Fagforeninger presses i Jordan
“Vi er ved at forhandle med virksomhedens ledelse i forsøg på at indgå en ny kollektiv overenskomst. Men ledelsen forsøger at svække fagforeningen. For eksempel er det i fremtiden ikke længere muligt for nye medarbejdere at være fagforeningsmedlemmer,” siger Alaa’ Zohair Abdullah.
Elektrikerne Alaa’ Zohair Abdullah har i 17 år været medlem af el-arbejdernes fagforening i Jordan (General Trade Union for Electricity Workers, som dækker flere faggrupper i el-sektoren). Hans arbejde foregår ofte i 9-12 meters højde, tæt på dødbringende højspænding. For ikke så lang tid siden blev to af hans kolleger brændt ihjel på en transformerstation. De fik 1000 Ampere gennem sig.
Fagforbundet kæmper for bedre sikkerhed – og skaffer overenskomster i hus.
”Sidst fik vores fagforening forhandlet en udmærket overenskomst hjem, som løb i to år til april 2016. Vi fik blandt andet en lønstigning, kompensation for de høje priser og en social sikringsfond. Fagforeningen har altid været bindeled mellem virksomheden og arbejderne.”
Mellemhandlere
Men det kan være slut nu, for virksomheden NEPCO (National Electric Power Company) presser det faglige fællesskab med mellemhandlere. Abdullah forklarer, at el-arbejdernes arbejde i fremtiden vil blive givet til entreprenører udefra. Det vil sige, at de nyansatte ikke er medlemmer af fagforeningen og heller ikke dækket af den overenskomst, som Alaa’ Zohair Abdullah og andre nuværende ansatte er på.
Jordans hovedorganisation GFJTU (General Federation of Jordanian Trade Unions) arbejder, støttet af Ulandssekretariatet, på at skabe større opmærksomhed om arbejdernes rettigheder – for eksempel retten til at forhandle overenskomster. Et andet vigtigt område er social dialog, altså at skabe forståelse mellem arbejdsgivere og arbejdstagere, så de kan arbejde ud fra deres fælles interesser.
Usikkert arbejdsmiljø
Vigtigheden af at være medlem af en fagforening kommer tydeligt til udtryk i Alaa’ Zohair Abdullahs beskrivelse af nogle af de vigtige krav, som fagforeningen har fået forhandlet med ledelsen:
”Det stod meget mere grelt til for nogle år siden, men vi forhandlede os til blandt andet højere løn og bedre sikkerhedsudstyr.”
Arbejdspladsen døjer stadig med farlige arbejdsforhold og jævnlige dødsulykker. Med en svækket fagforening kommer de ansatte derfor stadig til at lide under dårlige arbejdsforhold – og det er meget problematisk i en så farlig branche som elektricitetsbranchen.
Skæv sikkerhed
Alaa’ Zohair Abdullah har arbejdet i samme elektricitetsfirma i 17 år, men har kun haft ét arbejdsmiljøkursus. Arbejdspladsen er alt for farlig, og der forekommer ofte dødsulykker eller ulykker der fører til permanente handicaps for arbejderne. Han forklarer, at nye arbejdere ikke får tilbudt oplæring i benyttelse af nyt sikkerhedsudstyr, og at det er en af de væsentligste årsager til ulykker.
Desuden er overenskomsten skævt fordelt i forhold til, hvor ulykkerne forekommer:
“Sammenlignet med ingeniører modtager teknikere langt mindre i erstatning for arbejdsulykker på trods af, at teknikerne er til stede der hvor ulykkerne sker, hvorimod ingeniørerne højst sandsynligt ikke er,” påpeger Alaa’ Zohair Abdullah.