Guldgravernes sikkerhed og arbejdsmiljø: På visit i underverdenen
At være guldminearbejder i de helt små og mindre miner rundt omkring i verden er som oftest et barsk højrisikojob, hvor realisterne med fornuften og indsigten i behold har de bedste overlevelseschancer. Kombinationen af farlige kemikalier og gasarter, lange og slidsomme arbejdsdage med mange tunge løft og træk, og til tider helt umulige arbejdsstillinger, er sjældent livstidsforlængende.
Klokken er seks morgen. Dalens modsatte bjergside skinner næsten helt sølvgrønt, da de første, spæde lysstråler annoncerer morgenlysets komme. Bydelen og lokalsamfundet Barangay Kias er for længst på stikkerne her langt oppe i den nordfilippinske bjergkæde i Benguet regionen. Langt hovedparten af barangayens indbyggere tilhører en minearbejderfamilie, og det er mere reglen end undtagelsen, at mere end ét familiemedlem arbejder i mineområdet – og det både kvinder og mænd, unge som gamle. Alle, som arbejder fast nede i mineområdet, er medlem af Benguet Federation of Small-Scale Miners, Incorporated.
Betonen har ”røde hunde”
Som små, blålige søjler stiger røgen i finurlige slangemønstre op fra de mange ovne og ildsteder og bliver til et tyndt diffust slør på den ferske morgenhimmel. Med dette sceneri på nethinden sætter jeg sammen med nogle minearbejdere kursen mod mineområdet længere nede ad bjerget. Første stop er et lille faldefærdigt hus i udkanten af byen, hvor der i et åbent vindue hænger små plastikposer med kalkpulver, nogle bestemte blade og bitre betelnødder. Mange af minearbejderne tygger disse nødder under arbejdet i minen. Ligesom minearbejdere i Bolivia tygger coca-blade, og minearbejdere i Etiopien tygger Khat. Betelnødden holder sulten på afstand, virker opkvikkende og giver ekstra udholdenhed nede i minegangene. Nødden tygges med blade og kalk for at få en bedre smag, men frem for alt for ikke at gøre maven for sur og oprørsk. Tygningen producere mundvand i store mængder, og der spyttes jævnligt: – store røde, indtørrede spytpletter dekorerer veje, fortove og gårdspladser. Det ser nærmest ud som om, den beton jeg står på udenfor huset, har fået røde hunde.
Den vej, som snart bliver til en smal, bugtet sti, fører os stejlt nedad, og vi skal ved hvert skridt passe på at fødderne ikke forsvinder under os og tyngdepunktet bringes i frit fald på det mudrede og glatte underlag. Der er grøn vegetation til alle sider med store nåletræer på vej ned til mineområdet. Det er på disse stier, minearbejderne transportere tunge sække med sten fra minen på størrelse med knyttede næver på deres rygge og skuldre.
Sikkerhedsdilemmaer
Visse steder nede i mineområdet ligner bjergsiden en schweizisk ost med myriader af mine ind- og udgange. De dele af de snævre minegangene, som fører gennem mere porøse dele af bjerget, har som regel afstivningsbjælker, men sammenstyrtninger forekommer alligevel fra tid til anden, og det kan være skæbnesvangert for de minearbejdere, som arbejder længere inde i bjerget. En af grundene til, at der ikke altid er nok afstivning er, at det er forbudt at fælde træerne i området, og tømret derfor er både dyrt og besværligt at få fat i. Og så er der naturligvis dem, som af uvidenhed eller griskhed sparer på afstivningen.
Det kan ikke udelukkes, at nogen af dem, som afstiver deres minegange, vælger at ignorere forbuddet mod træfældning, men jeg så ingen træstubbe i det område, jeg besøgte i december. Myndighedernes primære grund til at forbyde al træfældning hænger sammen med faren for de dødsensfarlige jord- og mudderskred, når det regner kraftigt i området.
For lidt over et år siden døde 15 minearbejdere ved et mudderskred i mineområdet. Da mudderlavinen ramte dalbunden rejste der sig en 30 meter høj bølge af mudder, sten og tømmer. Seks sovende gæsteminearbejdere blev overrasket og forsvandt med mudderstrømmen. Ni af de lokalkendte minearbejdere, som frivilligt er tilknyttet et redningsteam, hastede til ulykkesstedet for blot at blive overrasket af endnu et mudderskred – alle ni døde. 14 af de savnede blev senere fundet døde, mens én aldrig er fundet.
En af de fastboende minearbejdere Rudy Onos Cawa-Ing kommenterer ulykken, mens vi står og ser hen på stedet, hvor det hele skete.
“Det er næsten altid de tilrejsende lykkeriddere, som kommer galt af sted i mineområdet. De har ikke den erfaring, der skal til, for at kunne arbejde og begå sig sikkert i mineområdet, og de ignorerer jævnligt de forholdsregler, vi giver dem, når de ankommer”.
Minedrift kræver stor omtanke og er livsfarlig for dem, som sløser med sikkerheden. De ni fastboende fra redningsteamet befandt sig selv på sikker grund, men risikerede deres eget liv i forsøget på at redde menneskeliv, og de betalte den højeste pris. Ingen med lidt sund fornuft ville nogensinde overnatte, hvor de seks gæstearbejdere lå og sov. Tilmed havde de vist fået en del at drikke aftenen i forvejen, så de sov tungt og hørte intet, da ulykken indtraf.
