ILO 100: Offentligt ansattes ret til at organisere sig

Af Jacob Rosdahl, Ulandssekretariatet
24. april 2019
Den 11. april er det 100 år siden, at FNs arbejdsmarkedsorganisation ILO blev grundlagt. Det fejrer Ulandssekretariatet blandt andet med artikler om nogle af de vigtigste mærkesager. Denne gang handler det om offentligt ansattes ret til danne fagforeninger og forhandle overenskomster.

ILO er FN’s internationale arbejdsorganisation, og konvention 151 omhandler offentligt ansattes ret til at indgå i social dialog. Det gælder for eksempel retten til at danne fagforeninger og retten til kollektive overenskomstforhandlinger.

En vigtig konvention

Når ILO-konventionen er så vigtig, er det fordi den tillader offentligt ansatte nogle grundlæggende rettigheder. I mange lande er offentligt ansatte afskåret fra for eksempel at strejke eller forhandle om arbejdsvilkår – netop fordi de er underlagt offentlige hensyn.

Det betyder for eksempel, at lønninger kan være dikteret uden forhandling, at offentligt ansatte kan forflyttes uden videre – eller kommanderes til at arbejde under uacceptable eller mangelfulde vilkår. Konvention 151 betragtes af fagbevægelsen som et værn mod overgreb fra arbejdsgiverne – for eksempel forbud mod at organisere sig, eller at de ansatte ikke kan komme i dialog om forhold på arbejdspladsen.

Bredt sagt betyder konventionen, at offentligt ansatte i princippet får samme rettigheder som privat ansatte.

Billede af Annie Geron, PSLINK’s forkvinde.
Annie Geron, PSLINK’s forkvinde. Billede: Jamil Ghafuri

Filippinerne første land i Asien

I 2017 blev Filippinerne det første land i Asien, som ratificerede Konvention 151. Vedtagelsen har betydning for cirka 2,3 millioner offentligt ansatte i Filippinerne. Det gælder embedsmænd, og i det hele taget alle, som arbejder for staten eller i det kommunale filippinske system – uanset om de er fastansatte, midlertidigt ansatte eller løst ansatte.

For de offentligt ansattes organisation PSLINK (Public Services Labour Independent Confederation), er der tale om et stort skridt. PSLINK og Ulandssekretariatet har siden 2003 advokeret og arbejdet for mere social dialog i den offentlige sektor i Filippinerne.

PSLINK’s forkvinde, Annie Geron, siger:

”Jeg er stolt af vores samarbejde. PSLINK har nået en status, hvor vi bliver anerkendt og konsulteret i spørgsmål om offentligt ansattes vilkår og arbejdsmarkedslovgivning.”

Ulandssekretariatet og PSLINK har – ud over at arbejde på at etablere social dialog mellem offentlige arbejdsgivere og arbejdstagere i Filippinerne – i 14 år lobbyet for ratifikation af konvention 151 for et bedre arbejdsmiljø og fælles front mod korruption i den offentlige sektor.

AddToAny

Share/Save