ILO 100 år: Formalisering af den uformelle økonomi
Mennesker – myriader af mennesker – overalt. På gaderne, i taxierne, på markedet. Mennesker, som sælger frugt, plastiklegetøj eller cigaretter ved busstationen og på hovedveje. Kvinder som steger fisk eller majskolber på en trækulsgrill. Og ikke mindst: mennesker, som arbejder som daglejere i byggebranchen, industrien og i landbruget
Alle disse mennesker eksisterer på en måde ikke – selvom de går lige dér på gaden. De er arbejderne i den uformelle økonomi.
De befinder sig i en gråzone. De arbejder måske i landbruget, på familiens jord, selvom de har en uddannelse. De passer deres frisørsalon i 12 timer om dagen, betaler afgifter og har ansatte. Eller de er syersker, som knokler i et miljø taget ud af industrialiseringens barndom, for at vi kan få tøj på kroppen.
2 milliarder arbejdere i den uformelle økonomi
Der er mindst to milliarder mennesker verden over, som arbejder i den uformelle økonomi. De har som oftest ikke adgang til social sikring, sundhed eller skolegang. De arbejder og lever på nåde af myndigheder, arbejdsgivere og forbryderbander – ofte i underbetalte, farlige og beskidte jobs.
Fagbevægelsen verden over arbejder for at organisere uformelle arbejdere og laver lobbyarbejde for at få anerkendt deres eksistens og rettigheder og på sigt forbedre deres leve- og arbejdsvilkår. Dette arbejde er også foregået i forhold til ILO.
ILO-anbefaling #204
Hvert år i juni måned afholder ILO en treparts arbejdskonference i Geneve. Trepartsmodellen er enestående for ILO som FN-organ. Her mødes repræsentanter fra lande, fagbevægelse og arbejdsgivere og diskuterer blandt andet problemstillinger, som vedrører arbejdsmarkedet, samt forhandler og fastlægger regler, standarder og anbefalinger.
I 2015 blev Anbefaling 204 om overgangen fra uformelt til formelt arbejde vedtaget på den Internationale arbejdskonference med tilslutning fra alle lande på nær et enkelt. Ulandssekretariatet har sammen med den øvrige fagbevægelse været aktiv i at sætte formaliseringen af den uformelle økonomi på dagsordenen.
Grundlæggende betyder det, at verdens lande forpligter sig til at gennemføre en national proces, som i sidste ende skal ende med bedre sociale og økonomiske forhold for borgerne gennem regulering af arbejdsmarkedet, arbejdstagerrettigheder og social sikring. Fagbevægelsen er tillige en væsentlig spiller, idet organisering af arbejderne i den uformelle økonomi kan bidrage til formaliseringen. Det gælder om at stå sammen, hvis man vil ændre forholdene.
Efterfølgende har fagbevægelsen i flere lande startet dialog med deres regeringer om den konkrete implementering af anbefalingen.
Vækstens onde ånd
Den uformelle økonomi har vokset sig stor i takt med at arbejdsmarkeder er blevet afreguleret, idet adgangen til varer og services er blevet større i udviklingslandenes økonomier. Økonomisk vækst er afgørende for udviklingslandene, men den uformelle økonomi er den onde ånd, som følger med væksten – og ender med at true hele samfundet. Den uformelle økonomi skaber jobs, men når arbejdet ikke er ordentligt, usundt eller uden for regulering, er den med til at hindre udviklingen af sunde økonomiske og sociale strukturer. Anbefalingen, R204, handler derfor ikke kun om økonomi og vækst, men i lige så høj grad om inklusion og social retfærdighed.