Nyt nummer af Ulandsmagasinet: Uligheden vokser
Vi har længe vidst, at ulighederne mellem rige og fattige lande bliver større og større. Vi har også i den vestlige verden prøvet at gøre noget ved den voksende fattigdom. Et faktum er dog, at vi på verdensplan bruger 15 gange så mange kr. på militære udgifter som på fattigdomsbekæmpelse og udviklingsbistand. Et tal der taler for sig selv!
Med dette nummer af Ulandsmagasinet håber vi at give et beskedent bidrag til den nødvendige forståelse for de vilkår, som mere end én milliard fattige mennesker lever under.
Læs blandt andet om:
- Kvindelige løsarbejdere i Indien, som får hjælp til at låne penge, lære at læse og skrive og skabe sig et værdigt erhverv gennem kvindeorganisationen Sewa.
- Frygten for frihandelsaftalen mellem USA og Mellemamerika, som ifølge de faglige organisationer vil stille de mellemamerikanske småbønder og arbejdere endnu dårligere.
- Landsbyen Piggs Peak i Swaziland, hvor en lukket asbestmine stadig kræver sine ofre.
Ulandsmagasinet udgives af Ulandssekretariatet og udkommer tre gange om året. Dette er det fjerde magasin i rækken. Det henvender sig primært til aktive ulandsinteresserede indenfor forbund og organisationer under LO og FTF, det danske ngo-miljø, beslutningstagere og politikere.