Organiseret arbejde går hånd i hånd med lighed og økonomisk vækst

Af Ulandssekretariatet
17. november 2015
Den Internationale Valutafund (IMF) viser i en undersøgelse, at fagforbund har en vigtig rolle i at mindske social ulighed og styrke produktivitet og økonomisk vækst.

Fornylig præsenterede Den Internationale Valutafond (IMF) en rapport, der analyserer årsager og konsekvenser af global ulighed i indkomst. Den viser, at der er en voksende kløft mellem rige og fattige i udviklede lande. Udviklingslandene udviser dog nogle mere forskelligt rettede resultater: Mange lande oplever faktisk en faldende økonomisk ulighed og en voksende middelklasse, særligt i Asien; dog stadig med ulighed i adgang til uddannelse, sundhedsforsikring og investeringer.

Det er også værd at bemærke, at mange lande i Afrika ikke har oplevet en stor voksende middelklasse, hvilket hænger sammen med, at størstedelen af arbejdsstyrken ikke deltager i den formelle sektor. En anden central konklusion er, at stabil økonomisk vækst hænger sammen med større lighed i indkomst.

Arbejdsmarkedet påvirker samfundets balance

Det er ikke noget nyt i, at for at reducere fattigdom og skabe en mere produktiv arbejdsstyrke bør der fokuseres mere på uddannelse, sundhed og målrettede sociale programmer.

IMF’s undersøgelse går nogle ekstra skridt ved at indrage arbejdsmarkedsinstitutioner i analysen. Det påvises nemlig, at på trods af at mange udviklingslande bringer mange arbejdere ud af fattigdom og skaber en voksende middelklasse, findes alligevel  store svagheder i deres arbejsmarkeder.   

"I de seneste år har mange udviklingslande gennemført reformer for at skabe mere fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Målsætningen har været at sikre international konkurrence og fremme mere produktive virksomheder. Disse reformer har dog ofte ikke tænkt igennem, at resultatet af arbejdsmarkedets justeringer påvirker samfundets balancer," fortæller Kasper Andersen, leder af Ulandssekretariatets analyseenhed.

Reformer skaber ulighed

I udviklingslande handler disse ”arbejdsmarkedsreformer” ofte om at fokusere på selve virksomhedernes produktivitet. Det gennemføres initiativer for at gøre det lettere at enten hyre eller fyre arbejdere og fremme lavere minimumslønninger i forhold til gennemsnitslønninger, blandt andet ved at stække overenskomstaftaler og fagforbunds forhandlingsstyrke. Hvad der er interessant at observere er, at siden 1980'erne har særligt disse arbejdsmarkedsreformer påvirket udviklingslandene meget negativt. Og denne slags ”fleksibilitet”skaber en større indkomstulighed.

En anden tendens man ser i mange udviklingslande er, at den såkaldte uformelle økonomi er voksende, hvilket  groft kan fortolkes som et ureguleret arbejdsmarked (se også #Uland, april 2015). Dette hænger sammen med, at når disse fleksible arbejdsmarkedsreformer gennemføres, falder mange arbejdere ud af den formelle, regulerede sektor. De ender i stedet i det mere uregulerede arbejdsmarked med dårligere arbejdsvilkår, uden formelle kontrakter og med lønninger som ofte er under lovgivningens mindsteløn.

Særligt i udviklingslande har staten ikke kapacitet til at sikre, at arbejdsmarkedets regulering  bringes ud til alle i praksis, og den respekteres ofte ikke af den private sektor – eller arbejderne selv har ikke kendskab til arbejdsmarkedets regler.

Dette holder mange udviklingslande fast i økonomisk ulighed og en lav arbejdsproduktivitet – og mindsker således styrken i den økonomiske vækst.

Svækket fagbevægelse virker negativt

Disse forandringer, der sker globalt på arbejdsmarkedet, har flere bekymrende tendenser. Ifølge IMF’s rapport sker der et fald i fagforbundsmedlemsskaber. Det har fået arbejdere til at stå svagere i deres overensomkostforhandlinger – hvilket er dårligt for deres indkomstsikkerhed.

Det er bemærkelsesværdigt, at udviklede lande kun har oplevet en lille forandring i deres fagforbundsmedlemsskab de sidste 20 år, mens lande fra Østasien – og andre udviklingslande – registrerede et langt større relativt fald. Én forklaring er uden tvivl deres hurtigt voksende arbejdsstyrker; en anden er netop resultatet af arbejdsmarkedsreformer.

En anden ny undersøgelse fra IMF viser også, at forringelsen af minimumslønninger i sammenligning med gennemsnitslønninger viser større uligheder. Desuden hænger et fald i fagforbundsmedlemsskab sammen med højere ulighed blandt de laveste og højeste indkomstniveauer.

Man kan sige det på en anden måde: Mindre tilbøjelighed til fagforbundmedlemsskab mindsker mulighederne for at skabe større lighed i samfundet.

Ulandssekretarietets arbejdsmarkedetsprofiler viser meget tilsvarende resultater. Man kan følge situationen i de 26 udviklingslande, hvor vi opererer. Profilerne publiceres årligt. De viser arbejdsmarkedes situation, herunder arbejdsmarkedsreguleringer, tendensen af minimumslønninger, fagforbundsmedlemsskab og social sikkerhed – og i hvilken grad den større lighed i indkomstfordeling er på rette vej. 

AddToAny

Share/Save