Fagbevægelsen i udviklingslandene

En vigtig institution

Af Ulandssekretariatet
ILO er en unik trepartsinstitution i det globale samarbejde med betydning for arbejdere over hele verden

Hver juni holder ILO (International Labour Organization) sin årlige arbejdskonference (også kaldet ILC – International Labour Conference). Her mødes hundrede af delegerede og forhandler-teams fra arbejdsmarkedet og regeringer for at give det globale arbejdsmarked et årligt eftersyn, så at sige.

ILO er FN’s arbejdsorganisation – og i øvrigt fra 1919. Den er altså ældre end FN, men var i sin tid – efter Første Verdenskrig – underlagt FN’s forløber, Folkeforbundet. De fleste FN-institutioner er regeringsbårne i og med, at de i princippet styres af regeringerne. Men ikke ILO. Organisationen har en unik sammensætning af tre parter: regeringer, fagbevægelse og arbejdsgivere.

Det lyder måske tørt, men netop arbejdskonferencen er uhyre vigtig, idet udkommet er konventioner og anbefalinger, som verdens lande tilslutter sig og forpligter sig på. Det kan for eksempel være konventionerne mod børne-arbejde eller slaveri.

Styrken er, at ILO er en organisation med tre parter, og det betyder, at man forhandler sig frem til enighed og forpligtende tilslutning hele vejen rundt mellem arbejdsmarkedets parter og landene. ILO har ingen muligheder for sanktioner, hvis landene ikke lever op til de konventioner, de har ratificeret. Dog, under arbejdskonferencen bliver enkelte regeringer faktisk ringet op og bedt om at forklare brud på konventioner, som de har underskrevet.

Det lyder måske lidt tamt, men disse ”kammeratlige samtaler” har som sagt sit udspring i de tre parters forståelse af arbejdsmarkedet og reguleringen heraf. I et globalt – og stærkt globaliseret – arbejdsmarked har det betydning for det enkelte lands økonomi, hvorledes arbejdsmarkedet bliver opfattet af fagbevægelsen og virksomhederne. Det understreges af, at ILO foruden indsatsen for anstændigt arbejde betragter social dialog som et af de vigtigste redskaber til et fredeligt og stabilt arbejdsmarked. Sagt på en anden måde: Et stabilt arbejdsmarked er forudsætningen for produktivitet, vækst og beskæftigelse.

Det særlige ved ILO er, at det er dem, der sidder med viden og ansvaret, som tegner organisationen. Det betyder, at der hele vejen rundt er nikket ja til en anbefaling som Nummer 71 (beskæftigelse i overgangen fra krig til fred). Med anbefalingen i hånden kan fagbevægelsen og arbejdsgiverne i de enkelte lande – for eksempel de lande, hvori Ulandssekretariatet arbejder – lægge pres på regeringerne om at oprette nationale kommissioner og råd og udvikle politikker for arbejdsmarkedet og de sociale systemer.

ILO er altså et forum for forhandlinger, som bidrager til den økonomiske udvikling i lande, som på den måde kan spare sig selv for opslidende arbejdskampe.