Miljøkonsortium dannet og klar til indsats på stranden i Alang
Det er en god løsning, hvis de danske færger slæbes tilbage til Danmark til skrotning, da det betyder overholdelse af internationale aftaler. Men det er ikke hele løsningen, idet arbejdsulykker og giftstoffer på verdens Alang-strande stadig dræber mennesker og natur, og derfor er der behov for en indsats.
Det nye miljøkonsortium foreslår at denne indsats skal foregå som et samarbejde mellem danske og indiske fagpersoner. Konsortiet besidder know how inden for miljørigtig skrotning, arbejdersikkerhed og organisation, og kan umiddelbart pege på simple løsninger, som dels vil forbedre arbejds- og miljøforhold og dels vil øge produktiviteten i industrien. Konsortiet har erfaring med at planlægge og følge internationale projekter, hvor lokale partnere er de egentlige projektudførende.
Parterne i konsortiet er pt. involveret i flere projekter i Indien og har kontakter til den indiske fagbevægelse og private virksomheder, som arbejder med problemerne på stranden i Alang. En kommende indsats behøver således ikke at foregå på regeringsniveau, men kunne ske ved direkte samarbejde mellem danske og indiske kolleger.
Konsortiet ser gerne en interessetilkendegivelse fra de ansvarlige politikere, hvorefter man vil kunne gå i gang med at arbejde for en langsigtet løsning af skibsskrotningsproblematikken, hvor Danmark dels som søfartsnation og dels pga. mangeårige erfaringer med arbejdsmiljø- og miljøtiltag har en særlig forpligtigelse – også internationalt.