Egyptens tidligere arbejdsminister: Uden frivillig enhed er den nye fagbevægelse fortabt

Af Eva Plesner

 

Den 7. marts sidste år blev Ahmed Hassan el-Borai den første arbejdsminister i det ”nye” Egypten efter tidligere præsident Hosni Mubaraks fald. Han fik kun ni måneder på posten, for efter flere ugers blodige uroligheder foran Ministerrådet og parlament indgav hele den daværende regering sin afskedsbegæring.

Til trods for sin korte tid som minister nåede Ahmed Borai at iværksætte en række markante ændringer. Han er juraprofessor ved Cairo Universitet og har i årevis været kendt som fortaler for pluralisme i fagbevægelsen, og en af hans første gerninger i det nye embede var at lovliggøre de nye, uafhængige fagforeninger, der var blevet etableret uden for den forhadte, statskontrollerede landsorganisation, ETUF.

Ifølge den såkaldte ”Lov nr. 35” skal alle landets fagforeninger høre under ETUF. Men Borai argumenterede med, at Egypten har ratificeret en række ILO-konventioner, som bl.a. garanterer fri organisationsret, og at disse konventioner står over lov nr. 35.

Hans næste tiltag var at stoppe det årlige statstilskud til ETUF på 75 mio. kroner. Og i august fyrede han samtlige 24 medlemmer ETUF’s ledelse og erstattede dem med en bredt sammensat, provisorisk ledelse bestående af bl.a. eksperter og folk fra den nye, uafhængige fagbevægelse.

I løbet af el-Borais tid som minister eksploderede antallet af nye, uafhængige fagforeninger, og med udgangen af januar var der registreret og godkendt 540 i arbejdsministeriet. Dertil kommer 138 nye, uafhængige landsforbund.

En ny, uafhængig landsorganisation, EFITU, holdt sin første kongres i januar i år, og endnu en uafhængig landsorganisation i støbeskeen. Og endelig er der den gamle landsorganisation, ETUF, som er under renovering.

Men står det til Ahmed Borai, bør de alle slutte sig sammen i én, fælles landsorganisation:

”Det er altafgørende, at de finder en måde, hvorpå de frivilligt kan slå sig sammen, uanset deres forskelligheder. En samlet fagbevægelse er en stærk fagbevægelse, og det er afgørende ved forhandlingsbordet og ved indgåelse af kollektive overenskomster.”

Men i andre lande har man flere landsorganisationer, uden at det svækker arbejderbevægelsen. Hvorfor mener du ikke, at den model duer i Egypten ?

”Situationen i Egypten er helt, helt anderledes end i eksempelvis Danmark. I Egypten er vi reelt først lige begyndt at etablere en fagbevægelse. Vi har ingen erfaring, vi er på helt bar bund. Særligt når det gælder træning og uddannelse, er der meget lang vej igen. Vi har brug for et helt nyt system for uddannelse af arbejdere, før fagbevægelsen for alvor bliver effektiv. Derfor er det tvingende nødvendigt, at hele arbejderbevægelsen står samlet og stærk.”

Men lige nu ser det ud som om, at fremtidens fagbevægelse kommer til at bestå af tre landsorganisationer: De to nye uafhængige, og ETUF. Hvad er konsekvenserne, hvis det bliver sådan?

”Jeg tror, at der højst kan blive tale om to landsorganisationer. De to nye, uafhængige vil slå sig sammen til én, under EFITU. Det er min faste overbevisning.

Og hvad vil konsekvenserne være af to landsorganisationer?

”Hvis de vælger at konkurrere og bekrige hinanden, er fagbevægelsen fortabt. Det vil svække den fatalt. Begge parter er allerede godt i gang med at involvere sig med diverse politiske grupperinger og partier. Men de må forstå, at de arbejder for arbejdernes interesser, og hvis de involverer sig med politiske partier eller kræfter, er de fortabt.”

Realistisk set, hvordan vurderer du chancerne for, at de finder ud af at gå sammen?

”Jeg kan ikke tvinge nogen til noget. Men nu, da jeg ikke længere er minister, kan jeg involvere mig aktivt og forsøge at påvirke. Og det gør jeg. Og i dag er der lydhørhed fra begge sider om, at man skal have to separate landsorganisationer – ETUF og en uafhængig landsorganisation - men at de begge underlægger sig en fælles, overordnet myndighed.”

Der er stadig stærke kræfter i ETUF, der kæmper for at få ”de gode gamle dage” tilbage, da de havde monopol på hele fagbevægelsen. Vil de ikke blokere for et samarbejde med de nye, uafhængige landsorganisationer?

”De gode gamle dage” er forbi. De vil ikke få held til at komme igennem med deres projekt. Jeg er sikker på, at med tiden vil ETUF og de uafhængige fagbevægelse finde sammen om en løsning. De er nødt til at acceptere situationen. Og når arbejdsgivernes organisationer ligeledes med tiden forandrer sig og bliver stærkere, vil det være med til at afbalancere relationen mellem ETUF og den uafhængige fagbevægelse.”

Hvad er din mening om de nye, uafhængige fagforeninger?

