Nu knaser Rebeccas fisk ikke mere
Friske fisk blev spredt ud på stranden – direkte på sandet. På den måde blev de tørret i solen. Problemet er, at fiskene kun kan holde sig en dags tid – hvis man altså er heldig. Det er ikke særlig godt for maven at spise soltørret fisk. Og der er et åbenlyst problem: det knaser gevaldigt mellem tænderne, når man spiser fisken.
Sådan behandlede Inamahoro Rebecca (46) og de andre kvinder fisken før i tiden, når den blev landet på stranden i Gitaza-området 27 km fra Bujumbura, som er hovedstaden i Burundi.
”Vi vidste ikke, hvordan vi skulle behandle fisken ordentligt. Derfor stod vi efter næsten hver eneste arbejdsdag med et restlager, som vi ofte var nødt til at tage med hjem som mad til vores familier. Eller vi solgte dem til foræringspris. Næste dag gentog det hele sig,” forklarer Rebecca.
Lad os støtte hinanden
Rebecca og de andre fiskerkoner fik tilbage i 1998 en lys idé. Når mændene kom ind med fiskerbådene og lasten fuld, gik kvinderne ned på stranden og købte fisk. Ideen var at sælge fisken videre og dermed skaffe sig en indtægt. De dannede et kooperativ og navngav det ”Dushigikirane”. Det betyder ”Lad os støtte hinanden” på det lokale sprog.
Problemet var bare, at kvinderne kun kendte til de ældgamle metoder med at tørre fisk direkte på sandet – og så ellers bare håbe på, at de kunne få solgt fiskene. Hvis de havde fisk tilbage ved fyraften, måtte de så at sige æde deres egen investering. Men i 2005 skete der noget vigtigt for Rebecca og andre på stranden. Agro-Foods Federation blev stiftet og begyndte at tage initiativer i den uformelle økonomi i Rebeccas distrikt – til glæde for Rebeccas kooperativ, da det blev udvalgt til et projekt, som handlede om samarbejde, organisering og skabe værdi i flere led af kæden fra fangst til middagsmad.
Lav social status
Agro-Foods Federation tilbød at uddanne kooperativets medlemmer i at tørre og ryge fisken – og i at opbevare den, så den ikke blev fordærvet så hurtigt. Det sker med enkle og billige metoder. For eksempel gælder det om at ryge fisken ved den rette temperatur og at sprede fisk ud på net – i stedet for direkte på sandet. Fisken blev sundere og mere appetitlig. Og problemet med restlageret forsvandt.
Men det er ikke kun selve behandlingen af fisken, Rebeccas lille kooperativ er blevet klogere på. De har også oprettet en spare/lånegruppe, som er en slags mini-bank eller kreditforening, hvor både medlemmer og udenforstående kan låne penge til en fornuftig rente. Gruppen sparer også op, og hver anden måned udbetales opsparingen. Oveni kommer så en slags social forsikringsmodel, som er støttet af den burundiske regering.
“Vi troede aldrig, vi kunne få lov til få sådanne ting på grund af vores lave sociale status. Vi var en del af den uformelle økonomi, og privilegier plejede at være noget for de højere, uddannede klasser i de store byer – ikke fiskedamer som os,” siger Rebecca, som også fortæller, at gruppens store drøm er at få deres egne fiskerbåde.