International
 
IFS - International Faglig Sammenslutning

Solidarity Center

Ulandssekretariatet LO/FTF Council, som havde indkaldt til seminaret

AddToAny

Share/Save