Fagbevægelsen i udviklingslandene

Samtidskunst i Guatemala

Af Juan B. Juárez, Guatemala
– Udforskning af identiteten

Som det er typisk for et kulturelt og flersproget land, der bærer tydelige spor af sin fortid som koloni, har Guatemalas kunst karakter af udforskning, opdagelse, skabelse og bekræftelse af egen identitet, midt blandt rodfæstede, historiske fordomme og i en kompleks og foranderlig verden.

Det gælder især den kunst, der begyndte at udvikle sig i det tyvende århundrede. Den er præget af udforskning eller refleksion, fordi denne identitet har været skjult, benægtet, marginaliseret og forvrænget siden kolonitidens begyndelse. Derfor er værkerne fra det seneste århundrede både en opdagelse og en positiv manifestation af det at være guatemalansk.

Friheden fra fordomme og undertrykkelse, som udtrykkes i kunsten, bidrager til at opbygge og styrke en ​​historisk bevidsthed omkring guatemalansk identitet. Guatemalansk kunst fra det tyvende århundrede har derfor ikke kun fungeret som en afspejling af sociale forhold og udtryk for eksistentielle tilstande gennem æstetiske virkemidler, men som en måde at forstå og tilegne sig virkeligheden.

 

Hundrede års udforskning

Den udtryksfulde mangfoldighed, som man kan finde i den guatemalanske kunst i dag, afspejler Guatemalas ​​oprindelige kulturer, de spanskprægede kulturer samt forskellige økonomiske, sociale og politiske forhold, som har præget landets historiske udvikling. Det er også resultatet af mere end et århundredes kunstnerisk udforskning, konstruktion og konsolidering af en national identitet, som altid vil være  modstridende og konfliktfuld.

Denne ulige udvikling, som er tydelig i dagens samfundsstruktur, betyder, at forskellige lokale kunstneriske udtryk sameksisterer; alle med samme udtryksfulde tilstrækkelighed og samme æstetiske gyldighed.

I alle disse forskellige kunstneriske stilarter, der svarer til forskellige stadier i kunsthistorien, dyrkes landskabet, socialrealismen og den konceptuelle kunst med samme passion. Derfor arbejder moderne kunstnere nu på lige fod med de traditionelle kunstnere, som har fokus på den lokale kultur, i at bruge innovativ teknologi til at skabe konceptelle udtryk, som er mere lydhøre over for effekterne af global kultur.

 

Naturen som inspiration

Som eksempel udfylder landskabet stadig en social og historisk funktion i den kunsteriske konstruktion og anderkendelse af den guatemalanske identitet.

På trods af den marginalisering og foragt over for Guatemalas oprindelige folk, som kendetegnede de herskende klasser i 1930’erne, var især Humberto Garavito, José Luis Alvarez og Jaime Arimani – på trods af, at de fulgte retningslinjerne og konventionerne inden for europæisk impresionisme og neo-impresionisme – nogle af de første til at ‘opdage’, hvordan naturen og den lokale kultur kunne være en uudtømmelig kilde til kunsterisk inspiration.

Denne opdagelse påvirkede den kunsteriske udvikling og lagde grundstenen for moderne kunst i Guatemala, som vi kender den idag.

 

De oprindelige rødder

Den intellektuelle og kunstneriske reflektering omkring den guatemalanske identitet satte gang i genoprettelsen af rødderne til de oprindelige folk i den guatemalanske kunst.

Således taler man om en sammensmeltning af etniciteter og kulturer, der er indgroet i den myte-historiske, guatemalanske identitet, som er en del af kulturen i et nyt land på vej mod fremskridt og modernitet.

Denne opfattelse af den guatemalanske identitet, kultur og nationale historie blev fuldt accepteret af politikere og progressive intellektuelle i 40'erne og 50'erne. Og den blev udtrykt med festlig begejstring af moderne kunstnere i den revolutionære æra (1944-1953) gennem kalkmalerier placeret på offentlige og symbolske steder.

