Kontakt med det jordanske el-forbund

I Jordan arbejder Dansk El-Forbund og Ulandssekretariatet sammen om at styrke el-forbundet dernede. Som en del af solidaritetsprojektet har det jordanske el-forbund blandt andet udviklet et nyt arkivsystem og lanceret en ny hjemmeside.
Besøg i Jordan. Foto: Jørgen Juul

I arbejdet med kollektive aftaler er det nye elektroniske arkivsystem en stor hjælp. I forhandlinger med arbejdsgiverne er viden magt, og nu kan forbundet hurtigt få overblik over tidligere aftaler og sammenligne med aktuelle udspil. Dermed står de stærkere i kampen for bedre arbejdsforhold. 

Den nye hjemmeside er nu online på både arabisk og engelsk. På hjemmesiden kan medlemmer og andre interesserede læse nyheder om elsektoren og opdateringer om bl.a. arbejdsforhold og rettigheder for elektrikere.

Repræsentanter fra de to forbund udveksler løbende erfaringer og har besøgt hinanden flere gange. Det har inspireret ledelsen i det jordanske el-forbund til målrettet at arbejde for kollektive overenskomster. De jordanske ledere var også med på Dansk El-Forbunds kongres, hvor de med egne ord ”blev inspireret til at gøre deres eget forbund mere demokratisk.”

Med på kongressen var også tre unge jordanske elektrikere, som besøgte tekniske skoler, en virksomhed og udvekslede erfaringer med unge danske fagligt aktive.

AddToAny

Share/Save