Kortsigtet at skære i hjælp til ulande

Af Lizette Risgaard og Bente Sorgenfrey, Ulandssekretariatets formand og næstformand
3. januar 2016
For det enkelte menneske er udgangspunktet altid at kunne brødføde sig selv. Derfor skal vi skabe bedre rammer for vækst, jobskabelse og indtægter i udviklingslandene for at løse migrationsspørgsmålet på lang sigt.

Regeringen har valgt at skære 4,5 mia. kr. på næste års finanslov i vores hjælp til verdens fattige lande. Det giver ingen mening, hvis man for alvor ønsker at gøre noget ved fattigdom og dens følgesvend: migration. Godt to milliarder mennesker lever og arbejder i dag i det, vi kalder ”den uformelle økonomi”.

Den omfatter alt fra gadehandlere, daglejere, skraldesamlere, små erhvervsdrivende, motorcykeltaxier, bygningsarbejdere med mange flere – og de er især defineret ved det, de ikke er: De er ikke omfattet af et reguleret arbejdsmarked, overenskomster og sociale sikkerhedsnet.

De lever ofte fra hånden til munden i en gråzone af samfundet uden rettigheder i forhold til myndighederne, uden adgang til sundhed og uddannelse og uden adgang til lån, så de kan udvikle deres forretning.

Ulige samfund med fattigdom

I Danmark har fagbevægelsen sammen med arbejdsgivere og skiftende regeringer etableret en social dialog, som gennem aftaler og overenskomster sikrer, at den enkelte lønmodtager har en fornuftig løn og anstændige arbejdsvilkår, og at løndannelsen hænger sammen med den produktivitet, der faktisk skabes i økonomien.

Hvordan man end vender og drejer det, er investeringer, arbejdspladser og lønninger det første afgørende skridt ud af fattigdommen.

Vores aftalesystem sikrer ro på arbejdsmarkedet. Og vores offentlige sektor sørger for infrastruktur, social beskyttelse og at vi har en sund og veluddannet befolkning. Det er vores danske model.

Mange udviklingslande er ulige samfund med udbredt fattigdom. Det er lande, som er præget af mange unge, dårligt uddannet arbejdskraft, arbejdsløshed, ringe sundhedssystemer og fravær af sociale sikkerhedsnet, strøm, vand, veje og anden infrastruktur, problemer med korruption og kriminalitet. Og så har vi slet ikke berørt krig og konflikt, der sender millioner på flugt – som regel til det nærmeste, nogenlunde sikre land.

En kæmpe udfordring

I dag er 50 millioner officielt defineret af ILO som arbejdsløse i Afrika syd for Sahara. Men over 250 millioner mennesker er working poor, der lever for mindre end 2 dollars om dagen. Ser vi 15 år frem, vil der være behov for yderligere 150 millioner nye arbejdspladser for at skabe job til den voksende erhvervsaktive befolkning i Afrika syd for Sahara.

Spørgsmålet om arbejdsløshed i Afrika er derfor afgørende og presserende, og kun den private sektor, der skaber 9 ud af 10 nye job, kan møde denne udfordring.

Og hvis du spørger den enkelte indvandrer fra Afrika, der banker på EU’s port, så indeholder ønskesedlen typisk: et anstændigt arbejde med en løn, der gør det muligt at forsørge familien derhjemme, skolegang til børnene, adgang til relevante uddannelser og et ordentligt sundhedssystem. At opfylde disse ønsker kræver fred, vækst og beskæftigelse i hjemlandet.

Vigtigt at de er selvhjulpne

I lyset af den aktuelle flygtninge- og migrantstrøm til Europa er det nødvendigt at opbygge nærområderne for at opfylde disse ønsker. Herunder at skabe økonomisk aktivitet, så folk kan blive selvhjulpne. I den sammenhæng er jobskabelse og dialog mellem arbejdsmarkedets parter centralt.