Selvfølgelig havde denne opfattelse af den guatemalanske identitet været en del af det kulturelle miljø siden 30'erne. Og den var temaet for Alfredo Gelvez Suarez’ vægmalerier i det nationale palads, bygget under Jorge Ubicos diktatur (1930-1944). Dog er disse vægmalerier udtryk for en bestemt kunstners romantiske vision.

 

Kunst skaber identitet

Fra åbningen af bevidstheden omkring den guatemalanske identitet, hvilket i det tidlige tyvende århundrede betød landskabsmalerier og fortolkning af hverdagslivet, kan man følge udviklingen af den moderne maya-kunst, som siden har opnået en smertelig rolle i konstruktionen af den guatemalanske identitet.

En rolle som begyndte og udlevedes igennem ‘naive’ malerier som hos Andrés Curruchiche, hvilket senere udvikledes til en slags kunstnermæssig dokumentation og vidnesbyrd over den sidste fase af borgerkrigen (1960-1996) som hos Joseh Colaj.

Nutidige maya-kunstnere bruger maya-kulturens konceptuelle sprog på korrekt og flydende vis til at udtrykke deres individuelle og kollektive forhåbninger i den globale og højteknologiske kultur, såsom brødrene Angel og Fernando Poyon fra San Juan Comalapa.

 

Et komplet amerikansk maleri

Landskabsmalerierne og den kunstneriske fortolkning af hverdagslivet muliggjorde både et objektivt syn på landets kulturelle mangfoldighed og et kritisk syn på den sociale og politiske virkelighed. Men det var en anden kunsterisk tendens, der påtog sig at udforske realismen.

Den abstrakte kunst, med rødder i Europa, fik i Latinamerika og især i Guatemala en lyrisk-poetisk karakter, som gav liv til enkle, formelle, matematiske spekulationer. På dette tidspunkt i den guatemalanske kunsthistorie blev udtryk og opdagelser, som kendetegnede Carlos Méridas arbejde (1891-1983) årtier tidligere, fuldt inkorporeret i kunsternes arbejde for at fuldføre projektet om at lave et komplet amerikansk maleri.

Det skulle være et legitimt udtryk for den nutidige, oprindelige befolknings kulturelle essens, som på en eller anden vis skulle holde deres traditioner og historiske bevidsthed ved live i en kontekst af universel kunst.

Méridas kunst blev først formet efter to lange ophold i Europa under den hektiske og frugtbare kunsteriske atmosfære i 20’erne, hvor han var i kontakt med datidens mest betydningsfulde kunstnere, som alle kæmpede for en radikal ændring af de traditionelle opfattelser af kunst.

 

Rødder i den oprindelige kultur

I dette miljø udviklede Mérida ikke kun sit kendskab til teknik, koncepter og kunstneriske tendenser i den store verden. Hans udvikling var også afgørende mere personlig i forhold til hans spirituelle liv og til de oprindelige folk, som var en del af det miljø, han var vokset op i, og som på en eller anden måde havde formet hans indre og følsomhed som kunstner og menneske.

Carlos Mérida bosatte sig i Mexico i 1939 og udviklede sin kunst som en streng proces for at skabe og udvikle måder til legitimt at genopbygge og udtrykke sin indre verden med unægtelige rødder i de oprindelige folks kultur.

Med dette klare formål førte hans arbejde inden for geometrisk abstraktion til et intenst, delikat og præcist poetisk sprog, som giver vitalitet og energi til de lineære former og får geometrien til at danse i en levende farve, der kommer fra kunstnerens eget indre. Det er åbentlyst, at dette poetiske sprog baseret på geometrisk abstraktion og farveintensitet kommer fra tekstil, keramik, markederne, landbruget, de kulturelle og sociale skikke sammen med naturen, der omgiver de oprindelige folk i Guatemala.

 

Den revolutionære periode

Det var kunstnerne under den revolutionære periode (1944-1954), der sammensmeltede realismen fra landskabskunsten med lyrikken i Carlos Méridas geometriske abstraktioner.

