Guillermo har jagtet lykken i Costa Rica i 23 år

Af Eugenio Guerrero
10. januar 2014
Guillermo Aburto har ligesom tusindvis af andre nicaraguanere jagtet det gode liv i nabolandet Costa Rica. Indtil videre forgæves. Diskrimination, udnyttelse på arbejdspladsen og fattigdom er en del af hans og andre migrantarbejderes hverdag.

Tema om migrantarbejdere

Ulandsmagasinet sætter i det seneste nummer fokus på verdens rejsende underklasse, de millioner af migrantarbejderne, der arbejder i et andet land end deres eget. Ofte under elendige forhold.

Du kan læse hele magasinet online. Eller du kan bestille det - også som klassesæt - på mail@loftf.dk

De tusindvis af bliktage i den fattige bydel La Carpio i den nordvestlige udkant af Costa Ricas hovedstad San José er nærmest groet ind i landskabet.

Her bor godt 32.000 mennesker, klemt inde mellem Costa Ricas to mest forurenede floder Rio Virilla og Rio Torres mod syd og nord – og mod vest en åben, ildelugtende losseplads, der hver dag modtager 700.000 ton affald fra San José.

De første selvbyggede blikhuse skød op i 1993, og i dag er La Carpio et af de fattigste områder i det mellemamerikanske land. Her bor også landets største koncentration af nicaraguanske migrantarbejdere, som udgør omtrent halvdelen af beboerne.

En af dem er den 43-årige bygningsarbejder Guillermo Aburto, der i en alder af 20 år forlod familie i Nicaragua for at søge lykken syd for grænsen i Costa Rica.

Migrantarbejdere Nicaragua fagbevægelse
I løbet af de 23 år, Guillermo Aburto har arbejdet i Costa Rica, er forholdene for migrantarbejdere forværret, mener han. Foto: Alejandro Gonzáles Garita

Helvede i sukkerrørene

I dagevis vandrede Guillermo sammen med fire venner gennem regnskov og bjerge fra hjembyen Diriamba syd for Nicaraguas hovedstad Managua. På ottende dag nåede de bestemmelsesstedet, Boca Arenal de San Carlos i det nordlige Costa Rica.

Her fandt de fem venner arbejde i en sukkerrørsplantage. Med en arbejdsdag på over 12 timer, ekstremt lav løn og ydmygende arbejdsforhold.

”At arbejde der var som at være i helvede. For at skære sukkerrør skal der først sættes ild til plantagen, og så går arbejderne bag flammerne og skærer rørene med kniv for at forberede jorden til næste såning. Det var et helvede. Og der var vi i to år,” fortæller Guillermo.

 

Mere snyd i dag

Guillermo og hans venner søgte til Costa Ricas hovedstad San José i håb om bedre arbejdsforhold. Billedet ændrede sig nu ikke meget. Det nye arbejde i byggeriet i San José var lige så ringe lønnet som i sukkerrørene.

Med årene er forholdene endda blevet værre for migrantarbejderne, fortæller Guillermo:

”I dag snyder og udnytter man migrantarbejderne mere. Man hyrer ham for en måned ad gangen og fyrer ham, uden at han har ret til noget. Eller man betaler ham ikke hans løn og snyder ham for andre goder, han har ret til, også forsikring. Efterhånden er situationen meget kompliceret og miljøet meget forandret.”

I fire år arbejdede Guillermo for eksempel for et byggefirma, der holdt en del af hans løn tilbage på en opsparingskonto. Men firmaet gik konkurs, og så stod migrantarbejderne tilbage helt ubeskyttede. Guillermo så heller intet til de penge, han over fire år havde sparet op.

 

Bristede drømme

Efter 23 år i Costa Rica må Guillermo Aburto konstatere, at hans drømme måske aldrig bliver indfriet. Diskrimination, udnyttelse på arbejdspladsen og fattigdom er stadig en del af migrantarbejdernes hverdag.

I dag har Guillermo opholdstilladelse i Costa Rica, og for et par år siden blev han selvstændig for at forsøge at styre uden om dårlig behandling, elendig løn og ydmygelse. Det har dog ikke sikret ham og hans familie økonomisk stabilitet. I perioder har han været uden arbejde i to-tre måneder, og så har familien overlevet på hans kones indtægt. Flere gange er familien gået i seng klokken 5 om eftermiddagen – simpelthen fordi der ikke var penge til et måltid mad.

 

Læs også artiklen: Fagforening forbedrer vilkåren for migranter i Costa Rica

AddToAny

Share/Save