Fagbevægelsen slår dørene op for kvinder og unge

Af Jacob Rosdahl & Sami Saidana, Ulandssekretariatet
2. februar 2017
Den tunesiske fagbevægelse vil have unge og kvinder længere frem i ledelsen. På kongressen i januar 2017 blev der taget nye skridt på en lang vej
En drøm er blevet til virkelighed, siger Nadra Zegab. Foto: Sami Saidana

Den tunesiske hovedorganisation UGTT (Union Générale Tunisienne du Travail) vil give kvinder og unge en stærkere stemme – især på ledelsesposterne. Årsagen er, at ældre mænd er overrepræsenteret i ledelsen af fagbevægelsen – på trods af at kvinder udgør halvdelen af medlemmerne, og at Tunesien har en befolkning med en kæmpe andel af unge.

Processen med at give unge og kvinder større indflydelse blev sat i gang for fem år siden, og nu har UGTT (i januar 2017) afsluttet sin kongres, hvor linjerne blev lagt for den større indflydelse. Døren blev sat på klem for fem år siden, og nu er den slået op, selv om der er lang vej igen til et decideret generations- og kønsskifte. Een kvinde, Naima Hammami, blev valgt ind blandt de øvrige 12 medlemmer i UGTT’s hovedbestyrelse. Og efter tunesiske forhold er det et skridt i den rigtige retning.

Optimistisk

Det bekræfter Nadra Zegab, som er 26 år, kvinde og generalsekretær i elektricitetssektoren. Hun er optimistisk med hensyn til større repræsentation af kvinder de næste fem år:

”Vi skal kæmpe videre. At der er blevet valgt en kvinde ind i hovedbestyrelsen var før kun en drøm for os kvinder. Nu er det virkelighed – at der er en kvinde med i det øverste beslutningsled. Hun er en rollemodel,” siger hun.

Dog var der under UGTT’s kongres grupper af kvindelige aktivister, som demonstrerede for støtte til flere kvinder i UGTT’s hovedbestyrelse. De bar bannere med slagord som ”Fælles om kamp, fælles om beslutning”. Og ifølge Nadra Zegab er der foreløbig tale om en ulige kamp, før mænd og kvinder er lige i fagbevægelsen:

”Kvinder møder mange forhindringer, fordi mænd dominerer. For os kvinder kræver det en hårdere kamp at vise, at vi har samme evner som mænd og står side om side,” siger hun.

Kvinder demonstrerer for fælles kamp i UGTT'. I midten det nye medlem af hovedbestyrelsen Naima Hammami. Foto: Sami Saidana

Der skal fokuseres mere på unge

Tunesiens unge – næsten en fjerdedel af befolkningen er under femten år – har massive problemer med at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og i fagbevægelsen er der også brug for større fokus på unge, fortæller den 35-årige Ali Waraq, som er vicegeneralsekretær i kommunikationssektoren.

”Vi må oprette særlige uddannelser for unge inden for fagbevægelsen for at klæde dem på til at få flere ledelsesposter. Selvfølgelig skal de unge vise kompetencer og evner, men der er brug for at uddanne dem i fagforeningsarbejde ud over det lokale niveau, for eksempel i forhold til social dialog,” siger han og tilføjer:

”Der kommer en dag, hvor vi vil se unge i hovedbestyrelsen.”

UGTT fik sidste års Nobels fredspris for, sammen med arbejdsgivere og civilsamfundsgrupper i den såkaldte dialogkvartet, at have presset på Tunesiens demokratiske og økonomiske udvikling gennem samarbejde og social dialog i det arabiske forår.

På kongressen gik den hidtidige generalsekretær Houcine Abassi af. Den ny er Noureddine Taboubi, som kommer fra landarbejdernes forbund.

UGTT - Union Générale Tunisienne du Travail – er Ulandssekretariatets samarbejdspartner i Tunesien. Samarbejdet begyndte i 2012 med fokus på at styrke social dialog og støtte UGTT i arbejdet for at blive en stærk, demokratisk aktør i landets reformprocesser.

AddToAny

Share/Save