Det vil sige at integrere et objektivt billede af virkeligheden med et personligt engagement i dennes kunstneriske rekreation. En kunsterrisk integration, der burde afspejle den sociale og det enkelte menneskes mangfoldighed, som blev efterstræbt af de revolutionære regeringer i deres sociale, økonomiske og kulturelle programmer.

Noget, som dog blev fanget to årtier senere af muralisterne Roberto González Goyri, Dagoberto Vásquez og Guillermo Grajeda Mena.

Ud af kunstnernes naive og optimistiske holdning i denne periode opstod en opløftende, civil kunst,  der kom til udtryk i ophøjelsen af hovedpersonerne i den revolutionære forandring igennem forskellige monumenter: Bonden, arbejderen, bygningskonstruktøren... Men mest af alt i kalkmalerierne i de offentlige bygninger, der udgør hovedstaden Guatemala Citys civile hovedsæde, som bidrager til den klare, moderne, arkitektoniske og urbane stil, der poetisk fremkalder en gammel maya-by.

En kunstform, som ledte til arkitekten Efraín Recinos design af det nationale teater, et design, der lukker en periode præget af en plastisk integration af arkitektur, malerier og skulpturer.

 

Socialkritisk kunst

Samtidig med den civile kunst opstod også en socialkritisk kunst, som mest af alt udtrykte sig gennem indgraveringer, som i denne periode ikke altid kunne omgå tidens ideologiske forudindtagethed. Dog tjente den socialkritiske kunst som grundlag for den store dokumentariske kunst, der opstod i slutningen af 60’erne, i de tidligere år af borgerkrigen.

Lidt overskygget af de store temaer i vægmalerierne og den kritiske realisme under den revolutionære periode udviklede Arturo Martínez et mere intimt værk, centreret om et interiør, der ekkoer de små ting, som udgør det daglige liv i provinsbyer og byernes forstæder.

Med sin sensitivitet til den følelsesmæssige intensitet af børns spil og fantasi til at genskabe en verden, der organiseres og udtrykkes igennem betydninger og værdier, indførte hans maleri et grafisk og billedligt sprog i stand til at udtrykke en nøjagtig og følsom subjektivitet og et poetisk udtryk med stor intentistet.

Det er roden til, hvad der senere udviklede sig til magisk realisme i hele Latinamerika.

 

Vold og terror

Al utopisk optimisme og ideologisk naivitet, som de unge kunstnere besad i 40'erne og 50'erne, blev udskiftet med skuffelse og bitterhed af næste generations kunstnere (1960), da de blev vidne til afviklingen af ​​resultaterne af den revolutionære periode og ofre for politisk undertrykkelse af den militære regering.   

Det var et klima af vold og terror, som bebudede borgerkrigen i 60'erne, hvis bakterier blev fundet og fremmet af den kolde krig. Kunsten fra denne periode var centreret om dokumentation af den ​​blodige vold, som blev brugt til at forfølge ledere af fagforeninger og studenterorganisationer.

Det var et maleri af grynet realisme, der dokumenterede tortur, drab, bortførelser og forsvindinger af modstanderne af det militære styre. Ved hjælp af disse forfølgelser skabte styret en atmosfære af terror, der i sidste ende forvred opfattelsen af ​​den sociale og individuelle virkelighed i hele befolkningen.

Det var en modig kunst, som kom på et særdeles kritisk tidspunkt i den guatemalanske historie, og som bredte sig i slutningen af ​​60'erne fra kunstnere i Vertebra-gruppen, men forblev i etikken og æstetikken i efterfølgende generationer af kunstnere indtil midten af ​​80'erne.

 

Ideologisk polarisering

Mens kunsten står vidne til den sociale kritik og politiske protester i løbet af 60'erne og 70'erne, fortsatte den geometriske abstraktion med at udvikle sig i kunstnere som Luis Diaz, Joyce og Margot Fanjul. De søgte at udvikle en rationel og konstruktiv kunst, der på samme tidspunkt var en slags opdatering af den gamle præcolumbianske arkitektur. Eller rettere sagt: Forsøgte at give de geometriske former og den moderne kunsts ​​materialer et fundament i den ældre og ærværdige lokale tradition.   

