Slagteriet parterer fagforeningen
Fagforeningsmedlemmer fortæller om, hvordan livet langsomt klemmes ud af foreningslysten, og hvordan arbejderne en efter en falder fra, så det nu er mindre end en tiendedel, som er dækket af den kollektive overenskomst.
I et kvart århundrede var slagteriet den paraguayansk ejede virksomhed IPFSA, med et godt ry og efter omstændighederne rimelige arbejdsvilkår. Men for fire år siden skete der noget. En brasiliansk forretningsmand købte sig ind og dannede to nye virksomheder på slagteriet – blot for at ansætte folk, som ikke er med i fagforeningen SITRAIPFSA. Og selv om kollegaerne nu er ansat på tre virksomheder og har forskellige vilkår, så sælges hele produktionen i det gamle firmas navn. Her er der tale om et før og efter, som kan mærkes.
-
Før var der mere end 300 medlemmer af fagforeningen, nu er de 24 tilbage.
-
Før var alle dækket af en kollektiv overenskomst, nu gælder den kun de 24 i fagforeningen.
-
Før fik arbejderne samme løn for samme arbejde, nu får kun medlemmerne af fagforeningen noget. der nærmer sig minimumslønnen – alle de andre må nøjes med det halve.
-
Før var der sikkerhedsudstyr til alle og hygiejneforanstaltningerne acceptable, nu er der kun sikkerhedssko – og pakkedamerne får masker.
-
Før var alle omfattet af sygesikring og pensionsordning, nu bliver det færre og færre.
-
Før fik nyansatte et lægecheck og noget oplæring, nu bliver de smidt ind i produktionen lige fra gaden.
-
Før kunne slagterne tage en tår vand, når de arbejdede i den stegende hede – nu må de vente til frokostpausen.
-
Før var der afdelingsledere, som lyttede til de ansatte og formidlede et bedre arbejdsklima, nu bliver den slags fyret.
-
Før mødtes fagforeningen og ledelsen jævnligt for at drøfte arbejdsvilkår og fabriksforhold, nu er der absolut ingen kommunikation.
Hver slagteriarbejder har dagligt mellem 300 og 700 stykker ungkvæg mellem hænderne, så de bliver til pæne indbringende kvartstykker til eksportmarkedet. I slagteriafdelingen står mændene i stegende hede og udfører samme arbejdsfunktion hele dagen, mens pakkedamerne knokler med akkorden i køleskabstemperatur. Her tjener langt de færreste så meget som 50 kroner om dagen. Der er heller ikke jobsikkerhed for mere end en dag ad gangen. Kommer der mange kvæg til slagtning kan arbejdsdagen vare 10-12 timer, kommer der få, må man gå hjem i utide.
Lønnen afhænger ikke bare af, om man er dækket af overenskomsten eller ej, men også af, hvor mange høveder man klarer i løbet af dagen. Slagternes minimumskvote er 250 dyr i løbet af otte timer, men det bliver gerne til mere – for så giver det ekstra i lønningsposen. Pakkedamerne skal klare 400 dyr, altså tage hånd om 1600 kvarte, for at nå op på deres dagløn. Tonsvis af dyr bliver således dagligt sendt på køl i pæne plastikpakker og transformeret til en indbringende eksportvare, mens arbejderne er ved at segne.
Beskidte metoder på arbejdspladsen
Man kan spørge om, hvordan det kan gå så galt på en virksomhed, hvor en tilsyneladende stærk fagforening skulle tale de ansattes sag. Det er der flere grunde til: Medlemmerne forfølges på det groveste, arbejdstilsyn og retssystem fungerer ikke, og fagforeningen har ikke nogen brancheforening at hente støtte i.
På arbejdspladsen er der sat ind med en langsom udpiningsstrategi. Ledelsen tager dem én efter én og bruger beskidte metoder. Nogle bliver betalt for at sige op, andre bliver fyret, og langt de fleste bliver udsat for konstant pres og chikane i en grad, så de selv siger op. De bliver for eksempel uberettiget anklaget for forsømmelse og trukket i lønnen, deres afdelingsleder er konstant på nakken af dem, de bliver tvunget til at skifte arbejdsfunktion, eller de bliver isoleret af kollegaerne i deres afdeling. Alt sammen gammelkendte, men stadig effektive, metoder til at jage folk væk fra deres arbejdsplads.
Fagforening får hjælp af LO
Denne fagforening står særligt svagt, fordi den som virksomhedsfagforening står ret alene. Helt alene står den nu ikke. Den er medlem af landsorganisationen CUT-Autentica, som giver juridisk bistand i sager om uberettede fyringer, og som har hjulpet med at anmelde såvel arbejdsgiver for at overtræde lovgivningen og arbejdspladsinspektører, for at lægge sager i skuffen og vende det blinde øje til. Arbejdsministeriet har nu for første gang i historien taget sagerne alvorligt. Som konsekvens heraf, er der fyret fem af hele landets ni arbejdsmiljøkontrollører.
På kort sigt håber CUT-Autentica at få støtte til at presse den brasilianske ejer til lidt mere anstændighed via de internationale faglige netværk i nabolandet Brasilien. På længere sigt håber landsorganisationen, at den kan hjælpe SITRAIPFSA og de få andre fagforeninger i fødevarebranchen til at danne en brancheforening, som kan give mere målrettet støtte. Og samtidig vil landsorganisationen arbejde for at presse politikere, domstole og ministerier til at gøre retssikkerheden bedre. Men det er en helt anden historie.