Fagbevægelsen i udviklingslandene

Social dialog skal løse migrationsproblemer i Vestafrika

Af Lene Frøslev, Ulandssekretariatet
29. maj 2018
Nigers landsorganisation arbejder på, at regeringen, fagbevægelse og civilsamfundet i fællesskab kan løse nogle af migrationsproblemerne.
USTN-konference i Niger. Foto: USTN.

Nigers landsorganisation, USTN (The Union of Workers' Trade Unions of Niger) lagde på en workshop for nylig grundstenen til, at regeringen, fagbevægelsen og civilsamfundet i fællesskab laver en handlingsplan, der kan løse nogle af Nigers migrationsproblemer og dermed være med til at dæmme op for migrationen til Europa.

“Niger er et transitland for migranter fra de øvrige vestafrikanske lande. Mange prøver at komme videre til Libyen og Algeriet, men der er også mange, der bliver i Niger for at arbejde i den uformelle sektor,” fortæller leder af Ulandssekretariatets kontor i Vestafrika, Liliane Naopé. Hun mener derfor, at det er helt afgørende, at der nu er nogle initiativer med bred opbakning på vej.

Ulandssekretariatet samarbejder med USTN om at skabe rammer for anstændigt arbejde i Niger. Arbejdet fokuserer bl.a. på at forbedre de dårlige arbejdsforhold i den uformelle økonomi, hvor mange migranter finder arbejde.

FN’s organisation for migration, IOM, vurderer, at flere end 100.000 har været igennem Niger i retning mod Middelhavet. Ifølge Lilliane Napoé passerer omkring 5.500 migranter om måneden igennem byen Agadez – menneskesmuglernes hovedstad.

Bred opbakning om nye tiltag

For Lilliane Napoé nåede workshoppen i mål, fordi det for første gang lykkedes at få folk fra regionale organisationer som ECOWAS (de vestafrikanske staters økonomiske fællesskab), Nigers regering, fagbevægelsen og civilsamfundsorganisationer til at diskutere og finde konkrete løsninger på migrationsproblemerne.

”USTN samlede alle relevante interessenter, som nu har lavet første udkast til den strategiske handlingsplan. Herudover udvekslede organisationerne vigtig viden og værdifulde erfaringer på workshoppen,” fortæller Liliane Naopé.

Hun peger på en bred vifte af tiltag i handlingsplanen, der i de kommende år skal dæmpe migrationen og samtidig sikre, at migranternes grundlæggende rettigheder respekteres. Faglig organisering i den uformelle økonomi samt beskyttelse af migranternes menneskerettigheder skal sikre, at de migranter, der allerede er i Niger, behandles anstændigt. Herudover forklarer Lilliane Naopé, at migrationen mod Europa skal bremses med oplysningskampagner rettet mod især unge potentielle migranter. Det skal få migranterne til at indse, at den farefulde færd, som ulovlige menneskesmuglere tilbyder på ruten til Europa, ikke er en farbar vej. Ikke mindst kvinder og børn er meget ofte udsat for vold i forbindelse med den illegale menneskehandel. Desuden skal modtagecentre i Niger anvise alternativer til migration.

USTN demonstration til 1. maj i år. Foto: USTN.

Niger betragtes som porten til Europa

Niger er et af verdens fattigste lande. Og et af de største transitlande i Vestafrika. Årsagen er dels Nigers geografiske placering med grænser til Libyen og Algeriet, men også at landet er medlem af ECOWAS. Her er der fri bevægelig over grænserne mellem de 15 medlemslande. Mange migranter fra store vestafrikanske lande som Mali, Senegal og Nigeria kommer til Niger og prøver derfra at komme til Libyen og Algeriet og derfra videre til Europa.

Regeringen i Niger har vedtaget en lov mod menneskesmugling, som skal bremse den illegale transit mod Nordafrika. Det har ifølge FN reduceret antallet af migranter.

FN’s organisation for migration, IOM, driver åbne transitcentre i seks større byer i Niger. Migranter, der kommer hér, skal acceptere at rejse hjem frivilligt. Det gjorde cirka 9.000 migranter sidste år.

Ulandssekretariatet støtter USTN’s arbejde med at organisere og give arbejdere i den uformelle økonomi adgang til tekniske uddannelser, adgang til sygesikring og pension og bedre adgang til kreditter i banker og kreditinstitutioner.

 

AddToAny

Share/Save