 

Der opstod et overløb i det æstetiske felt blandt forskellige grupper af kunstnere. Realismens kunstnere og kritikerne i Vertebra-gruppen dyrkede en ny form for figuration og søgte igennem deres værker at influere den politiske udvikling. De abstrakte-geometriske kunstnere søgte, i det mindste i teorien, at skabe en kunst, der var politisk neutral, men i praksis ikke kunne undgå en vis bitterhed i dens udtryk.

I virkeligheden var dette overløb en afspejlning af den ideologiske polarisering, som stammede fra både den kolde krig og borgerkrigen. En farlig og dødelig polarisering, som karakteriserede det guatemalanske samfund, også efter Sovjetunionens fald og underskrivelsen af fredsaftalen i 1996, og som paralyserede den kunstneriske udvikling. I flere årtier forblev kunstnerne som hypnotiserede grundet krigens forfærdelige virkelighed, som de reagerede på på forskellige måder.

 

Ironi og dobbelte betydninger

I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne var borgerkrigen på sit højeste. Det undertrykkende statsapparat indførte terror som en statslig politik, og militære efterretninger spredte beskrivelsen af formodede fjender til alle sektorer af civilbefolkningen og forfulgte ondskabsfuldt  enhver borger, som var mistænkt for at have forskellige ideer end dem, der bevarede status quo.

I dette miljø af vold, mistænksomhed, frygt, anklager og magtmisbrug måtte kunstens sprog undvære de barske udtryk for vidnesbyrd og for indlysende og direkte beskyldninger, som havde kendetegnet kunstnere det foregående årti.

Unge kunstnere som William Erwin, Rolando Ixquiac Xicará, Arnoldo Ramirez Amaya og Moses og Cesar Barrios, brugte i disse år ironi, dobbelte betydninger og poetiske finesser til at udtrykke deres stigende harme. Fordømme krigens grusomheder og det militære styres overgreb og udskejelser i et grafisk og næsten litterært sprog.

I denne sammenhæng var krigens virkelighed og konsekvenser formentlig med til at skabe kunstens temaer – og tvang kunstnerne til at vedtage en holdning, der nødvendigvis var mere politisk end æstetisk. 

Dog forsøgte nogle kunstnere såsom Magda Zipacná Leon og Eunice Sanchez at flygte fra denne tendens pålagt af historiske omstændigheder ved at udvikle temaer tættere på den populistiske kultur. I Magda Zipacnás Leons tilfælde omhandlede det mere intime og personlige spørgsmål, mens det i Eunice Sanchez’ tilfælde var uden de ‘store spørgsmål’, udtrykt uden højtidelighed i et lige så grafisk og poetisk, men mere frit sprog.

 

Den undersøgende tråd

Ved at vende krigens temaer ryggen blev den undersøgende tråd i den kunstneriske tradition genoplivet med fuld opmærksomhed fra de kunstnere, der opstod i midten af ​​80'erne – især Adam Aguilar, Dolores Castellanos, Jorge Felix, Juan Francisco Byggeår og Guillermo Maldonado.

Adam Aguilar udfører en systematisk fordybelse i de præcolumbianske kulturer, kolonitiden (1523-1821) og den tropiske natur, der ligger til grund for et tæt og strålende billedsprog, der artikulerer mættende beskrivelser og fortællinger fulde af tilstedeværelse og varslinger.

Castellanos skulpturer har charme og magi, Jorge Félix’ intuitive geometri dekrypterer urbane labyrinter, mens Maldonado og Yoc genvinder den adrætte kritik og frække humor tabt i socialrealismen. Den blev nu til hverdagskost og et effektiv tegn på et venstreorienteret, ideologisk tilhørsforhold.

Yoc og Maldonado baserer faktisk deres kritiske og kreative arbejde på livserfaringer med udsatte og ekstreme situationer, snarere end arvet ideologi. Yoc som rodløs maya i en voldelig og diskriminerende by og Maldonado som en ung uden eget valg midt i et polariseret samfund.