Det er ikke så mærkeligt, at vi oplever indvandring fra fx Afrika til Europa. Vi kan dæmme op, vi kan uddele almisser i udviklingslandene og indføre fattighjælp, men den eneste ansvarlige, langsigtede løsning er at ændre på rammebetingelserne for erhvervsudvikling i de lande.

Lige nu er der 1,8 milliarder unge mellem 10 og 24 år i verden. 9 ud af 10 bor i udviklingslandene. Alene i Afrika vil antallet stige med en milliard indbyggere de næste 20-30 år. Mange af dem får ikke en uddannelse, og der vil kun være få job til dem, som faktisk får en uddannelse.

Man taler om, at enten er de mange unge en ”ungebombe”, som kan ryge i luften i en paddehattesky af problemer for hele verden – eller også er de unge en ”befolkningsdividende”, som kan resultere i en velstand, der hidtil er uset i udviklingslandene.

En ambitiøs vision

Danmark bør have en ambitiøs vision for støtten til vækst og beskæftigelse i udviklingslandene. De vigtige erfaringer, som Danida har gjort sig sammen med erhvervsorganisationer og fagbevægelse viser, at vi kan gøre en stor forskel. Når danske virksomheder tager et samfundsansvar, og fagbevægelsen inddrages i reel social dialog, er der potentiale for at sætte et positivt aftryk i mange lande med store udviklingsbehov.

Der er brug for:

At udviklingslandene kan udvikle deres egne markeder og deltage i den globale økonomi.

Private og offentlige investeringer i arbejdsmarkedet i form af uddannelse, arbejdsmiljø og ny teknologi.

Øget produktivitet og ordentlige lønninger gennem social dialog.

Infrastruktur og en understøttende og ukorrupt offentlig sektor.

Skatteopkrævning og sociale sikkerhedsnet.

Mulighed for at være i front

Danmark har muligheden for at være i front, når det kommer til inddragelse af den private sektors kompetencer og ressourcer til at nå udviklingsmål.

Den dårlige nyhed er, at det præcis er denne sammenhæng mellem erhverv, arbejdsmarked, offentlig sektor og god regeringsførelse, som vi risikerer at smide på møddingen med de voldsomme nedskæringer, regeringen gennemfører på udviklingsområdet.

Mange er skeptiske over for, om ”ulandsbistanden hjælper”. Det er naturligvis komplekst, men for eksempel har fagbevægelsens Ulandssekretariat, ofte i samarbejde med danske arbejdsgivere, haft held til at påvirke beslutningstagere i udviklingslandene. Det gør blandt andet, at arbejdere i Østafrika nu lettere kan arbejde på tværs af landene.

Det første afgørende skridt

Eller at arbejdere – også i den uformelle økonomi – i Benin har adgang til sundhedsordninger. Nobels Fredspris blev givet til den tunesiske demokratikvartet for at have sikret processen frem mod vedtagelse af en grundlov. Processen blev, gennem flere år, støttet af både dansk fagbevægelse og DI under Det Arabiske Initiativ – noget, som udenrigsminister Kristian Jensen helt berettiget sagde, at Danmark kunne være stolt af.

Vi er naturligvis parate til at diskutere, hvordan udviklingsbistanden skal gennemføres, og det er ingen hemmelighed, at vi mener, at der trods nedskæringerne bør lægges meget mere vægt på at skabe gode rammebetingelser for vækst og beskæftigelse, der tager fordelingspolitiske hensyn på arbejdsmarkedet.

Regeringen har inviteret til dialog om en ny platform for Danmarks erhvervsindsatser. Vi ser frem til at bidrage til at udvikle en endnu mere målrettet tilgang for vækst og beskæftigelse i udviklingslandene gennem brug af danske kompetencer og knowhow på området. For hvordan man end vender og drejer det, er investeringer, arbejdspladser og lønninger det første afgørende skridt ud af fattigdommen.

(Artiklen har været bragt i Jyllands-Posten 24.12.2015)

AddToAny

Share/Save