Fagbevægelsen i udviklingslandene

Rettigheder skaber udvikling

Af Ulandssekretariatet
Offentligt ansatte bidrager til samfundet. Men de kan ikke gøre det uden basale rettigheder

Arbejdstagerrettigheder i udviklingslandene er en kompleks størrelse – som alle andre steder i verden, naturligvis. De handler om anstændigt arbejde på en række forskellige områder såsom ordentlig løn og arbejdsvilkår, afbalancerede arbejdstider, kompensation under sygdom og barsel og et arbejdsmiljø, hvor man ikke indånder giftige dampe eller er spærret inde i faldefærdige brandfælder osv.

Fagbevægelsen overalt i verden arbejder for forbedringer på disse og mange andre områder gennem overenskomster og social dialog.

Imidlertid er der nogle gange en tendens til, når vi taler om arbejdere i udviklingslandene, at vi fokuserer på nogle få områder indenfor privatsektoren. Det er der i og for sig ikke noget galt i, idet problemer med elendige levevilkår, sulteløn, slavearbejde og usundt arbejdsmiljø er ganske iøjnefaldende og alvorlige.

Ofte finder vi de samme problemer indenfor det offentlige, men de er måske knap så synlige. Vi har en tendens til at undervurdere at problemerne for de hvide flipper og de varme hænder har rod i manglende rettigheder.

Vilkårene for de offentligt ansatte i udviklingslandene er et langt stykke ad vejen parallelle med dem i privatsektoren: dårlige arbejdstidsregler, elendig løn som måske slet ikke bliver udbetalt, et hierarkisk og menneskefjendsk arbejdsmiljø og uigennemskueligt bureaukrati hører til dagens orden for statsligt og kommunalt ansatte i udviklingslandene. Det gælder embedsmænd, sygeplejersker, lærere, læger og ikke mindst den hærskare af løst ansatte, som findes i sektoren – og som altså varetager vigtige samfundsfunktioner.

Og deres rettigheder bliver ofte knægtet netop med begrundelsen om, at de varetager samfundsopgaver. De er afskåret fra at strejke, lave aftaler og i det hele taget ytre sig. Dermed har de offentligt ansatte ofte dårligere faglige rettigheder end i den private sektor.

Resultatet er, at mange udviklingslande lider under ringe ledelse og et bureaukrati, der fremmer korruption, yder ingen eller ringe service og hindrer udvikling, herunder erhvervsudvikling.

Derfor er der grund til at hilse Filippinernes beslutning om at ratificere ILO’s konvention 151 om offentligt ansattes rettigheder og social dialog – som det første land i Asien – velkommen. Hermed er vejen åbnet for en lovgivning, som i sidste ende skal give de offentligt ansatte samme rettigheder som de privat ansatte.

Ulandssekretariatet og FTF har siden 2003 arbejdet sammen med PSLINK (Public Services Labour Independent Confederation) om social dialog i Filippinernes offentlige sektor. Samarbejdet har været trepartsligt, og tankerne om social dialog bliver nu anvendt i fx sundhedssystemet. Ikke overraskende går der en lige linje fra de ansattes rettigheder og vilkår til bedre service for borgerne. Derfor er social dialog også en af søjlerne i udformningen af Filippinernes kommende universelle sundhedssystem.

Fornuftige forhold for de offentligt ansatte giver dem ikke kun et bedre arbejdsliv og større arbejdsglæde. Et velfungerende offentligt system er selve forudsætningen for nation building og udvikling.