Social dialog giver bedre service til borgerne
Internt bureaukrati var ved at kvæle de ansatte i den lille kommune Buenavista i dårligt arbejdsmiljø. Og borgerne på den lille ø Guimara, der ligger cirka 800 kilometer fra hovedstaden Manila, var vænnet til, at det var dem på kommunekontoret, der bestemte alt, uanset hvor tosset man kunne synes det var i praksis.
Det er der lavet om på nu.
Efter borgmesterkontoret og de ansatte i Buenavista blev introduceret for et social dialog-projekt, er det blevet væsentligt bedre at være kommunalt ansat. Og på en række områder har kommunen brugt social dialog-konceptet til at inddrage borgerne, når der skal prioriteres.
Det gælder f.eks. risikoanalyser i samarbejde med det lokale katastrofeberedskab. Filippinerne bliver jævnligt ramt af både tyfoner og jordskælv, så beredskabet er en central del af kommunens arbejde. I Buenavista inviterede man borgerne til at deltage i at imødegå oplagte farer.
De ældre bidrager med historisk erfaring om katastroferne i området, og de mest sårbare – kvinder og børn – bidrager med deres historier. Det betyder mere akkurate katastrofeplaner i kommunen.
Også når det gælder implementeringen af sundheds- og ernæringsprogrammer, bliver befolkningen i landsbyerne spurgt til råds. Når der skal prioriteres mellem vaccinationer, lægetjek og fødevarehjælp, så var det før i tiden alene data fra landsbyens sundhedsarbejdere, man tog i betragtning. Nu er borgerne og de lokale ledere med til at sikre, at der ikke bruges ressourcer på de forkerte programmer.
Borgerne i Buenavista kommune er fortrinsvis fiskere og bønder. Og selv om projektet egentlig sluttede i 2015, er det disse borgere, som i sidste ende har fået glæde af den forbedrede kommunale arbejdsplads.
Større effektivitet
Tidligere var servicen ikke altid i top. Og samarbejdet mellem ansatte og ledelse var ikke det bedste. Men det er der også lavet om på. Og efter introduktionen af social dialog er både arbejdsmiljøet og effektiviteten på kommunekontoret forbedret.
Formanden for fagforeningen BMEA (Buenavista Municipal Employees Association), Jereza Gabito, understreger, at medarbejderne gennem den sociale dialog har oplevet en øget motivation og et større ansvar for kvaliteten af den offentlige service.
“Det har virkelig været en stor hjælp. Gennem social dialog-projektet har vi fundet løsninger på mange af vore problemer,” siger Jereza Gabito.
Hvor man tidligere stak hovedet i busken og lod som om åbenlyse problemer ikke eksisterede, bliver modsætninger i dag taget op med det samme og løst gennem forhandling. Denne “åben dør-politik” har også medført, at den kollektive overenskomst er blevet genforhandlet og forbedret i ro og orden.
Bedre miljø og større ansvar
For de ansatte har den sociale dialog for første gang givet mulighed for at kommunikere direkte med ledelsen. Dialogen er blevet et forhandlingsredskab, brugt til forbedring af arbejdsmiljøet. Der er også kommet en række medarbejderaktiviteter til, fx udflugter og teambuilding. Det forbedrede samarbejde har højnet arbejdsmoralen og dermed produktiviteten og servicen over for borgerne.
Et af de meget populære tiltag er etableringen af en kantine, der drives af fagforeningen. Det betyder, at de (kvindelige) ansatte ikke længere behøver at tage hjem midt på dagen for at spise frokost, men kan før arbejdstid tilberede maden til mand og børn derhjemme.
For Sherel Labaro har processen givet en følelse af større ansvar og dermed større arbejdsglæde. Hun er tilfreds med den større bonus, og ikke mindst muligheden for at spise frokost i cafeteriet har forbedret dagligdagen betragteligt.