Fortsæt den sociale dialog i Bangladesh

Af Ulandssekretariatet
De fængslede tekstilarbejdere i Bangladesh er blevet løsladt. Sagen viser nødvendigheden af social dialog – også for andre end tekstilarbejderne.

På februars sidste dag blev størstedelen af de 34 fængslede fagforeningsfolk og arbejdere i Bangladesh’ tekstilindustri løsladt.

Det skete efter forhandlinger mellem fagbevægelsen, arbejdsgiverne i tekstilbranchen og Bangladesh’ arbejdsministerium. Resten af arbejderne forventes løsladt snart.

Fagforeningsfolkene blev anholdt efter demonstrationer for højere minimumsløn og mod massefyringer. Som Ulandssekretariatet skrev i sidste uge, var sagen en indskrænkning af fagbevægelsens råderum og en trussel mod den sociale dialog. Den danske fagbevægelse donerede i samme forbindelse et beløb til de fængslede, så de kunne købe mad.

Der er al mulig grund til at glæde sig over, at regering, fagbevægelse og arbejdsgivere har kunnet sætte sig sammen om bordet og løse en konflikt, som nøgternt set er en faglig konflikt, der er blevet kvalt med overdreven magtanvendelse.

Som vicedirektør Sultan Syed Ahmmed for Ulandssekretariatets partner i Bangladesh, BILS (Bangladesh Institute of Labour Studies) har skrevet i et indlæg i dagbladet Daily Star, er social dialog – og heraf følgende højere produktivitet, mere kvalificeret arbejdskraft og fred på arbejdsmarkedet – nødvendig for Bangladesh’ økonomiske og sociale udvikling.

BILS arbejder nu på at yde de løsladte arbejdere juridisk hjælp. Andre aktører har foreslået, at arbejderne deltager i en konference, hvor de kan fremsige deres klagepunkter over for de internationale tøjmærker, som tøjfabrikkerne syr for. Det er med til at rette blikket mod den komplekse problemstilling, som værdikædeansvar er – altså spørgsmålet om, hvor ansvaret for forsvarlige arbejdsforhold ligger, men man må ikke glemme de grundlæggende årsager, som BILS og de fagforeninger, som står bag, påpeger.

Det gælder om at arbejde endnu hårdere på social dialog på arbejdsmarkedet. I forvejen gør flere af de internationale mærker en del for at sikre arbejderne efter Rana Plaza, men de opererer også i en lokal kontekst. Og man skal ikke være så naiv at tro, at tøjmærkerne ikke på tidspunkt flytter produktionen til et andet land, hvor lønninger og arbejdsforhold er ringere.

Derfor handler det om mere end det blotte værdikædeansvar og tekstilindustrien, nemlig de generelle forhold på arbejdsmarkedet i Bangladesh. Det gælder især de millioner af arbejdere i den uformelle økonomi – som indtil videre ikke er særligt godt dækket ind af regeringens indsatser, herunder arbejdsmarkedslovgivningen. Det nytter ikke at tekstilindustrien ender med de reneste rene hænder i Bangladesh, hvis resten af arbejdsmarkedet ikke kommer med. Derfor bør rammebetingelser og strukturelle ændringer prioriteres såvel i Bangladesh som i andre udviklingslande.

AddToAny

Share/Save