Kurser og præmier løfter skolen

Morten Bonde Pedersen, Ulandssekretariatet
15. januar 2019
En fagforening for lærere løfter det faglige niveau med kurser og præmier.

Privatskolen Ecole Decouverte i et forretningskvarter i byen Rwamagana, et par timer fra Rwandas hovedstad Kigali, er en af de mere privilegerede skoler i Rwanda.

Selvom undervisningen stadig er præget af udenadslære, er niveauet højere end det var, da skolen blev startet i 2005, lyder det fra både lærere og inspektøren på skolen. Det tilskriver de ikke mindst, at stort set alle lærere siden 2012 har været medlemmer af Rwandas privatskole-lærerforening, SYNEDUC.

Fagforening sikrer faglighed

Da vi kigger forbi femte klasse, er der samfundsfag på skemaet. Dagens emne er Det Østafrikanske Fællesskab. Eleverne bliver spurgt til, hvilke lande, der er medlemmer af fællesskabet, og hvem der er generalsekretær.

Ved tavlen står Ezekiel Nsanzamahozo, der lige som de øvrige lærere på skolen er medlemmer af SYNEDUC. ”SYNEDUC opmuntrer os til at gøre vores bedste, og de tilbyder kurser her på stedet. Hvert år er der præmier til de dygtigste lærere i distriktet. En lærer her på skolen har et år vundet en laptop til brug i det daglige arbejde,” fortæller han senere.

Lærerkollegaen Patrick Harolmana er skolerepræsentant for SYNEDUC og tilføjer, at det ikke kun er lærernes faglighed, som er blevet udbygget med støtte fra SYNEDUC. ”Vi har også fået større viden om socialt ansvar, for eksempel hvordan vi som lærere skal arbejde sammen med lokalsamfundet,” siger han.

Lærernes uddannelse gennem fagforeningen går så godt, at skolen står på spring til at kunne tilbyde en overbygning, der svarer til gymnasieniveau.

Rwanda har to fagforeninger for skolelærere: SNER organiserer de offentligt ansatte lærere, og SYNEDUC (Syndicat des Enseignants et autre personnel de l‟éducation dans le secteur privé) organiserer de privatansatte.

Fagforeningerne støttes af Danmarks Lærerforening, Ulandssekretariatet og EU i projekter, der styrker både de interne organisationer og den sociale dialog. Formålet er at forbedre levevilkårene for lærerne og generelt løfte kvaliteten af uddannelse i Rwanda.

Afrikansk dreng rækker hånden op i skole

AddToAny

Share/Save