Efterlader familien for job i Jordan

Af Buddhi Acharya og Søren Bjerregaard Jepsen
4. december 2019
3-årige Trinkel fra Nepal har ikke helt forstået, hvorfor hendes mor krammer hende mere end normalt. Og hvorfor de flest familiemedlemmer har våde øjne.
Asmita Pariyar og hendes mand vil sikre deres barn en ordentlig fremtid. Derfor rejser Asmita til Jordan for at arbejde. Foto: Niranjan Shrestha.

Den voksne virkelighed er, at moderen, Asmita Pariyar, er på vej til Jordan, hvor hun skal arbejde de næste tre år, og at hun faktisk gør det for sin datters skyld:

”Hvis Trinkel bliver syg, har vi ikke råd til ordentlig behandling, og når hun skal i skole, har vi ikke råd til ordentlig undervisning. Mens jeg arbejder i Jordan kan jeg spare op og sende penge hjem, så vi kan sikre vores datter en ordentlig fremtid. Det er derfor, jeg gør det,” fortæller 23-årige Asmita Pariyar.

Ud over Trinkel tog Asmita sin mor og sin mand med den 400 kilometer lange rejse fra hjembyen Dharan i det østlige Nepal til hovedstaden Kathmandu, hvor de nu er nået frem til lufthavnen. Om få timer sætter hun sig ind i flyet for at starte et nyt liv:

”Jeg kommer først og fremmest til at savne min datter. Jeg har stort set været sammen med hende hver dag siden hun blev født. Hun får svært ved at forstå hvorfor jeg ikke er der.”

Sammen med otte andre kvinder rejser Asmita til Jordan, hvor de alle skal arbejde på den samme fabrik. Foto: Niranjan Shrestha.

Ikke helt alene

Asmitas rejser til Jordan sammen med otte andre kvinder, der alle skal starte på den samme fabrik.

”Vi har mødt hinanden via det rekrutteringsbureau, som også har skaffet os arbejdstilladelse, job på en tekstilfabrik og et hostel, hvor vi skal bo. Vi er allerede næsten en lille familie, og jeg er sikker på, at vi nok skal få det godt,” fortsætter hun.

I Nepal har Asmita sagt farvel til et job som rengøringsassistent på et hotel. I Jordan skal hun arbejde på kontoret for kvalitetskontrol på en tekstilfabrik, og det glæder hun sig til:

”Jeg får et job, hvor jeg kan bruge det, jeg lærte under min uddannelse. Det skete ikke i Nepal. Men det er først og fremmest lønnen, der er flere gange højere end i Nepal, der gør at jeg tager springet.”

”I Jordan virker det til, at er styr på tingene. Der er faste arbejdstider og de opfordrer os ligefrem til at være aktive i fagforeningen. Det lover godt,” fortsætter hun.

Også Asmitas mand er på vej til at migrere, og han har travlt:

”Jeg har job på en bar her i Nepal, og det er absolut ikke et drømmejob. Nu hvor min kone migrerer, gælder det om, at jeg også kommer afsted. Jeg har søgt job i Qatar og regner med at rejse om seks måneder,” fortæller 25-årige Anil. Han sidder med datteren Trinkel i skødet. Hun smiler og virker tryg:

”Jeg efterlader hende hos min mor. Det er hårdt, men det skal nok gå. Når vi begge to kommer tilbage, kan vi købe en bolig og vi har sparet op. Vi får det meget bedre end i dag, hvor vi bruger så mange penge på husleje, at vi skal låne penge til mad, hvis der for eksempel har været en hospitalsregning”, fortæller han.

 

Cirka halvdelen af Nepals befolkning er afhængig af overførsler fra udlandet. I 2017 modtog Nepal penge fra migranter for cirka 40 milliarder kroner – 25 procent af landets BNP. Det er det fjerdestørste tal for noget land i Verden. Ulanddsekretariatets partner i Nepal er en sammenslutning af hovedorganisationer i Nepal, ITUC-NAC.

AddToAny

Share/Save