Rettigheder til hushjælperne

I Bangladesh er partnerorganisationen BILS med i et nyt netværk for hushjælperes rettigheder. Den 1. maj blev brugt som anledning til at kræve, at hushjælperne omfattes af arbejdslovens beskyttelse.

Det er et hårdt liv at arbejde i en andens hjem. Ofte møder hushjælperne vold, dårlig eller manglende løn samt urimelige arbejdstimer og leveforhold. Deres vilkår er endnu ikke omfattet af arbejdslovgivningen, men opfattes som et privat anliggende for arbejdsgiveren.

Det skal der laves om på, mener BILS, som nu lægger sekretariat til et nyt netværk af fagforeninger og menneskerettighedsgrupper.

Netværket blev etableret i december 2006 og er nu på gaden med et flyveblad, der er et opråb til alle borgere og civilsamfundsorganisationer om at hjælpe med at beskytte hushjælpernes rettigheder. BILS håber desuden, at hushjælpernes rettigheder kan blive en del af de internationale samarbejdsprogrammer, der støtter udviklingen af arbejdsmarkedet i Bangladesh.

 

AddToAny

Share/Save