Skolelæreren drømmer om bedre vilkår for Bolivias børn

Af Lene Frøslev og Unna Küssner, Ulandssekretariatet
19. juni 2014
Selv i de mest afsides og fattige egne af Bolivia går børn i skole. Men vilkårene er fattige, og forholdene for lærerne er usle. På Isla Sicuya, den mindste ø i Titicaca-søen, ofrer Zaca familielivet og sover i skolestuen for at vie sit liv til landsbyskolen.
Foto: Lars Bertelsen

I en af Bolivias fattigste regioner ligger Isla Sicuya, en lillebitte ø i Titicaca-søen. Her bor 300 aymara-indianere, som lever et simpelt liv med fiskeri og lidt landbrug.

I ydmyge lokaler undervises øens 82 børn af tilrejsende landsbylærere, der bor på øen i fem dage og rejser hjem til deres egne familier i weekenderne.

Zacarias Ajllahuanca er en af dem. Børnene kalder ham for Zaca. I ti år har han været lærer på Isla Sicuya, og børnene elsker ham. Blandt andet fordi han forstår at lære dem at læse og skrive på aymara-sproget. En færdighed, der er med til at fastholde og udbygge den etniske identitet i en hverdag, hvor der ikke findes mange materielle goder.

”Børnene skal lære at skrive vores sprog. Det vil fastholde og udvikle deres identitet,” forklarer Zaca.

Først for 25 år siden blev aymara anerkendt som officielt sprog i Bolivia til trods for, at en fjerdedel af landets befolkning er aymara-indianere.

 

Ydmyge levevilkår

Bolivia er det fattigste land i Sydamerika. Cirka 60 procent af befolkningen lever under landets egen fattigdomsgrænse. Og fattigdommen er især udbredt på landet og i den indianske befolkning.

På Isla Sicuya er der ingen veje, og derfor ingen biler eller cykler. Ingen vaskemaskiner, tv, vandhaner. Intet internet. Heller ingen toiletter. Alle på øen må deles om to latrinhuller under åben himmel. Og drikkevand hentes i en brønd på marken.

Den 60-årige Zaca deler de ydmyge levevilkår. Han lever som øboerne af fisk og kartofler, og privatliv er der ikke meget af, for hans bolig fungerer som klasseværelse om dagen.

 

Ulovligt børnearbejde

De fattige vilkår til trods, så er børnene på Isla Sicuya heldigere end andre børn i Bolivia. Den udbredte fattigdom betyder, at mange børn både i byerne og på landet ikke kommer i skole. De bliver i stedet sendt ud at arbejde for at hjælpe til med at skaffe mad. I Bolivia er det tilladt at arbejde, når man er over 14 år. Alt andet børnearbejde er officielt ulovligt.

Foto: Lars Bertelsen

Alligevel arbejder omkring 850.000 børn mellem 5 og 14 år hver eneste dag. De arbejder som husarbejdere, i minerne, i landbruget eller som butiksassistenter. De fleste børnearbejdere er usselt lønnede. Nogle børn er reelt slavearbejdere og får slet ingen betaling, fordi de skal arbejde forældrenes gæld af.

 

Drømmer om et bedre liv

Fattigdommen i Bolivia afspejler sig også i store slumområder. Flere end 60 procent af de bolivianere, der bor i storbyer, har deres hjem i slumkvarterer. Det er en tilværelse præget af mangel på drikkevand, ingen kloakering, måske ingen elektricitet og høj arbejdsløshed. Mange ernærer sig som småhandlende og er helt afhængige af den uformelle og uregulerede økonomi.

På Isla Sicuya flytter de unge fra øen, når de kan. De søger mod byerne i håb om at få et bedre arbejde end det fattige fiskeri i Titicaca-søen.

Den udvikling vil Zaca gerne være med til at vende. Hans drøm er at skabe andre job på øen end fiskeri, blandt andet ved turisme.

“Så længe jeg er lærer her, vil vi drømme om at få det bedre og arbejde for, at det bliver virkelighed. Jeg håber, at det med tiden bliver muligt at vende udviklingen, så børnene vil komme tilbage hertil, når de er færdige med deres uddannelse,” siger Zaca.

AddToAny

Share/Save