Fagbevægelsen i udviklingslandene

Rwanda

Økonomisk vækst og en målrettet kurs væk fra folkedrabet og borgerkrigen i 1994 har bragt landet på rette kurs.
Præsident Paul Kagame blev genvalgt til endnu 7 år ved magten i august 2010 med et flertal på 93 % Foto: Commonwealth Secretariat, Flickr

Præsidenten og det regerende parti, Rwandan Patriotic Front (RPF), dominerer fuldstændigt den politiske scene i Rwanda. Lederskabet i Rwanda er blevet kritiseret for ensidig adfærd og for at være for dominerende i beslutningsprocesser. På den anden side har den økonomiske vækst samt den målrettede kurs væk fra folkedrabet og borgerkrigen i 1994 været yderst bemærkelsesværdig.

Landet blev udnævnt som “top aktør” i Verdensbankens “Doing Business 2010” rapport og i 2011 blev Rwanda nævnt som en af de ti mest forbedrede økonomier. Lederskabet i Rwanda udvider handelsrelationerne både i og ude for regionen. Rwanda tager meget aktiv del i udviklingen af EAC, og generalsekretæren i EAC kommer fra Rwanda.

Væksten i BNP har været forholdsvis høj i flere år og er nu højere end i Uganda. På trods af de forbedringer der er lavet indtil nu, skønnes det stadig at 58,5 % af 10 millioner rwandere levere under fattigdomsgrænsen, ifølge FN’s seneste HDR rapport, og 76,8% har mindre end 1,25USD per dag. På den anden side blev der opnået bemærkelsesværdige fremskridt i forhold til forventet levetid, som steg fra 51,1 til 55,4 år (HDR rapport 2010 og 2011).

Rwanda er yderst afhængig af tilskud fra udviklingspartnere. Omkring 40 % af budgettet er finansieret ved støtte, hvilket svarer til mere end 10 % af BNP’en. Forskellige undersøgelser har vist, at god regeringsførelse i forhold til korruption, er langt bedre end i de andre lande i EAC. Det seneste indeks over bestikkelse i Østafrika fra 2011, viste 5,1 i Rwanda, mens de andre medlemslande lå mellem 30 og 38.

En stor del af befokningen lever stadig i fattigdom, men der har været fart på den økonomiske vækst de senere år. Foto: Lene Frøslev

Arbejdsmarkedet
Specielt erhvervslivet, og i mindre grad fagforeninger og civilsamfundsorganisationer, drøfter og rådgiver regeringen om lovforslag, politiske planer og ideer. Regeringen anerkender arbejdsmarkedets parter, overholder internationale standarder og har oprettet en arbejdsdomstol.

Næsten 75 % af Rwandas arbejdsstyrke har gået i grundskole, dog mindre end 10 % af arbejdsstyrken har uddannelse udover grundskolen.

En ny lov om social sikkerhed er blevet introduceret, hvilket omfatter en sygesikring, der dækker 95 % af arbejdsstyrken i 2010. Ifølge Verdensbanken er sådanne effektive indsatser overfor fattigdom, i en kontekst af lokalsamfundsudvikling og god regeringsførelse, med til at fremme borgernes deltagelse, styrke og indflydelse.

Regeringen har oprettet en bestyrelse for social sikkerhed, som konsulterer CESTRAR, men CESTRAR er ikke medlem af bestyrelsen. Der er igangværende drøftelser om, hvordan man skal inkludere den uformelle økonomi, så de der er beskæftigede i denne, får adgang til samme muligheder og rettigheder.

Andre drøftelser går på, hvordan man kan udvide midlerne i den formelle sektor, således at man måske med større bidrag og senere fratrædelsesalder kan dække betalt barselsorlov og andre hændelser.

Arbejdsmarkedets nationale råd er i funktion og holder flere årlige møder. I 2011 var der stor opmærksomhed på arbejdsrelateret sundhed og sikkerhed, især på implementeringen af lovgivningen på dette område.

Fagbevægelsen
CESTRAR (La Centrale des Syndicats des TRAVAILLEURS du Rwanda) er det nationale forbund for fagforeningerne i Rwanda. Ved dets oprettelse i 1985, var CESTRAR en central del af det regerende parti. I 1991 erklærede CESTRAR sin uafhængighed over for de politiske partier og reviderede dets forfatning. Efter tragedien i 1994 (folkemordet) vendte en del ledere og andre faglige aktivister hjem fra udlandet og påbegyndte nye aktiviteter der skulle genlancere fagbevægelsen.

CESTRAR består i øjeblikket at 20 fagforeninger med omkring 40.000 medlemmer. De stærkeste fagforeninger skal findes i uddannelses- og transportsektoren, som repræsenterer næsten 50 % af medlemmerne.

I det sidste år har CESTRAR forsøgt at sammenlægge fagforeninger i forbund. Det lykkedes for fagforeningerne i transportsektoren. I den offentlige sektor har fagforeningerne igangværende diskussioner, dog uden positive resultater indtil videre.

Bidragene fra underafdelingerne er en stor udfordring. CESTRAR har besluttet, at hvert medlem skal betale 1 % til den enkelte fagforening, men det er kun meget få fagforeninger, der praktiserer dette. En vigtig opgave for CESTRAR er at skabe opmærksomhed og forståelse for behovet for en stærk og anerkendt fagbevægelse i landet.

CESTRAR er mere aktive i forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Selvom indflydelsen stadig er begrænset er der sket en del forbedringer inden for det sidste år. Det ser ud til at en mere formel struktur er under udvikling, men også uformelle relationer mellem partnerne kan stadig skabe indflydelse. Det er specielt svært, at introducere forhandlingsmekanismerne i de lokalsamfundsbaserede organisationer, men det lykkedes dog transportsektoren og et par andre, at forhandle minimumsløn og bedre arbejdsforhold i 2010-2011.

AddToAny

Share/Save