Mød fire syersker fra Myanmar

Efter nogle års stilstand på grund af sanktioner mod militærstyret, er der igen ved at komme gang i Myanmars tøjindustri.

Industrien beskæftiger flere hundrede tusinde arbejdere. Der er tale om slidsomt manuelt arbejde.  På en hvilken som helst tøjfabrik sidder snesevis af arbejdere på rad og række ved hver deres symaskine. Med flittige hænder og koncentreret blik sidder de og syr og syr og syr. Arbejdet er monotont, støjende, giver ømme rygge og seneskedehindebetændelser på samlebånd.

Arbejderne møder ind ved syv-halv otte-tiden og arbejder hele dagen, med en enkelt halv times pause omkring frokost, til cirka fem om eftermiddagen. En syerske får cirka 800 kroner om måneden. 

Fire syersker fra Myanmar

Ulandssekretaritatet har besøgt fire syersker fra Myanmar, og snakket med dem om deres hverdag, drømmer og ønsker. Her er en lille udbluk af, hvad de fortalte:

Swe Swe Mon

Jeg droppede ud af skolen før tid. Min forældre er landarbejdere og havde ikke råd til at betale for min skolegang. Nu sender jeg halvdelen af min løn (400 kroner) hjem til mine forældre hver måned."

Khin Thanda Soe

Jeg syr kraver på dynejakker. Tøjet bliver eksporteret til Japan og Sydkorea. Fabrikkens formænd kan flippe helt ud. Så råber de ”Hurtig, hurtig, fart på, vi når ikke målet (for dagens produktion). De skælder os ud og bander, bruger virkeligt grimme ord."

Khaing Zar Lwin

"Jeg drømmer om at være selvstændig købmand hjemme i landsbyen Kyaung Kahaung. Jeg kan ikke undvære min telefon. Jeg hører altid musik på den – især Paing Thet Kyaw (burmesisk popsanger) – og bruger den til at ringe hjem.

Phyu Phyu Win

"Jeg har ikke de store fremtidsdrømme. Når jeg ikke længere kan eller orker arbejdet på fabrikken, vil jeg tage tilbage til min familie i min landsby. Det bedste jeg har er mit fotoalbum. Jeg har billeder af min søsters bryllup og af mig og mine venner og mine søskende som små.

AddToAny

Share/Save