Egypten: Jeg takkede Gud, da Mubarak var væltet

Af Eva Plesner
For Kamal el-Fayoumi begyndte den egyptiske revolution i december 2006 med strejkerne i tekstilarbejderbyen Mahalla el-Kubri cirka 150 kilometer nord for Kairo.

”Det var gnisten,” siger den 46-årige maskinarbejder, der er ansat i byens største, statsejede tekstilfabrik med omkring 27.000 ansatte. ” Fra da af begyndte mobiliseringen af arbejderne over hele Egypten, og her i Mahalla rev vi Mubaraks billeder ned allerede i april 2008.”

Kamal el-Fayoumi blev dengang arresteret og sad to måneder i fængsel. De første fire døgn bagbundet og med bind for øjnene og med timelange, natlige forhør.

”Jeg var rædselsslagen,” siger han, men da han blev løsladt, genoptog han alligevel arbejdet med at organisere strejker, fabriksbesættelser og protestdemonstrationer i samarbejde med 6.-aprilbevægelsen, der tog navn efter den dag i 2008, da politiet skød med skarpt mod de strejkende. To blev dræbt og et ukendt antal blev såret.

Da den 25. januar oprandt i år - den dag, der har givet navn til den egyptiske revolution – var Kamal el-Fayoumi sikker på, at noget særligt ville ske. Det var ”Politiets Dag”, og der var opfordringer til protestdemonstrationer over hele landet. Og i Mahalla anslår Kamal, at de allerede ved 13-tiden var mindst 100.000 på Eshoun-pladsen.

Så mange havde de aldrig været tidligere, og billedet var det samme i Kairo, Suez, Alexandria og mange andre byer.

Om aftenen spredte politiet demonstranterne på Eshoun-pladsen med tåregas, men tre dage senere, på ”Vredens Dag”, var det politiet, der blev drevet på flugt, da en gruppe demonstranter - iblandt dem Kamal el-Fayoumis 22-årige søn, Mohamed – stormede Mahallas hovedpolitistation.

Både Kamal og hans søn slap uskadt gennem dagen, men kampene kostede seks demonstranter livet.

De følgende dage var Mahalla under borgernes kontrol, og alt var fredeligt. Men den 2. februar om aftenen blev Kamal el-Fayoumi ringet op af venner fra Kairo.

”De sagde, at de befandt sig midt i en krig, og at mange allerede var blevet dræbt. Om eftermiddagen var de blevest angrebet af ryttere på heste og kameler, og nu var der snigskytter på tagene og i sidegaderne,” fortæller han.

Ved daggry næste morgen kunne han ikke holde det ud længere. Vennerne fra Kairo havde aktioneret for at få ham ud af fængslet i 2008, og han så ingen anden udvej end at tage til Kairo og hjælpe. Han listede ud af huset uden at fortælle sin familie, hvor han tog hen.

”Den første, jeg mødte på Tahrir-pladsen, var en ung kvinde, Yasmine. Hun havde en dyb flænge i hånden efter nattens kampe. Men hun var ligeglad, det var for intet at regne imod smerten ved at leve under Mubarak, sagde hun. Jeg kan stadig få gåsehud ved tanken om hendes mod,” siger Kamal el-Fayoumi.

Han blev på Tahrir-pladsen i tre dage, og den 11. februar om morgenen var han tilbage igen. Samme aften klokken 18 kom meddelelsen om, at Mubarak var trådt tilbage.

”Folk gik amok af glæde. Jeg faldt på knæ og takkede Gud. Så ringede jeg til min søn. Han havde intet hørt, og først troede han ikke på mig. Så begyndte han at græde” siger Kamal el-Fayoumi.

Fem dage senere gik arbejderne på hans fabrik endnu engang i strejke, og det lykkedes dem at få afsat den administrerende direktør, en kendt Mubarak-loyalist. Men siden er jublen forstummet.

Højst 20 procent af kravene fra revolutionen er blevet gennemført, skønner Kamal, og på mange måder er det som om, at Mubarak stadig er ved magten. På fabrikken er det gået fra slemt til værre, synes han, og den ny ledelse i den statsejede virksomhed er ligeså inficeret af det gamle regime som den tidligere.

”De forsøger at køre alt i sænk, så de kan sige: Der kan I bare se, alting var bedre under Mubarak! Men revolutionen fortsætter. Indtil alle vores krav er opfyldt,” siger Kamal el-Fayoumi.

Du kan læse hele vores magasin om det Arabiske Forår her

AddToAny

Share/Save