”De er blevet en magtfaktor, man ikke længere bare kan sidde overhørig. De fleste af dem er også meget entusiastiske. Men de har et enormt behov for træning og uddannelse. De har jo ingen erfaring.”

Ahmed Borai var også en af hovedarkitekterne bag udkastet til en nye lov om fagbevægelsen og den frie organisationsret, som nu venter på at blive behandlet af det nyvalgte parlament. Den nye lov lever op til de internationale arbejdsmarkedskonventioner. Den sikrer fuld frihed for såvel arbejdere som arbejdsgivere til at organisere sig, den garanterer de faglige organisationers uafhængighed af Staten, deres ret til at nedfælde deres egne vedtægter, fuld kontrol over deres økonomi samt frie, transparente og demokratiske valg.

Loven giver desuden den gamle landsorganisation, ETUF, og de øvrige faglige organisationer fra Mubarak-regimets dage seks måneder til at ”rette ind” og leve op til lovens bogstav, regnet fra den dag, loven træder i kraft. Ellers vil de blive erklæret for ulovlige.

Men lovforslaget har nu ligget klar siden maj sidste år, og det er stadig ikke vedtaget. Hvad bliver konsekvenserne, hvis det ender med at blive forkastet?

”Så vil Egypten igen blive blacklistet i ILO (International Labour Organisation) og andre internationale organisationer. Desuden vil det skabe ustabilitet i samfundet, med strejker, sit-ins og demonstrationer, for folk vil ikke finde sig i, hvis det igen bliver forbudt at etablere frie, uafhængige fagforeninger.”

Du er blevet kritiseret for, at du har ladet både den nye og den gamle landsorganisation – EFITU og ETUF – repræsentere Egypten i ILO, fordi det indirekte hvidvasker den gamle, Mubarak-loyale landsorganisation at blive sidestillet med den nye, uafhængige landsorganisation i ILO. Er du enig i kritikken?

”Nej. EFITU har fået plads i ILO med respekt for alle ILO’s standarder, og ifølge ILO’s eget ønske. Det er sket i fuld overensstemmelse med reglerne for de lande, der har mere end én landsorganisation. Og som arbejdsminister måtte jeg helt principielt respektere de eksisterende organisationer. ETUF eksisterer, det kan vi ikke komme uden om. Det er kun centralkomiteerne, der er opløst. Derfor må begge landsorganisationer være repræsenteret i ILO. Og ILO har accepteret, at vi er repræsenteret med to organisationer, de siger, at det viser, at Egypten nu respekterer den frie organisationsret.”

Hvordan vil du beskrive situationen på arbejdsmarkedet lige nu?

”Der er mange store og alvorlige problemer. Desværre har det tidligere regime efterladt os et arbejdsmarked præget af arbejdsløshed, af alt for lave lønninger og et fravær af organisationer, der reelt varetager arbejdernes interesser.”

Mens Ahmed el-Borai var arbejdsminister, lykkedes det at få indført en minimumsløn på ca. 1.200 kroner pr. måned. Men minimumslønnen omfatter kun fastansatte, og det er der mange i både den private og offentlige sektor, der ikke er.

”Lønningerne i Egypten har en lang og problematisk forhistorie. I den private sektor udgør grundlønnen eksempelvis kun 20 procent af den samlede lønsum, resten består af tillæg, akkorder, bonusordninger osv., som alt sammen er variable størrelse. Som arbejdsminister satte jeg en fem-års plan i værk, der skal ændre hele systemet. Ideen er at vende det om, så grundlønnen kommer til at udgøre 80 procent, mens det kun er de sidste 20 procent, der udgøres af tillæg, akkorder osv.”

Siden revolutionen er antallet af strejker og arbejderaktioner eksploderet, og det har skabt vrede og irritation i befolkningen. Mange mener også, at kravet om højere lønninger og bedre arbejdsvilkår bør holdes adskilt fra revolutionen. Men er det ikke netop nogle af de krav, som revolutionen bygger på?

”Fra min første dag som arbejdsminister argumenterede jeg for, at lønningerne er for lave. Jeg ser det som et positivt tegn, at folk beder om bedre løn. At de nu er i stand til at gå ud i gaderne og hæve deres stemmer og sige: Vi har brug for mere! Det er ikke imod revolutionen, tværtimod. At kunne sige sin mening frit, det er netop, hvad revolutionen handler om.”

Men mange mennesker er blevet vrede over strejkerne?

”Ja. Vi har stadig ikke fået den rette forståelse for kulturen omkring strejker. Når de strejkende forhindrer folk i at komme frem i trafikken, når de besætter offentlige steder, når de forhindrer folk i at komme ind i offentlige kontorer og bygninger, så er det ikke godt.

Så igen – det er et spørgsmål om uddannelse af arbejderne?

”Ja. Og det kommer til at tage tid. Under diktaturet var der ingen strejkekultur, folk indledte bare en strejke, og så blev de stoppet af politiet. Vi skal lære folk, hvordan man udtrykker sin mening, hvordan man indgår i en positiv forhandling med arbejdsgiverne i stedet for bare at kaste sig ud i vilde strejker.”

 

AddToAny

Share/Save