Offentligt ansattes vilkår er samfundsinteresse

Af Ulandssekretariatet
I mange lande mangler offentligt ansatte ordentlige arbejdsvilkår og faglige rettigheder. Det er et samfundsproblem.

Florence Nightingale, den britiske sygeplejerske, der reformerede sygeplejen og blev kendt som ”damen med lampen” af soldaterne på lazaretterne under Krimkrigen er et lysende eksempel for sygeplejersker over hele verden.

Derfor har sygeplejerskerne i Myanmar også brugt Florence Nightingales symbol – vågelampen – i det logo, de vedtog på deres stiftende kongres 17-18. december. Men der er også en bagside. Florence Nightingale har nemlig også lagt navn og begreb til kaldstanke, opofrelse og overdreven arbejdsevne.

Det, kan man mene, er udmærkede egenskaber, men problemet er, hvis de bliver undskyldning for ringe arbejdsvilkår. Og det er præcis situationen for sygeplejerskerne i Myanmar og millioner af andre offentligt ansatte verden over, især i udviklingslandene. Offentligt ansatte har en særlig status som statens tjenere, og derfor skal de helst makke ret, knokle løs og i øvrigt være taknemmelige for en lav løn. Fordi de er offentligt ansatte, har de ofte ingen rettigheder i forhold til at danne fagforeninger, strejke eller hæve stemmen om urimeligheder på arbejdspladsen.

I Myanmar er det ikke forbudt sygeplejerskerne at danne fagforeninger, men systemet har behændigt lagt en række begrænsninger ind, som i praksis gør det svært, fx kompliceret vagtplanlægning eller forflytningsregler. Derfor er sygeplejerskerne gået en anden vej: de har stiftet et forbund (som altså er Dansk Sygeplejeråds søsterorganisation) og vil nu organisere sygeplejerskerne fra den platform.

Sygeplejerskernes kamp handler ikke kun om retten til anstændigt arbejde eller egne interesser i forhold til løn og arbejdsvilkår. De udfører et samfundsnyttigt job – og sagen er, at man skal være mere end almindeligt rask for at komme helskindet gennem et møde med det burmesiske offentlige sundhedssystem på grund af manglende ressourcer, faciliteter og personale.

Dermed hænger sygeplejerskernes faglige kamp tæt sammen med almene samfundsinteresser, hvilket også gælder andre offentligt ansatte grupper over hele verden. Så længe offentligt ansatte ikke har faglige rettigheder og anstændigt arbejde, vil der være stopklodser overalt i de offentlige systemer og ydelser, som blokerer for udvikling – og omvendt fremmer korruption og uduelighed.

I Myanmar vil sygeplejerskerne med tiden søge optagelse i hovedorganisationen CTUM, som Ulandssekretariatet samarbejder med.

AddToAny

Share/Save