I disse år opstod desuden et kunstmarked, som lovede de unge en mulighed for at leve af deres kunst, selv om de udsatte den for at blive dikteret af et publikum, der ikke havde nogen interesse i emner eller kritiske intentioner.

 

Fredsaftalens konsekvenser

I 90’erne blev kunstscenen indtaget af en generation, der ikke havde kendt andet end krigens virkelighed og dens komplicerede afledninger. Denne generation inkarnerede den revolutionære desillusion, udmattet efter tre lange årtiers frugtløs borgerkrig, med forvirrende holdninger, som er et tegn på, at den interne konflikt har mistet sin betydning – hvilket i øvrigt betyder en tomhed, der ikke kun er ideologisk, men også eksistentiel, som det blev udtrykt med rystende klarhed af kunstneren Francisco Auyón.   

Underskrivelsen af ​​fredsaftalen i 1996 ændrede den sociale atmosfære fra at være inficeret med vold og frustration til at være optimistisk og forsonende. Det er uden tvivl Mauro López, der bedst illustrerer denne overgang til en nye kunstneriske udtryk og håbefulde tegn.

Fredsaftalen og optimismen i det guatemalanske samfund var begyndelsen til ​​forskellige politiske, sociale, økonomiske og kulturelle processer. Inden for det kunstneriske og kulturelle felt gjorde fredsaftalerne det muligt at overvinde den ideologiske polarisering, der herskede under krigen. Det betød en forsinkelse i teknikker og resultater, som allerede influerede verden; en kvælende isolation for kunstnere og intelektuelle. Så istedet for at reflektere over konsekvenserne af krigen (som Joseph Colaj gjorde som undtagelse), søgte kunstnerne hellere at blive opdateret i forhold til former for skabelse og aktuelle udtryk i det enogtyvende århundrede, mærket af globaliseringen af ​​markederne og fremskridt inden for kommunikationsteknologi.

 

Nye kunstneriske muligheder

Fotografering, biografen og de forskellige former for konceptuel kunst og performance art betød en masse nye kunstneriske muligheder. Og midt blandt disse nyheder, som internettet åbner i en globaliseret verden, og de skiftende måder at tænke og handle på, der følger med, genvandt den guatemalanske kunst sin udforskende og konstruktive vej i den kulturelle identitet. Denne gang i en langt mere invasiv og hurtig verden, hvor billedet og ikke ordet spiller en central rolle i befrielsen eller fremmedgørelsen af tanker og det at være.    

I denne sammenhæng af teknisk raffinement, som for eksempel fotograf og filmmager Verónica Riedel fanger i sine portrætter af maya-kvinder med autentiske, indianske tekstiler, er det en væsentlig kendsgerning, der understreger og bekræfter den udforskende og festlige karakter af hendes kreative arbejde med billeder. De indeholder sande aspekter af virkeligheden, som modstår strømmen af fortyndet ligegyldighed.

Heller ikke Elena Garcés kan – trods sin krævende professionelle designuddannelse i udlandet – undgå at indarbejde den farverige, lokale kultur i sine dynamiske og rytmiske, abstrakte kompositioner, hvilket viser en dyb tilknytning til traditionen. Og mere specifikt i maleren og arkitekten Marlov Barrios arbejde, som baserer sit undersøgende arbejde på en akklimatisering af den europæiske kunsteriske tradition til det frodige og modstridende ekspressive behov i den lokale kultur.

 

Konsekvente svar på virkeligheden

Værkerne  af de fem guatemalanske kunstnere, som udstilles i Danmark, har en afgørende betydning i deres oprindelige kontekst. Det er ikke værker skabt af forestillinger eller kunstnernes kreative fantasi, men konsekvente svar på de virkelige forhold i Guatemala. Og det kreative er lokaliseret mere i, hvad værkerne foreslår, end hvad de forestiller.

Med det udgangspunkt foreslår værkerne, at der kan etableres en dialog, hvis muligheder ikke kun begrænser sig til den lokale kultur: Den kan indgå i enhver kulturel sammenhæng, hvor det gode vil sejre.

AddToAny

Share/Save