Lærlinge med til at genopbygge Nepal

Af Allan Guldberg Nielsen, Blik- og Rørarbejderforbundet
11. juli 2016
Tre VVS-lærlinge og en faglærer rejser i dag til Nepal. Her deltager de i et solidaritetsprojekt, hvor de udvikler VVS-uddannelsen og dermed styrker genopbygningen efter sidste års voldsomme jordskælv.
Flemming Nielsen er i gang med at udarbejde materiale til VVS-uddannelsen i Nepal. Foto: Alex Tran

Flere hundrede tusinder nepalesere er stadig hjemløse, efter en række voldsomme jordskælv ramte landet i april og maj 2015.

Genopbygningen skrider langsomt frem, og der er voldsom mangel på uddannet arbejdskraft til den massive opgave. I samarbejde med Ulandssekretariatet deltager Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og arbejdsgiverorganisationen Arbejdsgiverne i et fælles projekt, hvor de støtter uddannelsen af nepalesiske VVS’ere.

- Manglen på håndværkere i byggeriet skyldes blandt andet, at mange nepalesere tager til udlandet for at arbejde til en højere løn. Derfor er det nødvendigt at få uddannet nogle flere, siger Flemming Nielsen, som er faglærer på Herningsholm Erhvervsskole i Herning.

Mangel på vand

I april var han i Nepal for at kigge nærmere på forholdene og deltage i udviklingen af den lokale VVS-uddannelse. Her bemærkede han, at brugen af materialer er noget anderledes end i Danmark, ligesom hovedparten af installationsarbejdet udføres uden brug af eldrevet værktøj.

En anden opdagelse gjorde også indtryk på den danske faglærer.

- Vand er en mangelvare i Nepal. Vandforsyningen er upålidelig, og der er stort set ikke noget tryk på vandet. Mange har derfor etableret deres egen vandforsyning, som heller ikke fungerer optimalt, og det skal tingene indrettes efter, forklarer Flemming Nielsen.

Tætpakket program

Som en del af projektet rejser Flemming Nielsen og tre VVS-lærlinge i juli måned til Nepal, hvor de deltager i uddannelsen af nye faglærere til landets VVS-uddannelse.

Og selv om alle deltagerne bruger deres ferie på projektet, byder det tætpakkede program på undervisning og besøg på byggepladser i det jordskælvramte område.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan de arbejder og hvordan tingene fungerer dernede i dagligdagen. Jeg ser frem til at møde en anden kultur og forventer at få en rigtig god oplevelse, siger Malthe Lyth Jensen.

Han og de to øvrige VVS-lærlinge, Morten Baltzer og Frederik Petersen, er allerede i fuld gang med at forberede sig til opholdet i Nepal. De skal blandt andet udarbejde noget tegningsmateriale til undervisningsbrug, ligesom de også skal fremvise eksempler på, hvordan det er at arbejde som VVS’er i Danmark.

- Kommunikationen bliver en udfordring, ligesom de også arbejder på en helt anden måde. Derfor laver vi nogle videoer om faget herhjemme, så de kan se, hvordan man også kan gøre det, forklarer Frederik Petersen.

Holdet - 3 lærlinge og en faglærer - rejser til Nepal den 11. juli. Foto: Alex Tran

Noget i rygsækken

Projektets primære formål er at styrke VVS-uddannelsen i Nepal. Men de tre VVS-lærlinge forventer også at få noget med hjem i rygsækken, som gør dem dygtigere til deres fag.

- Helt bestemt. Det er en anden kultur og en anden måde at gøre tingene på. Det meste kan måske virke lidt gammeldags, når det hele laves i hånden, men det kan være meget lærerigt, lyder fra Morten Baltzer om projektet, som laves i samarbejde med fagforeningerne i Nepal.

De tre danske VVS-lærlinge og Flemming Nielsen er i Nepal fra den 11. juli og frem til den 2. august.

Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal og arbejdsgiverorganisationen Arbejdsgiverne støtter projektet økonomisk, som vil gavne de 14 jordskælvsramte distrikter.

Fagbevægelsen i Nepal er involveret i uddannelsen af bygningshåndværkere, ligesom de kæmper for at sikre anstændige arbejdsforhold i byggeriet.

Du kan læse mere om manglen på håndværkere i Nepal her.

Og så kan du følge Malthe, Morten og Frederiks egne billeder og beretninger fra turen til Nepal på Facebook.

 

AddToAny

Share/Save