Sierra Leone

Borgerkrigen har sat sine tydelige spor på landet, hvor man fortsat kæmper med genopbygningen. Dog har der været betydelig økonomisk vækst de senere år.
Den blodige borgerkrig betyder, at landet fortsat har et massivt genopbygningsarbejde foran sig. Foto: Radio Nederland Wereldomroep, Flickr

Den meget brutale borgerkrig, der hærgede landet i 1990’erne, har efterladt et land med en ødelagt infrastruktur, smadrede sociale sektorer og en befolkning, hvor halvdelen er drevet på flugt. Én af de vigtigste opgaver har været at reintegrere tidligere soldater og rebeller i samfundet.

Sierra Leone har modtaget massiv støtte fra det internationale samfund, men der er stadig lang vej endnu, og der er stadig store udfordringer mht. genopbygning af landet.

Gevinsten ved at genopbygge landet kan vise sig at blive tabt, hvis ikke det lykkes at skabe flere beskæftigelsesmuligheder for de unge. Der skal afholdes valg i slutningen af 2012. Selvom det politiske klima har været meget stabilt de sidste år, har der på det seneste været et par voldelige sammenstød mellem oppositionen og de regerende partiers støtter.

Økonomisk situation
Selvom Sierra Leone stadig kæmper for at overleve konsekvenserne af borgerkrigen, har der været en del økonomisk udvikling og en betydelig vækst i de seneste år. Dog er Sierra Leone stadig et af de fattigste lande i verden, med en BNI per indbygger på 340 USD.

Da Sierra Leone er rig på mineraler har de regnet med at minesektoren, og især diamanter, skulle skabe det økonomiske grundlag. Siden våbnene blev indstillet i januar 2002 har massiv bistand udefra hjulpet Sierra Leone på vej mod genopbygning. Det hydroelektriske projekt ved Bumbuna Dam i 2009 og installeringen af et 10-megawatt termisk kraftværk fra Japan, har udjævnet den kroniske mangel på elektricitet.

Kineserne og senegaleserne har påbegyndt store vejkonstruktionsprojekter. Derudover investerer flere og flere firmaer, især fra Europa og USA, i mineproduktion, hvilket antages at kunne generere 25.000 nye job. Turistindustrien begynder også at blomstre.

En af de store udfordringer efter borgerkrigen er at få integreret børnesoldater og rebeller i samfundet. Foto: Land Rover Our Planet, Flickr

Arbejdsmarkedet
På trods af økonomisk vækst oplever folk mange vanskeligheder på grund af en ukontrolleret inflation. Der har været kæmpe prisstigninger på olie, transport og fødevarer, mens lønningerne er forblevet på stort set samme niveau. Ifølge SLLC burde minimumslønnen være på omkring 200 USD for at dække de basale behov, men de fleste i Sierra Leone, selv dem der arbejder i den offentlige sektor, tjener ikke mere end 35 USD per måned.

I den private sektor ligger lønningerne gennemsnitligt mellem 75 og 100 USD per måned. Læger og sygeplejerske opnåede en 100 % stigning i deres løn efter en strejke, men ingen af de andre grupper i sundhedssektoren har oplevet nogen lønstigning.

Situationen i uddannelsessystemet er alarmerende. Der er mangel på skoler, dårlig infrastruktur, mangel på lærere og skolebøger. Nogle klasser har helt op til 100 elever per klasse, men kun bøger nok til 10-15 elever. Undervisningen foregår i skiftehold hhv. morgen og eftermiddag. Skolelærere har krævet en lønstigning for at opnå 80 til 100 USD per måned. Lærerforeningen har krævet forbedringer i løn og arbejdsforhold, samt tilskud for at tage til de regioner, hvor der er allerstørst mangel på lærere.

Et nyt universelt sundhedsprogram, som SLLC advokerer meget stærkt for, bliver lige nu drøftet i regeringen, i samarbejde med ILO. SLLC er også meget aktivt involveret i disse drøftelser og forventer, at programmet træder i kraft i 2012.

Arbejdsløshed og underbeskæftigelse er nogle af de helt store problemer i Sierra Leone. Den store mængde af unge arbejdsløse mennesker, hvoraf mange aldrig har fået en uddannelse på grund af krigen, er en konstant trussel for fred og stabilitet.

I en undersøgelse fra 2004 kaldet ”Employment and Time Use in Sierra Leone” blev det dokumenteret, at over 2 millioner mennesker (93 % af den økonomisk aktive del af befolkningen, eller tæt på 39 % af den urbane befolkning) er beskæftiget i den uformelle økonomi.

Fagbevægelsen
SLLC har kun meget få fuldtidsansatte, men er stadig en stærk organisation, der spiller en afgørende rolle i forskellige komiteer og kommissioner. På nuværende tidspunkt er SLLC involveret i drøftelser med regeringen og arbejdsgivere om arbejdsloven.

TUC i England har assisteret SLLC med juridisk støtte i denne henseende. SLLC har på nuværende tidspunkt 22 fagforeninger fra den formelle sektor og 6 fra den uformelle økonomi tilknyttet og repræsenterer dermed over 300.000 medlemmer. Fagforeninger fra den uformelle økonomi er; taxichauffører og andre transportarbejdere, handlende, musikere, fotografer, cykeltaxier og fiskere. Alle disse fagforeninger i den uformelle økonomi er lovligt registreret som fagforeninger. SLLC har et potentiale på 800.000 til 1 million medlemmer i den uformelle økonomi.

For at sikre, at arbejdstagere i den uformelle økonomi har adgang til et anstændigt arbejdsmiljø, har SLLC vedtaget en række strategier og politikker for at opnå dette mål. Disse inkluderer bl.a. oplysningsprogrammer, organisering af uddannelsesprogrammer, facilitering af netværk mellem kooperativer og lokalt baserede organisationer i landområderne, fortalervirksomhed i forhold til mikrokredit og fremme af dialog med arbejdsmarkedets parter om den uformelle økonomi.

AddToAny

Share/Save