Fagbevægelsen i udviklingslandene

Marokko

Marokko har i mange år fremstået som et af de mest reformvillige og liberaliserede lande i MENA-regionen. Dog ses der under de demokratiske idealer en udbredt korruption, nepotisme samt en magtelite, der også sidder på landets rigdomme.
I Marokko finder man et af den arabiske verdens største skel mellem rig og fattig. Foto: Emilio Fano, Flickr

Den politiske uro i 2011 i Tunesien og Egypten (Det Arabiske Forår) spredte sig hurtigt til Marokko. For at sikre landets politisk stabilitet lovede kongen at imødekomme demonstranternes utilfredshed med en omfattende forfatningsreform. Den ændrede forfatning, som reelt blev udarbejdet af en lukket kreds direkte under kongen, blev vedtaget ved en folkeafstemning i juli 2011.

Den nye forfatning giver udvidet magt til parlamentet og premierministeren. Desuden styrker forfatningen domstolenes uafhængighed. Dog er realiteten, at den reelle magt stadig findes hos kongen. Monarkiet har bevaret den overordnede kontrol med hæren, sikkerhedsstyrkerne og domstolene samt muligheden for reelt at styre parlamentet og regeringen.

I efteråret 2011 blev der holdt et fremskudt parlamentsvalg for at kunne haste implementeringen af de nødvendige politiske og økonomiske reformer under den nye forfatning igennem. Det ledende moderate og islamiske parti, Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (PJD), vandt med et stort flertal. Sammen dannede de en koalitionsregering med to konservative partier, som var tæt knyttet til monarkiet samt et mindre venstreorienteret parti.

PJD er populært og har haft travlt de sidste 6 år med implementeringen af reformerne og kampen mod Marokkos udbredte korruptionsproblem. PJD's største udfordring er stadig magtbalancen mellem partiet og monarkiet. PJD's strategi har fokuseret på kooperation i stedet for konfrontation – en strategi, der opretholder kongens virkelige magt. 

På trods af reformer er det fortsat kongen, der sidder på magten i landet Foto: Carolyn, Flickr

Arbejdsmarkedet

Marokko har underpræsteret økonomisk i det sidste årti af flere komplekse årsager, blandt andet den voksende uformelle sektor, som upsuger arbejdskraft fra de formelle sektorer, mangel på jobskabelse, udbredt korruption, dårlig høst og den dårlige eksportsituation afledt af den økonomiske krise i Europa.

Arbejdsløsheden er fortsat et af de mest presserende politiske problemer. Arbejdsløshedsprocenten har været langsomt nedadgående i det sidste årti (fra 13% i 2004 til 9% i 2013), men er fortsat et alvorligt problem i byerne og blandt unge. Arbejdsløsheden blandt unge er steget siden 2004 og ligger lige nu omkring 30%. Desuden er meget store dele af arbejdsstyrken ansat i midlertidige og usikre jobs. Regeringen har iværksat flere initiativer til at dæmme op for arbejdsløsheden, især med fokus på at gøre selvstændig beskæftigelse og entreprenørskab mere attraktivt for unge. Indtil videre har disse initiativer ikke opnået særlig stor opbakning. Samtidig fortsætter unge, højtuddannede arbejdsløse, dagligt med at demonstrere og kræver, at staten honorerer den tidligere regerings løfte om offentlig fastansættelse efter endt uddannelse.

En række uoverensstemmelser mellem fagbevægelsen og regeringen hæmmer desuden fremgang gennem social dialog. Uoverensstemmelserne omhandler regeringens afvisning af at implementere den tidligere regerings indgåede aftaler med fagbevægelsen samt regeringens gennemførelse af to nye love; en lov som kriminaliserer strejker og en fagforeningslov. De største fagforeninger har dog indbyrdes ikke været enige om holdningen til disse lovændringer, hvilket komplicerer situationen og svækker deres forhandlingskraft.

Fagbevægelsen

Fagbevægelsen i Marokko er som udgangspunkt meget splittet og ikke særlig stærk. Der findes et hav af konkurrerende hovedorganisationer, og samtidig er organiseringsgraden meget begrænset – efter skøn er kun 15% af arbejdsstyrken repræsenteret af en fagforening. Fagbevægelsen kæmper også generelt med at få etableret en fagforeningsrepræsentation på arbejdspladserne.

Ulandssekretariatet samarbejder med fire hovedorganisationer som anses for mest repræsentative og kan repræsentere arbejderne på landsplan. De fire organisationer er: Union Générale des Travailleurs du Maroc (UGTM), Confédération Démocratique du Travail (CDT); Union National du Travail au Maroc (UNTM), Union Marocaine du Travail (UMT).

AddToAny

Share/Save