Rudy fortæller, at den lokale mineassociation i Kias i tilfælde af dødsfald i mineområdet udbetaler en begravelseskompensation til enken eller enkemanden. Pengene tages fra en speciel fond, der er etableret for noget af det beløb, alle medlemmerne indbetaler solidarisk på månedsbasis.
På arbejde med døden som usynlig følgesvend
Jo længere jeg kommer ind i minen, desto mere trangt bliver der. Min sikkerhedshjelm støder adskillige gange ind i den lavloftede minegang, selv om jeg stærkt krumbøjet krabber mig frem det bedste, jeg har lært. Helt ude for enden af flere af gangene er der kun lige akkurat plads til at kravle frem på alle fire med hammer, mejsel og skærvsæk – ikke just et arbejde for dem med en smule hang til klaustrofobi.
I takt med, at jeg kommer længere og længere ind i minen stiger temperaturen og luftfugtigheden. Luften bliver tungere at indånde, mængden af ilt svinder. Et sted møder en ram lugt min næse, om det er en dosis af en farlig gasart, får jeg aldrig helt afklaret, men det er en kendsgerning, at forskellige gasarter er en risikofaktor, der vanskeliggør minebrydningen i det daglige.
De ildelugtende gasser kan være rigtig slemme, men det er de ”snigende”, giftige gasarter, som ikke kan duftes, der er de mest frygtet i minegangene. Lidt som bygassen i København i gamle dage, inden den blev tilsat et duftbart stof.
En lille måneds tid før mit besøg af denne minegang var der, fra en anden minegang og med kort mellemrum, blevet trukket to kolleger ud, døde af gasforgiftning. Alvoren er ikke til at tage fejl af, når snakken med minearbejderne strejfer dette emne.
Minegangene bugter sig op og ned og fra til side til side, fordi arbejderne forsøger at følge guldårene. Der brydes både guldmalm og den væsentlig mindre berigede sten. Både malm og andre sten puttes i sække som skærver og skubbes eller trækkes i små vogne ud til mine udgangen. I visse tilfælde hives skærvsækkene op nede fra dybet af lodrette mineskakter. Ude i det fri bæres de tunge sække med malmen frem til forarbejdningsstederne, mens skærverne fra de andre sten ofte dumpes i karakteristiske ‘affaldsdynger’. Guldet findes enten som frit eller bundet guld, cirka i forholdet 40 og 60 procent. Det frie guld opdeles i henholdsvis de grovkornede guldkorn, som kan ses i bjergarten med det blotte øje, og de guldkorn, man ikke umiddelbart kan se. For at fravriste malmen det rene guld anvendes der en lang række mekaniske såvel kemiske forarbejdningsprocesser.
Hårdt fysisk arbejdsmiljø
Guldminearbejderne lægger krop til en lang række fysiske belastninger i form af løft, træk og transport af tunge byrder og som oftest i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Derudover udsætter de sig selv for påvirkning af en lang række kemiske stoffer, det være sig i luftig, flydende og fast form.
De, som arbejder inde i de snævre, fugtige og varme minegange, hamrer og banker manuelt dagen lang, kun afløst af de tidspunkter, hvor de selv skal transportere al materialet i sække og vogne op og ud til jordens overflade. Arme, ben og ryg føles som tæsket flæsk efter sådan en dag, fortæller minearbejderne. Og så er der jo altid en ny dag i morgen.
I de mineområder, hvor kviksølv anvendes til udvinding af gulvet, er minearbejderne både udsat for kviksølvdampe, når det tilsættes, og i ekstrem grad når det i slutfasen brændes af for at stå tilbage med det rene guld. Kviksølv er det eksperterne kalder en langsom dræber, fordi det ophobes i kroppen og kun nedbrydes meget langsomt. Kviksølvforgiftninger påvirker blandt andet vores centralnervesystem, og kan i yderste konsekvens være dødelig.
ULS har været med til at finansiere en undervisningsfilm til minearbejderne med Tom Heinemann som producent og instruktør, hvor de lærer at bruge Borax i stedet for kviksølv. Vi har tidligere skrevet om kviksølv og Borax i artiklen
Kviksølv erstattes med rengøringsmiddel, læs den her:
Tom Heinemanns undervisningsfilm kan ses her:
Respekt
Arbejdsdage kan starte nede i minen så tidligt som klokken fire om morgenen og slutte hen under aften ved 20-tiden. Da en minearbejder for en uge siden lod sin mølle kører efter klokken otte om aftenen, fik han en meget bestemt henstilling om at stoppe, fordi dem som skulle tidlig op næste morgen ikke kunne falde i søvn for larmen.
ed rødt mudder på sko og bukser og med svedperler trillende ned over tindingerne hanker jeg op i min taske sidst på eftermiddagen. Lange skygger bliver nu kastet over det meste af slugten ovenfor mineområdet, men der er på ingen måde opbrudsstemning ved de andre mineindgange. De røde mundvige stopper tyggeriet et øjeblik og hilser venligt farvel, inden de mørke skikkelser igen forvinder ind i bjergsiden. I rask tempo går turen nu hjemover ad de smalle stier op gennem det stejle terræn. Mine lunger arbejder som forstørrede blæsebælge, og mælkesyren hamrer i benene. Tusmørket har lagt sig, da vi når udkanten af Kias, hvor det blege lys fra lygtepælene byder os velkommen tilbage.
Da vi drejer om hjørnet ved morgenens beteludsalg, føler jeg, at mit tilhørsforhold til dette fast sammentømrede minearbejdersamfund er vokset i løbet af dagen, så jeg tillader mig at spytte lige akurat der, hvor betonen har røde hunde. Mest af alt for at vise disse seje minearbejdere min respekt.